themuller: (Default)
[personal profile] themuller
En stor tak til [livejournal.com profile] verityburns, for at lade mig oversætte hendes historie. Originalen kan findes her.

Titel
: The Green Blade (14/15): An Elimination of Assumptions

Serie: Sherlock (BBC)

Kategori: Crime / Thriller / Venskab. Ikke Slash

Rating: PG-13

Advarsel: Vold, diskussion af ekstrem vold

Beta: Den vidunderlige [livejournal.com profile] arianedevere
Resumé: Da en seriemorder rammer overskrifterne, er politiet ude at svømme og det næste offer er på dybt vand. Troen på Sherlock Holmes er på sit laveste. Denne sag kommer til at afprøve grænserne for loyaliteten...


John regnede med, at han burde føle det som akavet, at gå ind på Scotland Yard med et våben sat fast på sin lænd, men det gjorde han faktisk ikke. Hvis Sherlock var i problemer, så ville John pokker dæleme for ham ud af det, og hans erfaring fortalte ham, at de problemer, Sherlock plejede at rode sig ud i, var af en slags, hvor besiddelsen af et dødbringende våben kunne være den afgørende faktor.

Der havde faktisk været to formål med at få fat i det. Den anden var bare at se, om det var der endnu. Hvis Sherlock med vilje var gået ind i en farlig situation, så ville han sandsynligvis have taget pistolen. At han faktisk ikke havde gjort det, var enten godt... eller meget, meget dårlig. Siden han ikke havde meldt tilbage, var John ved at være overbevist om, at det var den sidste antagelse, der var den rigtige. Og han var glad over den kendte vægt mod hans ryg.

Han fandt Lestrade i efterforskningslokalet med en gruppe andre betjente, alle rundt om en skærm, mens de så på det, der lignede overvågningsfilm fra en Underground billetteringsstation.

“Altså, det er tydeligvis Sally,” annoncerede Lestrade, og satte sig tilbage i sin stol. “Så hvad var det, han var i gang med?”

“Øhm, jeg tror, at det bare var et trick, Sir,” kom det fra Hopkins, som sad i hjørnet. “For at få mig af vejen.” Han bemærkede John i døren og blev bleg.

Lestrade vendte sig mod ham. “Ses, men ikke høres,” sagde han bestemt og med tonen af en mand, der gentog sig selv.

Hopkins blev stille og Lestrade fik øje på John. “Kom indenfor, kom indenfor,” inviterede han. “Se, om du kan forstå noget af det her.” Han opdaterede John.

“Altså, der intet tegn på ham i lejligheden,” sagde John. “Og Sally fik tydeligvis aldrig fat på os, hvis det var os, hun ville besøge.”

“Jamieson! Tjek overvågningsfilmene omkring Baker Street undergrundsstationen mellem klokken ti og ti tredive i går aftes,” instruerede Lestrade en af betjentene. Han så over på Hopkins. “Du! Ud og hjælp. Se, om du kan finde ud af, hvor hun gik hen eller i det mindste i hvilken retning.”

“Javel, Sir.” Hopkins kantede sig mod døren, men standsede så og så aldeles utilpas ud. “Jeg er ked af det, Doktor Watson,” sagde han. “Jeg har det virkelig skidt.”

“Hvorfor?” spurgte John. “Fordi du blev narret af Sherlock Holmes? Du er næppe i et mindretal med det.”

“Men det var meningen, at jeg...”

“Du kan ikke virkelig holde på Sherlock,” forklarede John ham. “Eller bare følge med ham - han er ikke som almindelige mennesker.” Han trak på skuldrene. “Alt hvad du kan gøre er at prøve at følge efter ham.”

Hopkins så patetisk taknemmeligt ud og John klappede på hans ryg. “Så, lad os finde ham, okay?” sagde han og ledte drengen henimod døren. “Ja?”

“Javel, Sir!” Hopkins rettede på sine skuldre og marcherede ud med  beslutsomhed i sine skridt.

John vendte sig om og så Lestrade iagttage ham nysgerrigt. “Hvad?” spurgte han.

Lestrade rystede på hovedet. “Undskyld,” sagde han. “Det er bare, at vi altid ser dig...” han prøvede at finde udtrykket, “som en form for  supplerende rolle til Sherlock.”

John rullede med øjnene. “Du kan sige ‘sidekick’,” sagde han. “Jeg ved, hvad jeg er.”

“Hvad jeg skulle til at sige var, at du faktisk er en pokkers god leder,” gav Lestrade igen. Han nikkede mod døren, som Hopkins lige var forsvundet ud af. “Jeg tror, at drengen lige har fået sig en ny helt.”

“Gud forbyde!” John børstede komplimentet væk, men han så tilfreds ud. “Tror du ikke, at du har været en smule grov overfor ham?” foreslog han. “Jeg mente det, jeg sagde.”

Lestrade sukkede. “Jeg giver ham ikke skylden for at miste Sherlock,” sagde han. “Det kunne ske for enhver. Men han gik i panik - og der gik næsten to timer, inden vi fandt ud af det og Gud ved hvor meget længere, han ville have ladt det sejle, hvis jeg ikke havde ringet til ham.”

“Fair nok,” nikkede John. “Men den der med ‘tage hans skilt’ kunne have haft en vis indflydelse.”

Lestrade holdt hans blik i et langt øjeblik og sukkede så igen. “Fint, fint,” sagde han. “Lad os fortsætte.”

Et stykke tid senere kom de to ind i det lokale, hvor Hopkins og Jamieson stadig var igang med at gennemgå overvågningsfilmene.

“Dukket noget op?” spurgte Lestrade, kun for at blive mødt med hovedrysten.

“Det er et under, at London ikke er belagt med lig, når man ser på de her,” sagde Jamieson og pegede på en gruppe af piger i små nederdele, som grinende gik henover skærmen foran dem. “Det er november, for hulen da - de vil dø af at få fat i en forkølelse!”

“Den almindelige forkølelse er et virus,” korreksede Hopkins automatisk. “Du kan kun få den fra én, der har den i forvejen.”

Samtalen fortsatte, men John hørte ikke mere. Et par minutter senere sagde han, “Jeg bliver nødt til at gå.”

“Hvad?” Lestrade blinkede til ham.

“Jeg har en aftale.”

“En aftale?”

“Ja.”

“Sherlock er forsvundet, men du har en aftale?”

“Ja.”

Sherlock er forsvundet, men du har en aftale?”

John rynkede panden. “Jeg har ikke hendes telefonnummer. Jeg bliver i det mindste nødt til at møde hende og fortælle, at det ikke bliver til noget.”

Lestrade stod stadig med åben mund og så på ham.

“Det kommer ikke til at tage lang tid,” lovede han og trak på skuldrene. “Altså, jeg er jo ikke ligefrem til den store nytte her og jeg kan ikke svigte en dame.”

Lestrade rullede med øjnene. “Fint, fint,” mumlede han. “Afsted med dig. Og forsvind du så ikke også for mig, for fanden!”

“Ikke store chancer for det,” John grinede til ham. “Jeg er tilbage, inden du ved af det.” Han gik mod døren.

“Kom tilbage med nogle brødsticks, jeg er ved at dø af sult,” råbte Lestrade efter ham.

oOo

“Fortæl mig, hvordan det føles at være elskerinde.”

Sally bed tænderne sammen og sagde ingenting. Det her var tæt på at få hende til at gå i panik. Tim havde sat hende i en stol foran toiletbordet og hun stirrede på sit eget spejlbillede, mens han overvejede, hvordan han skulle bearbejde hendes hår, trak det tilbage fra hendes ansigt og lod det falde tilbage igen. Hun kunne se Sherlock i spejlet og gjorde store øjne mod ham, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre.

“Er der virkelig nogen, der skal tro på, at jeg ville gå igennem alle de her narrestreger?” spurgte Sherlock højlydt, stadig bundet til sengen. Hans forsøg på at løsne knuderne havde været virkningsløse indtil videre.

Tim så på ham gennem spejlet. “Ingen vil gætte denne del,” sagde han. “Den er kun for mig selv.”

“Åh virkelig? Så de tydelige ‘stol’ mærker på tæppet i det sidste offers værelse skulle altså ikke bemærkes, skulle de? Dem, der var foran skabet, som havde et spejl langs hele den ene side af døren?”

“Jeg bliver simpelthen glad, når du er død,” sagde Tim til ham med et smil. “Og jeg kan ikke forestille mig, at jeg vil være den eneste. Tror du virkelig, at der er nogen som helst, som ikke vil være skide ligeglad med dig?”

Han vendte sin opmærksomhed mod Sally. “Fortæl mig om de trælse ting,” inviterede han hende. “Hvad er det, der irriterer dig mest ved at være ‘den anden kvinde’?”

Sally kæmpede igen imod sine bånd, men uden resultat. Hendes bundne håndled var på den anden side af stolens ryg, så hun var effektivt bundet til sædet.

“Er det det, du gør?” Sherlock afledte ham endnu engang. “Prøver på at overbevise dem om, at de er bedre tjent med at være døde?”

“For pokker, klapper du aldrig i? Det er sgu da intet under, at du ikke har nogen venner.”

Sherlock faldt til ro.

“Hvorfor vil du have mig til at tale om det her?” spurgte Sally. “Jeg ville have troet, at det ville gøre dig sur.” Hun prøvede at moderere sit sprog ligesom sit tonefald.

“Det er det, ikke?” brød Sherlock ind. “Du vil have hende til at hidse dig op.”

“Hun får svært ved at hidse mig mere op, end hvad du allerede er i gang med,” snerrede Tim. “Måske skulle jeg tage mig af dig først?” Han smilede utiltalende. “Især fordi du ville tage meget mere tid.” Han lagde sit hoved til side og så ud til at tænke sig om, mens han overvejede sine muligheder. “Nej,” bestemte han sig så for. “Jeg holder mig til planen.” Han løftede hånden med saksen og pegede den mod Sherlocks spejlbillede. “Men klap i,” advarede han. “Ellers taper jeg din mund til igen.”

“Så, min kære,” fortsatte han og fokuserede igen på Sally. “Uha da da, vi har vist ikke brugt conditioner på det seneste, har vi? Vi må gøre noget ved disse ødelagte hår.” Han frembragte en avis fra skuffen i toiletbordet og lagde nogle sider under og omkring stolen. “Jeg tvivler på, at din lover boy vil være så observerende som ham der,” sagde han og nikkede mod Sherlock. “Men hellere være på den sikre side, ikke? Jeg går ud fra, at dit hår nok skal fange hans opmærksomhed, siden han er vant til at tage det fra sin krave.”

Han trak en bredtandet kam frem fra sin baglomme og gik igang med sit arbejde, mens Sally så på i spejlet og følte sig mere og mere syg. Hans hænder stoppede og hun løftede sit blik for at møde hans stirren i spejlet.

“Tal.” Hans stemme var blød, mens hans udtryk var alt andet end det.

Sally sank nervøst. “For at være ærlig, så foretrækker jeg at have mine weekender frie,” sagde hun. “Jeg har ikke tid til en ‘rigtig’ kæreste.”

Tim sagde ikke noget og hun fortsatte. “Han er bekvemt, men jeg er ikke forelsket i ham eller noget. Det sidste jeg ønsker er, at han forlader sin kone.”

Hun for sammen, da Tim vredt kastede kammen ned. “Herre Gud, du er det værste offer, jeg nogensinde har haft! Prøver du med vilje at spolere det her for mig?”

Sally havde ingen idé om, hvordan hun skulle svare på det, så hun holdt sin mund lukket. Efter et øjeblik snuppede han kammen igen og startede med at angribe hendes hår mere aggressivt. “Næsten hver eneste dag har jeg en eller anden i min stol, som piver over, hvor brugte de føler sig, at de ikke kan ringe til deres elsker, når de har lyst, at de aldrig bliver taget med til de gode steder.” Hans stemme faldt. “Du har ingen idé om, hvormange gange jeg har smilet og snakket og klippet deres hår, mens jeg fantaserede om, at  kaste min saks ind i deres hjerter i stedet for.”

Han klippede, mens han talte, og Sally prøvede ikke at fare sammen ved hvert klik af klingerne.

“Det gik så langt, at jeg nogen gange troede, at jeg faktisk havde gjort det. Jeg ville se ind i spejlet og se deres sidste åndedrag, se angsten og chokket i deres ansigter, mens de så ned på våbnet, der sad i deres bryster.” Han smilede kærligt ved minderne. “Men jeg gjorde det selvfølgelig aldrig,” tilføjede han. “Ville jo ikke slå mine egne kunder ihjel.”

“Dårligt for forretningen?” foreslog Sherlock, og fik Sally ud af den angstfyldte døs, hun var faldet i. Hun trak vejret dybt og prøvede at tage sig sammen.

Tim ignorerede afbrydelsen. “Det var ikke svært at finde erstatninger,” fortsatte han. “Alt hvad jeg gør hele dagen er at lytte... og hvor folk dog elsker at snakke.” Han smækkede med tungen, da han faldt over en knude i Sallys hår og startede med at kæmme den ud. “Har du nogen idé om, hvor hårdt det er at være så forbandet rar hele tiden?” spurgte han. Han så op og fangede Sherlocks blik. “Jeg ved, at du ikke ved det.”

De holdt deres blikke i et langt øjeblik, så begyndte Tim at arbejde igen, selvom han så ud til at have afskrevet Sally i forbindelse med at skulle hidse sig op til sit drab, og var nu fokuseret på Sherlock.

“Jeg ser sådan frem til nyhederne,” sagde han. “Selvfølgelig ville det have været bedre at have set dig i fængsel. Jeg har brugt rigtig meget tid på at forestille mig, hvordan en så fornem smuk dreng som dig ville have klaret sig i fængsel.” Han så med et sjofelt blik på Sherlock gennem spejlet. “Jeg er sikker på, at du ikke ville være så smuk, når du kom ud.” Hans smil fik Sallys mave til at vende sig.

Tim sukkede. “Vel, nogle gange bliver du nødt til at gøre mest ud af tingene, som Adrian plejede at sige.” Han så ikke ud til at se nogen som helst ironi i det udsagn. “Sherlock Holmes fundet død tæt ved sit sidste offer,” citerede han en tænkt overskrift. “Politikvinde dræber sin egen morder.” Han puffede Sallys hår lidt op, før han gik et skridt tilbage for at beundre sit håndværk. “Du vil måske endda får en udmærkelse, min kære,” tilføjede han, mens han kort mødte hendes øjne.

“Hvordan er det præcist, at du har planlagt, at Sally skal slå mig ihjel?” spurgte Sherlock. “Forudsat, at du har tænkt så langt frem.”

Tim trak skuldrene op. “Åh, lad os tage det nemme,” svarede han. “Hun kan lige nå at tage saksen fra dig på et tidspunkt og stikker dig med den. Desværre, så er stikket ikke dødeligt med det samme og du kan få saksen tilbage og dræbe hende, ligesom du gjordet det med alle de andre folk. Men...” han begyndte at imitere en forfilm,”... det viser sig, at vores heltinde havde ramt en af de store pulsårer, så den onde skurk dør af blodtab, før han kan gennemføre sin nedrige flugt! Men desværre,” han sukkede, satte saksen i sin lomme og puttede sin hånd over sit hjerte, “levede han længere end den modige politikvinde, som aldrig vil komme til at vide, hvormange liv hun havde reddet.”

Han lod sin hånd falde og fortsatte i sin almindelige tone. “Jeg tænker på lårets åre,” tilføjede han kendsgerninge-agtigt. “Så, jeg stikker hende herover ved stolen, venter til hun er død..” Han så op. “Du behøver ikke bekymre dig, det tager ikke lang tid. Jeg ved, at du ikke kan lide at kede dig.” Han sikrede sig, at alle de afklippede hår fra Sally var på avispapiret og begyndte at samle siderne. “Hvor var jeg? Åh ja... Så vil jeg stikke dig i det øverste lår - det behøver du heller ikke bekymre dig om, jeg har googlet det, så jeg ved, hvad jeg skal gøre.” Han trak en plastikpose ud af en anden lomme og lagde papirerne ned i den.

“Og du forudsætter, at jeg ligger stille her, mens du prøver at finde en bestemt blodåre?” spurgte Sherlock og løftede et øjenbryn. Sally håbede, at han brugte tiden til at få løsnet nogle knuder, fordi hun kom ingen vegne med sine.

“Gud, det håber jeg så sandelig ikke!” svarede Tim. “Jeg ser frem til, at du kæmper mod mig med alt, hvad du har i dig - hvilket indrømmet ikke vil være meget, i og med dine arme er bundet og jeg er mindst lige så tung som dig, så jeg behøver vist bare at sætte mig på dine ben. Men stadig...” Han smilede, mens han bandt en knude på posen og smed den ud i gangen, og så gik hen for at stå over Sherlock igen, mens han så ned på hans ansigt.

“Jeg vil se en eller anden ægte følelse i disse øjne, når jeg slå dig ihjel... det vil være et billede, som kan holde mig varm gennem lange vinter nætter.” Hans øjne blev lidt fjerne og Sherlock overvejede at sparke ham, men chancerne for at ramme ham hårdt nok til at gøre ham ukampdygtigt, så de kunne nå flygte, var ubetydelige.

Tim blinkede og fokuserede så igen. “Under alle omstændigheder, når du på et tidspunkt har tabt nok blod, hvilket ifølge Wikipedia ikke burde tage lang tid, vil jeg skære dine håndled frie og du kan vakle lidt rundt, hvis du har lyst - det skulle se nydeligt og dramatisk ud.”

“Du er vanvittig,” hviskede Sally.

“Han er vanvittig, hvis han tror at hans plan vil virke,” Sherlock var enig. Han løftede spydigt sine øjenbryn mod Tim. “Hvorfor i alverden skulle jeg gå rundt og dræbe folk med frisørsakse? Tror du virkelig, at der nogen, der vil tro på det?”

“Tror du virkelig, at der er nogen, der vil bekymre sig om det?” tog Tim til genmæle. “Presset på politiet vil være enormt - vil de holde sagen åben, når de nu har en første klasses kandidat lige her? De ved allerede, at du er en freak.”

Sally krympede sig, da hun hørte ordet, men Sherlock ignorerede det. “Mine håndled viser tydelige tegn på, at jeg har været bundet og der er et mærke efter en sprøjte i min læg,” påpegede han. “Selv Anderson ville kunne se, at der er noget galt.”

Tim lo. “Jeg tror ikke, at der er nogen der vil være overrasket over, at finde mærker efter injektioner på din krop!” sagde han. “Og halvdelen af dem vil tro, at du bandt dig selv i forbindelse med et eller andet eksperiment, og den anden halvdel vil antage, at du var endnu mere afvigende end de havde troet, du var i forvejen. Nej..” Han rystede på hovedet. “Den eneste person, som ville være villig til og have mulighed for at finde ud af det hele, ville være dig, og ved du hvad? Du vil ikke være tilgængelig. For altid.”

Han smiskede og så ekstremt selvtilfreds ud. “Der er masser af beviser allerede, dine alibier vil ikke betyde så meget, når du først er død og den mobil, den gode sergeant ringede til mig på i går nat, er i din frakkelomme.” Han tjekkede tingene af med sine fingre. “Jeg tror, at mit arbejde er næsten ved at være færdig.”

“Hvad med alle de andre folk, som du vil komme til at såre?” spurgte Sally pludselig. “Som Mrs. Hudson. Hun vil være knust.” Hun havde set, hvor glad hun var for ‘sine drenge’.

“Det er en joke, ikke?” Tim vendte sig om for at se på hende. “Han behandler hende som en tjenestepige. Ved du, at han forventer, at hun klarer hans vasketøj?” Han ventede ikke på et svar. “Jeg vil tro, at det må være en lettelse for hende, at have en lejer, som betaler huslejen til tiden og ikke skyder huller i hendes væg.”

Han bevægede sig hen bagved Sally med saksen i sin hånd igen. “Og uden ham i vejen, når John så endelig finder en sød kvinde - som han vil, så snart dette egoistiske svin ikke blander sig i ethvert forhold, han prøver at bygge op - så vil hun kunne flytte ind sammen med ham og Mrs. Hudson vil endelig have en rigtig familie boende.”

Sherlock var blevet stille og Sally kunne ikke finde ud af, om det her bed på ham eller ej. For en uge siden ville hun have fundet hele idéen aldeles latterligt. “Hvad med John?” spurgte hun. “Du kan ikke benægte...”

Hun stoppede med et gisp, da Tim kom bagfra og tog sin frie hånd op til hendes pande og trak hende tilbage mod sit bryst. Hans læber var åbnet og hans øjne var store af forventning. Hun kunne se et glimt af sølv ud fra øjenkrogene, da hans hånd svingede frem og tilbage.

“Lad vær!” Ordene faldt ud af hendes mund og hun pressede sine øjne i, uden at kunne standse de varme tårer. “Vil du ikke nok lade være.”

Der kom en knirkende lyd fra sengen og hun åbnede sine øjne, og brugte et øjeblik på at forstå, hvad spejlet viste hende. Sherlock havde på en eller anden måde fået sig selv vredet rundt og sad nu, så han havde ansigtet mod hovedgærdet. Han var nærmest vredet dobbelt rundt og havde begge sine fødder på hovedgærdet på hver sin side af sine bundne håndled.

“Stop det!” Tim så, hvad han havde gang i. Han åbnede saksen og satte den skarpe kant op mod Sallys kind. “Stop... ellers vil jeg dræbe hende langsomt. Jeg kunne pine hende i timevis.”

Sherlock så ikke rundt. “Og hvorfor skulle det bekymre mig?” ville han vide, mens han trak vejret hårdt, og prøvede at brække træet i stykker, eller hive i tørklædet eller bare tvinge sine hænder gennem båndene. “Hun hader mig.” Senerne i hans hals stod ud, mens han trak.

I et langt øjeblik stirrede Tim bare, så grinede han. “Du er bare en koldblodig bastard,” indrømmede han og sænkede klingen. “Fint. Kæmp du bare alt, det du har lyst til - det er et godt gammeldags hovedgærde i solid engelsk eg, det vil du aldrig kunne ødelægge.” Han holdt Sally på plads, mens han iagttog Sherlocks anstrengelser.

“Så,” fortsatte han. “John Watson.” Sherlock ignorerede ham. “Åh, du tror, at han bekymrer sig om det, men det gør han ikke,” sagde Tim. “Ikke rigtigt.” Han begyndte at gynge frem og tilbage på sine fodbalder. “Hvordan skulle han? John er en god mand. Hvorfor skulle han bekymre sig for nogen, som er så kold og følelsesløs som dig?” Han var ved at arbejde sig selv op til drabet.

Sherlock undersøgte sine håndled, nu hvor han kunne se båndene mere tydeligt. De var sat sammen, så hvis han kunne få den ene fri, ville det hele være løs nok til at kunne få den anden fri.

“John er stadig imponeret over dig lige nu,” fortsatte Tim. “Du har blændet ham, men han er ikke en idiot. Når du først er væk, vil han huske, hvordan du hele tiden har nedgjort ham og hvor dårligt du har behandlet ham.”

Sherlock brugte et sekund på at tænke på andre muligheder, men der var intet valg; han måtte få en hånd fri.

Tim var stadig i gang med at skælde ud. “Han vil kunne komme hjem fra arbejde uden at blive sendt direkte ud igen på en eller anden latterlig opgave for en, som ligger og flyder rundt i sin slåbrok hele dagen lang.”

Højre hånd, bestemte Sherlock. Det var måske usandsynligt, at han stadig kunne holde en bue, men han ville med sikkerhed aldrig mere spille violin, hvis han smadrede sin venstre hånd.

Tims greb spændte på Sallys hoved og hun skreg, siden hun regnede med, at hun ikke længere havde noget at tabe. Han bevægede sig, så han kunne holde på hendes mund, og gloede på hende i spejlet.

Sherlock greb fat i den stang, som han var bundet fast til og trak sig selv fremad, så placerede han sin højre hånd fladt på den faste del af hovedgærdet, og satte sit venstre ben ind under sig. Han bøjede sit højre knæ så langt som muligt, og trak benet op mod sit bryst. Stillingen var trang og tillod næsten ingen mulighed for at opbygge momentum til hans spark, men det var stadig den bedste - den eneste - chance, han havde. Han tog en dyb indånding, fokuserede kraften i sit lår... og hørte en lyd, som han kunne genkende. Uden et sekunds tøven, slog han sin fod ned med så megen kraft, som han kunne frembringe... lige på højre side ved siden af sin hånd.

Effekten var chokerende højt og Tim drejede rundt, da Sherlock begyndte at sparke gentagne gange mod træet på stangen. Tim grinede. “Vi har slået søm i og flyttet rundt på møbler hernede i en hel uge,” påpegede han. “Ingen vil høre det her.” Han vendte sig om igen.

Efter nogle flere spark holdt Sherlock op igen, hans bryst løftede sig, mens han prøvede at få vejret igen og han kastede et blik over på Sally, som nu græd åbent. Han prøvede at fange hendes blik, men hun så som hypnotiseret på saksens bevægelser, mens Tims gyngen blev hurtigere, og hans hadefulde stirren fikserede på Sherlocks spejlbillede.

“Du har ingen venner, fordi du ikke er i stand til at være en,” hvæsede Tim. “Du spiller på din fordømte violin klokken tre om morgenen, uden at tage hensyn til om folk sover eller ej.” Han trak sin arm tilbage og Sally pressede sine øjne i, mens hun kæmpede med at trække vejret trods hånden over hendes mund. “Hvorfor skulle du tage dig af, at din såkaldte ven har smadrede nætter eller om han har brug for hvile? Jeg har hørt råbene - han har mareridt, bare så du ved det!”

Der kom et klik fra døren. “Det er derfor, han spiller, din idiot.”

Tims hoved fløj rundt med et udtryk af fuldstændig vantro på sit ansigt, og i et langt øjeblik bare stirrede han i chok, men så trak han øjenbrynene sammen og hans fingre strammedes.

Sally klynkede, da musklerne i hans arm spændte for at slå til... og Johns kugle ramte ham lige mellem øjnene.

Tilbage til første del                            Næste kapitel

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Sep. 20th, 2017 04:31 pm
Powered by Dreamwidth Studios