themuller: (Default)
[personal profile] themuller
En stor tak til [livejournal.com profile] verityburns, for at lade mig oversætte hendes historie. Originalen kan findes her.

Titel
: The Green Blade (14/15): An Elimination of Assumptions

Serie: Sherlock (BBC)

Kategori: Crime / Thriller / Venskab. Ikke Slash

Rating: PG-13

Advarsel: Vold, diskussion af ekstrem vold

Beta: Den vidunderlige [livejournal.com profile] arianedevere
Resumé: Da en seriemorder rammer overskrifterne, er politiet ude at svømme og det næste offer er på dybt vand. Troen på Sherlock Holmes er på sit laveste. Denne sag kommer til at afprøve grænserne for loyaliteten...






“Hvad mener du med, at du har mistet ham?”

John så sig bekymret omkring, mens Lestrade råbte ind i sin mobil.

“Hopkins, hvordan kan du miste en diva på en meter firs i en bygning, der er fyldt op med politifolk? Han er jo ikke ligefrem diskret, for fanden!” Lestrade havde sat sig lidt frem i sin ophidselse og tumlede nu til siden, da bilen kørte lidt for stærkt rundt om et hjørne. “Pas på!” snerrede han mod chaufføren.

John skubbede ham op. “Hvornår?” hvislede han og Lestrade holdt en hånd på, mens han prøvede at skære igennem den strøm af undskyldninger, som kom fra den anden ende af forbindelsen. John trak sin egen mobil ud og ringede til Sherlock, men den gik over til telefonsvareren. Selvfølgelig behøvede det ikke betyde noget - Sherlock svarede kun på mobilen, hvis han følte for det.

“For næsten to timer siden,” rapporterede Lestrade og afsluttede samtalen med Hopkins i afsky. “Der er noget med en overvågningsfilm - vi kan se på det, når vi kommer tilbage.”

“Ingen beskeder fra Sherlock, går jeg ud fra?”

Lestrade fortrak ansigtet. “Jeg vil tro, at det er svært at efterlade en besked uden at gøre opmærksom på det faktum, at du er ved at flygte.”

“Rigtigt.” John gjorde en grimasse. “Se her, sæt mig af derhjemme, okay? Det er næsten på vejen. Jeg kommer op til Yard’en lige om lidt.”

“Jeg troede, at det var meningen, at du skulle blive hos mig?”

“Den aftale er droppet,” forklarede John ham og sendte en sms afsted om, at han ville være i Baker Street om et par minutter. Sherlock var i almindelighed bedre til at svare på sms’er end på opringninger, men der kom ikke noget svar på denne her.

“Ring til mig, hvis du finder ham?” anmodede Lestrade om.

“Helt sikkert,” tilkendegav John. “Og omvendt.”

De nærmede sig 221B og John kunne se, at nogen bankede på deres indgangsdør. Hans første tanke var, at det var Peter, som måtte være vendt hjem tidligere og uden sin nøgle, men da han kom ud af bilen, så han, at det faktisk var deres nabo, som havde sit lyse hår sat op under en baseball hat.

“Alt ok, Tim?” hilste John friskt, mens han håbede på at kunne undgå at blive draget ind i en samtale. “Jeg tror, at Peter er på tur, hvis du vil snakke med ham.” Han løftede hånden for at vinke farvel, da Lestrade kørte.

“Er det rigtigt?” Tim så overrasket ud. “Han spurgte, om jeg kunne hjælpe ham her til eftermiddag - jeg har banket på den pokkers dør i fem minutter.” Han trak et lommetørklæde ud af sin lomme og pudsede næse. “Og det var meningen, at han skulle give mig Mrs. T’s bor tilbage,” beklagede han sig. “Typisk!”

John havde fundet sine nøgler frem og han havde ikke lyst til at blive hængende. “Jeg får ham til at ringe, når jeg ser ham, okay?” tilbød han. “Men der kan godt gå et par dage.” Han fik døren låst op.

“Mrs. T bliver ikke glad,” ærgrede Tim sig. “Du har ikke en nøgle til kælderen, har du? Så kunne jeg lige smutte ned og hente den.”

“Desværre,” sagde John og kantede sig ind i bygningen.

“Jeg kan skrive en seddel til ham,” bestemte Tim sig, mens han stadig stod i døren. “Har du en kuglepen?”
John gjorde meget ud af at slå på sine lommer, men var allerede på vej tilbage til trapperne. “Se, der er en på bordet i entréen.” Han pegede på den. “Bare hjælp dig selv; jeg skal lige hente noget.” Han løb op i lejligheden, men der var intet tegn på Sherlock, og et hurtigt tjek viste, at der ikke var noget, der tydede på, at han havde været hjemme, siden de gik ud den morgen.

“Jeg lægger bare beskeden her,” Tims stemme flød op ad trapperne. “Tak John. Vi ses.”

“Vi ses!” råbte John tilbage og hørte fordøren slå i.

Han gik op til sit eget værelse og fandt sin pistol. Han satte den på plads bag sin lænd og gik så tilbage til stuen, hvor han stod et øjeblik i de kendte omgivelser og prøvede at se tingene gennem Sherlocks øjne.

Hvad havde fået ham til at bryde sit løfte og hvorfor havde han ikke ringet, eller i det mindste sendt en sms? Han kunne næppe være blevet tvunget væk fra Scotland Yard. Er der nogen, som havde kontaktet ham, måske truet ham? Han skulle huske, at spørge Lestrade om at tjekke Sherlocks telefonliste, selvom det sandsynligvis allerede var sat i gang.

Hans øjne faldt på kraniet og han kom til at tænke på, hvordan Sherlock rullede med øjnene, hver gang John så på det. Han gik over og tog det op. Ingen narko. Han rystede på hovedet af sig selv og satte den ned igen. Han så et glimt af sit dystre ansigt i spejlet, da han vendte sig for at gå. Hvor er du, din vanvittige skiderik? Han løb ned af trapperne og gik ud for at jagte en taxa - de var altid meget sværere at få fat på, når Sherlock ikke var med ham.

   oOo   

“Vågn op, vågn op!”

Sherlock stønnede og prøvede automatisk at bevæge sig væk fra hvad det så end var, der skubbede så hårdt mod hans ribben. Han hørte et gisp, og så var der en pludselig vægt mod højre side af hans brystkasse.

Han blinkede, tvang sin hjerne tilbage online og kiggede ned på en bunke mørke krøller, så var vægten forsvundet, da Sally løftede sit hoved og så på ham. Hun havde tydeligvis grædt, der var spor af mascara hele vejen ned ad hendes ansigt, og hendes højre øje var svulmet op og halvvejs lukket. Tapen over hendes mund måtte være blevet sat på igen, men hun havde formået at løsne det meste. Hendes kind var rødt, der hvor hun havde gnubbet det imod... han så ned og bemærkede spor efter klistret på sin skulder.

“Til helvede med din forbandede jakke, se at få din hjerne i gang,” hvæsede hun.

Sherlock noterede sig hurtigt situationen. Så vidt han kunne se, var han i samme position som den, Sally havde haft, da han var kommet ind i værelset, undtagen at han lå tættere på døren. Han lå fladt på sin ryg, der var tape henover hans mund og hans arme var bundet fast over hans hoved. Han prøvede bindingerne, men de var solide. Han lagde hovedet tilbage og så, at Sallys håndled også var blevet bundet fast til hovedgærdet igen, men hun havde kunnet vride sig rundt og knælede nu i sengen ved siden af ham.

“Det her er første gang han har efterladt mig og han er ikke væk i særlig lang tid,” mumlede hun. “Han kommer endda med mig ud på det fandens toilet!” Hendes ansigt blev bleg. “Åh nej, nu tager han nok os alle sammen med...”

“Mmmph!” brokkede Sherlock sig indtrængende og hun fokuserede på ham.

“Nå ja. Undskyld. Han dræber os nok alligevel under alle omstændigheder før det sker.” Hun lukkede sine øjne i et øjeblik. “Åh Gud... Altså. Dyb indånding. Kom nu, Sally.” Hun så på tapen over hans mund, så bevægede hendes blik sig op for at møde hans og hun trak på skulderen. “Det kan ikke gøres på anden måde.”

Hun begyndte at sænke sig hoved, men stoppede pludselig. “Du skal være stille,” advarede hun og angsten i hendes stemme fik Sherlocks øjne til at blive smalle. “Du ved ikke, hvordan han er...” Hun afbrød sig selv. “Lov mig det.”

Han nikkede utålmodigt og hun rynkede panden, men fortsatte så; han kunne føle hendes tænder henover hans kind, da hun prøvede at få fat på kanten af tapen, men uden held. Efter et par forsøg satte hun sig op igen.

“Den er for langt nede. Han genbruger det samme stykke på mig.”

Sherlock rullede over på siden for at give hende en bedre vinkel og hun prøvede igen på den anden side, og åndede lettet op, da det lykkedes hende at få et hjørne løftet højt nok til at kunne sætte tænderne fast i det og trække det tilbage. Så satte hun sig op og trak tapen helt af, før hun lod det falde ved siden af sengen.

“Er du okay?” spurgte han stille, og så på de lange smalle tørklæder, der bandt dem til hovedgærdet.
Hun nikkede. “Jeg ved ikke, hvor lang tid du har været bevidstløs, sandsynligvis i et par timer, men jeg kan være langt forbi, det er så hårdt at holde styr på tiden. Han sagde, at det ville vare en time mere, inden du vågnede.” Hun grinede pludselig. “Jeg gætter på, at det er alt det narko, der nu kommer dig til gode.” Hendes grin døde bort og blev til hikke og hun så chokeret ud.

“Du klarer det fint,” sagde Sherlock til hende. “Bliv hos mig.”

Hun bed tænderne sammen og nikkede. “Undskyld. Jeg føler bare, at jeg har været hos ham i evigheder.” Hun trak vejret dybt et par gange. “Vil du...?” Hun lænede sig frem og han bed ind i den ende af tapen, som hang ned fra hendes ansigt, mens hun satte sig op igen. “Det var bedre.”

Sherlock spyttede tapen ud og afsluttede sin undersøgelse af deres bånd, og blev klar over, at de ikke kunne løsnes hurtigt. Hovedgærdet var af gammelt, solidt træ og de var bundet fast til en tyk stang, som løb ned langs kanten. Han spændte sine muskler og trak, men det hjalp ikke.

“Fortæl mig, hvad du ved.” Han prøvede at lyde beroligende, selvom han følte sig længere ude end han kunne bunde med en Sally, som ikke sendte spydigheder i hans retning.

Hun trak vejret dybt, kastede et nervøst blik mod døren, før hun kantede sig ned igen, så de lå med ansigterne mod hinanden.

“Altså, han injicerede et bedøvelsesmiddel i dig og du gik temmelig hurtigt ned. Det var ikke nogen vittighed med det der ‘bevidstløs i løbet af sekunder’” sagde hun. “Jeg kom ned fra sengen og prøvede at hjælpe dig, men du er tungere end du ser ud til - du faldt ned mod væggen og så ligesom bare gled ned af den. Kan du huske det?”

“Jeg kan huske at du råbte mit navn... men så ingenting.”

Hun nikkede. “På det tidspunkt var han kravlet ud fra den anden side. Han tvang mig til at hjælpe med at få dig op på sengen.” Hendes ansigt blev stramt.

Sherlock rynkede på panden, da hans blik bevægede sig henover hendes opsvulmede øje. “Du prøvede at slås med ham.”

“Jeg er en politibetjent,” sagde Sally som en form for svar, så lod hun skuldrene falde. “Det hjalp ikke. Han bandt dig fast og...”

“Spol fremad,” instruerede Sherlock. “Hvorfor og hvornår gik han?”

Sally sank. “Han har din mobil,” hun nikkede over til hans frakke, som var lagt henover kommoden, men Sherlock så sig ikke omkring - han havde allerede lagt mærke til alting i rummet. “Han tændte for lyden igen og lyttede til dine beskeder, men så ud til at være ligeglad. Så kom der en sms for et par minutter siden og han bandt mig fast igen, puttede tapen tilbage på min mund og forsvandt. Men han sagde, at han ikke ville være væk i lang tid.” Hun så håbefuldt på ham. “Ved D. I. Lestrade, at vi er her? Kommer de?”

Sherlock krøllede sine læber sammen og Sallys mund gabte op.

“Du kom her alene? Det er dig, der skulle være så smart!”

“Jeg kunne sige det samme til dig,” snerrede Sherlock. “Vel, den første del,” tilføjede han.

Hun stirrede på ham.

“Bliv ved med at tænke den tanke,” instruerede han. “Vi kan ikke så godt bruges mod hinanden, hvis det ser ud, som om vi er fjender.” Han kom med et lille, lidt beklagende smil. “Det burde ikke være noget problem for dig.”

Hun åbnede sin mund i protest, men han fortsatte. “Har du haft kontakt med nogen? Har du set Moriarty?”

Der var et pludseligt, undertrykt host fra døren og en stemme spurgte, “Hvem er Moriarty?”

Sallys øjne blev store af angst, men Sherlock lukkede hende ude af sin bevidsthed. Midt i et host og dæmpet bag en hånd var stemmen for hæs til at være genkendelig, men tonen var så ægte i sin overraskelse, at det helt og aldeles havde slået ham ude af balance. Han rynkede koncentreret panden, mens alting blev sat sammen på en ny måde, og han skubbede sin bevidsthed forbi den stoffer-relaterede træghed, for at finde ud af, hvad der ventede ham, når han vendte sig om.

Han tog Moriarty ud af ligningen i sit hoved og så på det resterende sæt af nye og separate data, tog fordommene ud af sine forudgående konklusioner og satte beviserne på plads. Hullerne i puslespillet antog brat en kendt figur og Sherlock lukkede sine øjne i et øjeblik med et udtryk af smerte. Fordømt, John havde haft ret hele vejen igennem: denne besættelse havde overskygget hans dømmekraft helt fra begyndelsen.

“Hej Tim,” sagde han og rullede rundt.

“Bedre sent end aldrig, ikke?” svarede Tim og gik hurtigt over til Sallys side af sengen. Sherlock vred sig rundt for at holde øje med ham, da han gik over og tog fat i en håndfuld af hendes hår og vred hendes hoved tilbage, derefter kunne der ses et glimt af stål, idet han holdt en klinge imod hendes hals. Han så på Sherlock. “Vær stille,” advarede han og Sherlocks øjne blev større, da han forstod, hvad det drejede sig om.

“Sms’en er fra John. Han er her.” Han lyttede, men ingen lyde oppefra kom ned til kælderen.

“Meget fint. Nu holder du kæft,” snerrede Tim og Sally holdt et klynk tilbage, da hans greb strammede smertefuldt. Hun kunne ikke se, hvad han holdt fast i, men hun kunne føle noget koldt mod sin hud. Hendes øjne kørte rundt, mens hun prøvede på at fokusere på Sherlock, men hun kunne næsten ikke se ham med hovedet i den her vinkel. Hun stirrede på væggen i stedet for og pludselig vidste hun, hvor hun var henne, da hun huskede tilbage til sidste uge og Peter kom op af kælderen i 221 og havde tilbudt hende en farve-stænket hånd. Væggen havde den samme farve.

“Ingen panik, han vil ikke risikere det,” mumlede Tim til hende. “I er begge to bundet, jeg kunne dolke jer begge to, inden John overhovedet nåede at åbne døren.” Han smilede og bøjede sig længere ned over Sally, men holdt sine øjne på Sherlock. “Han ved, at jeg alligevel vil dræbe dig, så han vil ikke ofre sit liv for så lille en chance for at standse mig. Han venter på en bedre mulighed.”

Sherlock holdt sit ansigt uanfægtet og sin mund lukket, mens de alle kunne høre svage fodtrin på trapperne og derefter hoveddøren blive lukket. Sally bed på sine læber, da stilheden igen kom over huset og Tim slap hende og rejste sig, mens han bevægede sig over til enden af sengen.

“Det er en frisørsaks,” observerede Sherlock og så på våbenet i hans hånd. “De er dyre og specialiserede og burde nemt kunne spores til dig.”

Tim smiskede og snurrede den hurtigt rundt på sine fingre, mens Sally prøvede at fokusere på den. “Åh ja, nemlig,” indrømmede han. “De er meget dyre. Molybdæn stål, konvekse klinger med barberbladsskarpe kanter... den kostede mig over 300 Pund. Det er derfor, at jeg har kontaktet forsikringsselskabet, da den forsvandt for nogle uger siden.” Han løftede et øjenbryn. “Jeg undrer mig over, hvem der kunne have taget den? Måske en nabo?” Sherlock skar en grimasse.

“Frisørsaks,” gentog Sally og fulgte bevægelsen af klingerne, som Tim nu rytmisk klippede op og i.
“Hvorfor...?”

“Han er frisør,” afbrød Sherlock. “Tydeligvis.” Han iagttog Tim nærmere, bemærkede hvordan hans mund fortrak sig ved uhøfligheden overfor Sally. “Det perfekte sted for sladder,” fortsatte han. “Jeg vædder med, at der fra hvert kontor, som ofrene har arbejdet i, har været én, som fik ordnet sit hår hos Tim, eller i det mindste i den samme salon. Det er den usynlige forbindelse,” medgav han. “Vi kunne have gravet ned i ofrenes liv i årevis uden at finde den.”

“Men hvorfor pludselig begynde at dræbe folk?” spurgte Sally.

“Hvorfor forklarer du det ikke, Sherlock?” inviterede Tim med en mørk og vred stemme. “Du er jo den, der ved alting, ikke også.”

“Hans ægtefælle forlod ham,” forklarede Sherlock hende. “Fandt en anden mand.”

“Adrian fandt ikke nogen!” hvæsede Tim. “Det svin lokkede ham væk fra mig.” Hans knoer blev hvide der, hvor han holdt om saksen, men han beroligede sig selv lidt efter lidt.

“Det femte offer,” sagde Sally pludselig. “I hendes sidste opringning... hun sagde, at hun måske ville vaske sit hår - selvom det var sent om aftenen og hun allerede havde været i bad. Jeg syntes, det var underligt.”
“Synd, at du ikke fik sagt det,” snerrede Sherlock.

Tim krøllede læberne. “Jeg havde brugt lang tid med det der,” sagde han. “Hun troede, at hun var så smart.”

“Hvorfor er Sally stadig i live?” spurgte Sherlock ligeud.

“Din skiderik!” Sally sparkede til hans ben og Tim lo.

Sherlock ignorerede slaget. “Hvis du har lokket hende herhen i går aftes...”

“Jeg kom ikke herhen,” afbrød Sally. “Jeg kom inde ved siden af. Han sagde, at han var Mr. Turner og jeg havde hørt navnet før...” hun rynkede panden. “... jeg tror fra din udlejer. Under alle omstændigheder så kendte jeg det.”

Sherlock holdt sin opmærksomhed på Tim. “Så, du...”

“Åh for Guds skyld, vi kommer til at være her hele dagen,” sagde Tim. “Jeg puttede bedøvelsesmiddel i hendes te, og flyttede hende herover, da du og John gik ud. Jeg havde tænkt at tage chancen, mens fjernsynet kørte, men I gjorde det nemt.” Han kiggede efter tegn på ærgrelse på Sherlocks ansigt og så ud til at blive irriteret over ikke at finde nogen. “Hun var stadig ved delvis bevidsthed, så jeg kunne have spillet ‘fuld kæreste’ kortet, men der var ingen i nærheden, så det behøvede jeg ikke.”

“Det kan jeg overhovedet ikke huske,” sagde Sally tomt.

“Oralt administreret medicin, virker langsommere, men nej, det ville du ikke kunne,” forklarede Sherlock hende. Han så tilbage på Tim. “Så hvorfor dræbte du hende ikke igår aftes?” spurgte han. “Du har jo øjensynligt prøvet at skabe falske beviser mod mig hele vejen; du har modbevist mit alibi ved at få hende herind. Du kunne have dræbt hende og være gået din vej. At holde hende i live... det giver ikke mening.”

Tim stirrede på ham i et øjeblik og vippede så tilbage på sin hæl og fløjtede. “Det var derfor, du så skødesløst kom marcherende ind her! Du troede, at hun var død!” Han begyndte at grine, hans munterhed blev større over Sherlocks frustrerede udtryk. “Åh, det er bare for godt.” Hans fnis blev til host, indtil at han blev nødt til at slå sig selv for brystet for at komme sig.

“Jeg er bange for at jeg blev nødt til at ændre reglerne,” sagde han endeligt. “Da du ikke blev arresteret igår, på trods af id-kortet, vidnet og parykken...”

“Parykken!” råbte Sally og vendte sit hoved. Sherlock trak på skulderen og hun sparkede ham igen.

“Åh, I to er herlige,” observerede Tim. “Det er næsten en skam, at slå jer ihjel. Jeg tror, det ville være en bedre straf at lade jer være bundet sammen.”

“Ja. Hvorfor gør du ikke bare det?” drævede Sherlock.

“Straf for hvad?” ville Sally vide. “Jeg kan forstå, at jeg passer ind i dine skrupskøre kriterier, men hvis du tror, at han boller med en gift..” hun standsede kort, “...person, så må du være fuldstændig vimmer. Han har sandsynligvis aldrig fået noget hele sit liv.”

Tims øjne blev smalle. “Og er du ved at tilbyde at hjælpe ham med det?” spurgte han. “Fordi jeg ellers vil råde dig, at passe på din opførsel.”

Sallys ansigt blev bleg. Tim smiskede og gik rundt til Sherlocks side af sengen, mens han passede på ikke at komme i nærheden af hans fødder. “Hvad mener De, Mr. Holmes?” spurgte han. Han åbnede saksen op igen og lod kanten af klingen glide ned langs Sherlocks kæbe, dog med den skarpe kant vendt væk. “Ville et blowjob fra en hore være dit sidste ønske?”

Sherlock kunne føle Sally ryste ved siden af ham, da det mod, hun havde fået gennem hans tilstedeværelse, brat forlod hende.

“Fortæl mig om Neil Benson,” sagde han, velvidende at navnet fra ‘undtagelsen’ ville være en afledning.
Tims hånd faldt væk fra hans ansigt og han tog et skridt tilbage. “Det var et uheld.”

Sherlock løftede sine øjenbryn. “Hvordan spærrer du nogen inde i tolv timer ved et uheld og dolker dem derefter til døde?” spurgte han.

Tim vendte sig væk og bandede højlydt. Sherlock tog chancen og så hurtigt over på Sally. “Slås med mig, ikke med ham,” hviskede han. “Du gør det fint.” Hun stirrede blankt på ham i et øjeblik, så nikkede hun. Han vendte sig væk, lige idet Tim drejede rundt.

“De var sammen med jævne mellemrum,” sagde han anklagende. “Hele kontoret troede, at de havde en affære. Det er meget underligt for en mandlig AA’er at have en kvindelig hjælper. Hvordan skulle jeg kunne vide, at det var det, hun var?” Han lød rasende.

“Men du dræbte ham alligevel ikke før søndag morgen,” mumlede Sherlock. “Ville du ikke tro på hans forklaring?”

Tim hostede endnu en latter op. “Helt ærligt, jeg er ved at undre mig over, hvad alt den her ballade skal til,” sagde han. “Dine deduktioner er lort.” Han gik tilbage til enden af sengen med to sæt øjne følgende efter ham.

“Han fortalte mig intet - jeg fandt ud af det gennem hans ædrueligheds mærkater og alle de fotografier.”
Forståelsen begyndte at dæmre, men Sherlock gennemgik det for Sallys skyld. “Ofret var en kristen, som var knust over sin kones død,” forklarede han. “Kun angsten for at komme i helvede og aldrig at se hende igen, afholdt ham fra selvmord.”

Sally brugte et øjeblik på at forstå det, så vendte hun sit chokerede ansigt mod Tim. “Du mener, at han ville have, at du dræbte ham?”

Tim trak på skuldrene. “Han var bange for, at jeg ikke ville gøre det, hvis jeg kendte sandheden,” sagde han og kørte en hånd gennem sit hår. “Det tog et stykke tid, inden jeg fandt ud af, at noget var forkert, og så lidt længere igen, inden jeg fandt ud af, hvorfor... men selvfølgelig blev jeg nødt til at slå ham ihjel.” Han så ærligt beklagende ud.

“Han ville kunne identificere dig,” indrømmede Sherlock. “Du havde ikke noget valg.”

“Præcist!” råbte Tim, så stivnede han og hans øjne blev smalle. “Lad være med at tale mig efter munden, din følelsesløse skid.”

Han gloede på Sherlock. “Jeg vil lade dig forbløde til sidste dråbe, men jeg havde ikke planlagt at starte endnu. Lad være med at få mig til at ændre mening.”

Sally så nervøst frem og tilbage mellem de to. “Jeg troede, at din plan var at plante falske beviser mod ham,” sagde hun.

Tim trak lige så stille sit blik væk fra Sherlock og så på hende. “Jamen, det var det,” svarede han. “Men efter det, der skete igår, ser det ikke ud til, at jeg har en chance for at få ham arresteret. Han kender nok for mange folks beskidte hemmeligheder.” Han krøllede sin læbe og så på Sherlock igen. “Men jeg tror ikke, at folk vil bekymre sig så meget, når du er død.”

Han strakte sig og saksen blev sløret, da han hvirvlede den rundt mellem sine fingre. Sally fandt det underligt hypnotisk og tvang sig selv til at se væk. “Men jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor du ville plante falske beviser i første omgang,” spurgte hun, denne gang meget opmærksomt på at holde hendes tone venlig.

Tim åndede fornærmet ud. “Hvad med dig?” spurgte han Sherlock. “Får du noget som helst rigtigt idag?”

“Du giver mig skylden for Adrian,” svarede Sherlock. “Du er rasende over, at han forlod dig, men du elsker ham stadig. Så du har fokuseret din vrede på mennesker, som den mand, der har ‘lokket’ ham væk, og på mig, fordi jeg var den der, fortalte...” Han stoppede og iagttog omhyggeligt Tims udtryk. “Nej, det er ikke helt rigtigt, er det?” Han rynkede panden, skubbede sig selv op i sengen, indtil han sad halvvejs op, hans hoved hvilede mod hans bundne hænder.

“Du vidste det allerede. Du vidste, at han havde en affære, men du sagde ikke noget.”

“Det ville være gået over,” insisterede Tim og gik over til Sherlocks side. “Det betød ingenting, han elskede mig stadigvæk. Adrian har altid elsket mig. Han ville aldrig være gået.” Der var tårer i hans øjne.

“Men jeg fik det ud i det åbne,” sagde Sherlock langsomt. “Han følte, at han blev nødt til at vælge. Og han valgte ikke dig.”

Uden et ord løftede Tim sin arm og saksen lynede ned mod Sherlocks hals, først i allersidste øjeblik blev den flyttet og landede i hovedgærdet ved siden af ham.

Sally kom med at halvkvalt skrig, hun ikke havde kunnet holde tilbage og han vendte sig for at stirre på hende, mens han trak klingen fri. “Undskyld,” sagde hun hurtigt. “Undskyld - jeg prøvede at lade være.” Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte galopperede afsted på grund af chokket og hun prøvede at trække vejret støt og roligt. Hendes øjne for frem og tilbage mellem Tims morderiske udtryk og Sherlock, som var kridhvid i ansigtet, men så ud til at være uskadt. Han vendte sit hoved mod hende og klarede et gemt halvt smil, men hun kunne se en smal stribe blod løbe ned ad siden på hans hals.

“Det er ikke smart at provokere mig.” Tim gentog den advarsel, som han havde givet hende for flere timer siden.

“Jeg tror ikke...” Sally sank og prøvede igen. “Jeg tror ikke, at han bevidst prøver at provokere dig,” sagde hun og hadede den skælven i sin stemme. “Han er ubehøvlet overfor alle.”

Der var en anspændt pause, så grinede Tim og vendte sig bort.

“Godt klaret,” Sherlock bevægede munden uden lyd og Sally gav ham et usikkert smil, men slettede det hurtigt, da de begge så tilbage på Tim, som var ved at skridte op og ned i værelset. Hun så en bevægelse ud af sin øjenkrog og opdagede, at Sherlock var ved at prøve på at binde knuderne op, nu hvor hans håndled var ude af syne. Hans arme holdt op med at bevæge sig, da Tim gik tilbage til enden af sengen, men hun var ikke i tvivl om, at de lange fingre blev ved med at arbejde på sagen.

Tims blik løb henover dem begge to. “Ælle, bælle, mig fortælle...” sagde han og så fra den ene til den anden. Han smilede til Sally. “Du ser en smule forpjusket ud, sergeant Donovan,” sagde han. “Jeg tror det er på tide, at du får dit hår sat.”




Forrige kapitel                                  Anden del
From:
Anonymous( )Anonymous This account has disabled anonymous posting.
OpenID( )OpenID You can comment on this post while signed in with an account from many other sites, once you have confirmed your email address. Sign in using OpenID.
User
Account name:
Password:
If you don't have an account you can create one now.
Subject:
HTML doesn't work in the subject.

Message:

 
Notice: This account is set to log the IP addresses of everyone who comments.
Links will be displayed as unclickable URLs to help prevent spam.

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Jul. 26th, 2017 12:47 am
Powered by Dreamwidth Studios