themuller: (Default)
[personal profile] themuller

En stor tak til [livejournal.com profile] verityburns, for at lade mig oversætte hendes historie. Originalen kan findes her.

Titel: The Green Blade (15/15): A Settling of Scores
Serie: Sherlock (BBC)
Kategori: Crime / Thriller / Venskab. Ikke Slash
Rating: PG-13
Beta: Den uforlignelige [livejournal.com profile] arianedevere

Resumé: Da en seriemorder rammer overskrifterne, er politiet ude at svømme og det næste offer er på dybt vand. Troen på Sherlock Holmes er på sit laveste. Denne sag kommer til at afprøve grænserne for loyaliteten...


“Er du okay?”

Johns øjne var rettet mod Sherlock, men han var meget opmærksom på Sally, som var ved at hyperventilere til højre for ham. Han så ikke over på Tim, velvidende at hans skud ikke efterlod nogen form for tvivl.

Sherlock nikkede stramt. “Tag dig af Sally.”

John holdt hans blik i et øjeblik, så gik han lydigt hen og lagde sin pistol på toiletbordet med en vis fortrydelse. Med Sally på stedet kunne han ikke gemme den væk og påstå et tilfældigt skyderi.

Han knælede ved hendes side og lod sine professionelle øjne løbe henover hendes forslåede ansigt. “Har du andre skader?” spurgte han med en venlig stemme.

Sally rystede på hovedet. Hendes øjne var vilde. “Få mig..” Hun gispede efter luft og kæmpede for at sige noget. “Få mig ud af den her stol!” Hun kæmpede mod sine snærende bånd med mere og mere desperate bevægelser. “Jeg kan ikke... vil du ikke nok!”

John var overrasket over hendes voldsomhed, men Gud vidste hvad hun havde været igennem hernede. Hvis hun ville ud af stolen, så ville han få hende ud af den forbandede stol. Han så på båndene, som holdt hendes håndled bundet. Hun var ikke bundet til stolen, men hendes arme var viklet rundt om den.

“Brug Tims saks,” foreslog Sherlock, men Sally krympede sig og rystede endnu mere.

“Jeg vil løfte dig op, okay?” tilbød John og hun nikkede febrilsk. Han lagde en arm under hendes knæ og skubbede den anden omkring hendes øverste del af ryggen, bøjede ind under hendes armhuler, og så rejste han sig, løftede hende op og væk fra stolen, mens han gryntede lidt ved anstrengelsen. “Heldigt, at du ikke spiser småkager,” jokede han svagt og lod være med at sætte hende på hendes ben, siden hun så ud som om hun bare ville falde sammen. Han bar hende gennem værelset og satte hende på kanten af sengen.

“Okay?” spurgte han og hun kunne give et lille nik og trak vejret dybt. “Lad mig lige befri Sherlock, så får vi dig ud herfra, okay?” Hun nikkede igen og fik et lille usikkert smil frem denne gang. “Dygtig pige.” John klappede hende på skulderen, så vendte han sin opmærksomhed mod Sherlock.

“På gulvet.” Sherlock nikkede mod saksen, som var faldet tæt på Tims udstrakte hånd og John gik henover liget for at hente den. Han så tvivlende på dem. Det ville komme til at tage sin tid.

Det gjorde det ikke. Saksen klippede gennem det stærke materiale omkring Sherlocks håndled som var det papir. John vidste, at de afslørede skader ville blive til store blå mærker. Han rakte ud for at undersøge dem, men Sherlock trak hurtigt sine hænder væk.

“Sally,” sagde han og nikkede over mod hvor hun sad og rystede med bøjet hoved.

“Ja.”

Sherlock tog saksen og bevægede sig ind bag hende, mens John sad på kanten af sengen og lagde forsigtigt sin arm omkring hendes skuldre. Hun sank sammen mod han med et suk og han kunne mærke, at noget af hendes spænding forsvandt. Efter et øjeblik hørte han en lav, frustreret lyd og så over sin skulder og kunne se, at Sherlock kæmpede med saksen. Han havde fået sine fingre gennem grebet, men hans hænder rystede og han kunne ikke manipulere klingerne. Han så op.

“Jeg kan ikke...” Hans mund blev stram. Han hadede at indrømme en hvilken som helst svaghed.

“Dine fingre er følelsesløse af bindingerne,” erkendte John. “Undskyld, det skulle jeg have tænkt på.” Han gned fraværende på Sallys overarm, mens han talte og det var tydeligt, at kontakten beroligede hende. “Æhm... bytte pladser?” foreslog han.

Sherlocks øjne blev store, da han så på Johns stilling, men han nikkede og bevægede sig over til Sallys anden side. Hun så ud til at føle sig tryg mellem dem og sad med lukkede øjne, mens hun trak vejret mere jævnt nu. Hun modsatte sig ikke, at John skubbede hende over, så hun lænede sig over mod Sherlock i stedet for.

Med saksen skubbede John sig selv tilbage på sengen og gjorde kort proces med hendes bånd. Så snart hendes hænder var frie, bevægede han sig ind foran hende, knælede ned og lempede hendes arme fremefter, mens hun krympede sig.

“Dine skuldre vil selvfølgelig være stive i et stykke tid,” sagde han og undersøgte hendes håndled, som var røde, men ikke så skadet som Sherlocks, “men jeg vil tro, at du hurtigt vil få det bedre.”

Hun nikkede og gav ham et svagt smil, men hendes ansigt fortrak sig. “Undskyld,” sagde hun og prøvede at tørre sine øjne mod sin jakke, fordi John stadig hold fast i hendes arme. “Jeg har det okay. Det er bare reaktionen.”

Sherlock så ud som han var fuldstændig på dybt vand og var underlig blank i ansigtet, mens Sally blev ved med at græde.

“Hej, det er helt fint,” lovede John hende, slap hendes hænder og satte sig tilbage på sin plads på sengen. “Fuldstændig normal lettelse i forbindelse med stress. Intet at være flov over.” Han lagde sin arm tilbage omkring hendes skuldre og Sally vendte sig med det samme ind i omfavnelsen, mens hun pressede sit ansigt ned i hans sweater. John løftede også sin anden arm og sad så og gyngede hende frem og tilbage. Han mumlede beroligende og strøg henover hendes ryg, mens hun græd.

Han så på Sherlock henover hendes skulder. “Er du okay?” spurgte han igen.

Sherlock nikkede knapt. “Selvfølgelig er jeg okay.” Han rejste sig op og gik over til Tims lig, selvom John ikke kunne komme i tanke om, hvad det var, han regnede med at kunne deducere på det her tidspunkt af spillet.

Det tog ikke lang tid før Sallys tårer standsede og hun blev genert, lempede sig selv væk og tilbød et mumlet “Tak” som svar på den pakke af lommetørklæder, John gav hende.

“Ikke noget problem,” forklarede John fast. “Som jeg sagde, en fuldstændig normal reaktion.”

Sally snøftede. “Jeg føler mig som et komplet skvat,” sagde hun og pudsede sin næse.

Sherlock fnøs uden at vende rundt. “Nu er du dum,” sagde han. “Tænkte nok, at det ikke ville vare ved.”

“Hey!” Harmen fik Sally til at lyde meget mere som sig selv og John grinede, mens han puffede til hendes skulder med sin egen.

“Han mener, at du har været modig,” forklarede han. Hun gav ham et vantro blik og han grinede til hende. “Du må arbejde på din Sherlock oversætter,” sagde han.

I et kort øjeblik så hun tvivlende ud, men så rystede hun på sit hoved. “Jeg var bange.”

Der kom endnu en hånlig lyd fra Sherlocks retning og Sally så igen på John.

“Det vil være den ‘modige’ del,” sagde han til hende. “Uden frygt, ville du ikke have behov for mod.”

“Det er selvfølgelig nogle gange også muligt, at have for meget mod og ikke nok sund fornuft,” Lestrades stemme kom fra døren. “Hvilket gælder lige meget for jer allesammen.”

Han tog radioen op til sine læber. “Situationen er under kontrol,” rapporterede han, mens han så på scenen. Hans øjne faldt på pistolen og hans mund blev stram. “Ah,” sagde han. Der var en akavet pause. “Og den tilhører..?” Han så rundt i værelset. John åbnede sin mund.

“Ham.” Alle så rundt, da Sally talte. Hun pegede på liget på gulvet.

“Selvfølgelig,” nikkede Lestrade. “Jeg går ud fra, at der var en kamp af en slags, under hvilken...”

“John...” kom det fra Sherlock.

“...John. Selvfølgelig,” bekræftede Letrade. “John kunne rive pistolen fra - jeg antager, at det her er Tim?”

Sherlocks øjenbryn løftede sig ved identifikationen, men han nikkede.

“Godt så,” sagde Lestrade. “Vel, det virker lige til. Jeg går ud fra, at der ikke vil være en mulighed for at finde ud af, hvor Tim fik den fra?”

“Det vil jeg ikke tro,” sagde Sherlock. “Det ser ud som om mærkerne er blevet filet væk.”

“Chokerende,” sagde Lestrade, mens fodtrin begyndte at tromle ned ad trapperne. Han vendte sin opmærksomhed mod Sherlock. “Så, er det her så det? Sagen lukket?” spurgte ham. “Eller er vi stadig på jagt efter en forbindelse til Moriarty?”

Alles øjne var på Sherlock, men han undgik alles blikke. “Ingen forbindelse,” sagde han og så ned på Tim. “Bare en seriemorder som bar nag til mig. Sagen kan lukkes.” Hans tone var flad og John blev urolig.

Lestrade bevægede sig over mod Sally. “Er du okay?”

Hun nikkede. “Jeg ville være glad for at komme ud herfra, Sir,” sagde hun og rejste sig op.

Lestrade så sig en gang til omkring i kælderrummet, mens det blev fyldt med politibetjente. “Kom så,” sagde han. “Vi kan tale udenfor.”

“Hvordan fandt du os?” spurgte Sally ham, mens de gik opad trapperne.

Lestrade tog en kassebon med noget skrevet bag på den op af sin lomme. “Det viser sig, at en af jer ikke er helt så idiotisk som de andre,” sagde han og gav den til Sally, da de kom op i entréen.

“‘Til D. I. Lestrade’,” læste hun højt. “‘Hvis jeg ikke kommer tilbage, så tjek vores nabo, Tim.’” Hun stoppede og kastede et blik på Sherlock, som så tilsvarende forbløffet ud. “‘P.S.: Undskyld de manglende brødsticks’,” sluttede hun oplæsningen.

“Åh,” sagde John. “Troede ikke, at du ville få den så hurtigt.” Han så flov ud.

Lestrade rullede med øjnene. “Hvis du virkelig troede, at jeg ville falde for ‘Jeg har en aftale, selvom Sherlock er forsvundet’ så er du vanvittig,” sagde han. “Jeg sendte Hopkins efter dig og han så, at du puttede noget ned i brevkassen, da du gik. Uheldigvis var du forsvundet, da han endelig fik det ud. Det er derfor, at vi er lidt bagefter, siden vi ikke vidste andet end at du måske var på vej ud til hans arbejdsplads eller noget i den retning. Da vi endelig havde identificeret, hvilken nabo der var Tim og havde fundet det rigtige hus, sagde hans udlejer, at hun havde hørt noget støj inde ved siden af.”

“Og hvordan kom du ind?” spurgte Sherlock og så henover den ubeskadigede hoveddør, da de gik igennem den og ud på gaden, hvor skæret fra de blå blinklys dominerede. Hans øjne blev ved at se over på John og han rynkede panden.

Lestrade smiskede. “Du er ikke den eneste, der kan lege lommetyv, ikke sandt,” observerede han. “Jeg tænkte at en kopi af din nøgle kunne være brugbar og jeg tror, at jeg havde ret. En stille entré så  meget passende ud under disse omstændigheder.”

Sherlock gryntede et svar, så for han sammen, da John lagde en hånd på hans arm.

“Undskyld.” John trak sig med det samme tilbage. “Her.” Han holdt frakken, som han havde taget, da de forlod kælderen, frem.

Sherlock tog den fraværende, hans øjne var fæstnet på John med det underligste udtryk i hans ansigt. Lidt den slags udtryk, som du ville give din hund, hvis den havde hentet avisen og du fandt ud af, at kryds og tværs’en allerede er lavet.

“Mange tak,” sagde han, mens han tog frakken på. Han tog en bevispose ud af en af sine inderlommer og begyndte at undersøge de andre, indtil han fandt telefonen, som Tim havde plantet på ham, så tog han den frem ved at bruge posen som en slags handske. “Bevis,” sagde han og gav den til Lestrade. “Det er den mobil, Sally ringede til igår nat. Den, som Tim brugte for at lokke hende herhen.”

Lestrade tog den. “Når vi nu er ved at tale om det,” sagde han. “Tro ikke, at jeg ikke finder ud af, hvad du,” han pegede på Sally, “og du,” hans finger bevægede sig over til Sherlock, “præcis tænkte I for fanden havde gang i, sådan at smutte afsted og bringe jer i fare uden nogen form for back-up plan og uden at lade nogen vide, hvor I var henne.” Han skulede til dem begge.

“Men lige nu,” fortsatte han, “vil jeg vide, hvordan du,” han vendte sig mod John, “kom frem til det her?” Han tog papiret tilbage fra Sally og vinkede lidt rundt med det. “Og,” tilføjede han med eftertryk, “hvorfor du ikke syntes at skulle dele det med os, men hellere ville tage afsted alene ligesom disse to klovne før dig?” Han rystede på sit hoved. “Det er meningen, at du skal være den fornuftige!”

John så utilpas ud. “Altså, det er noget, Hopkins sagde,” begyndte han. “Æhm, mens vi så på overvågningsbåndene af pigerne i korte nederdele.”

Sally fnøs og fik ham til at tabe tråden.

“Fortsæt,” insisterede Lestrade.

“Altså, Jamieson sagde, at de ville fange sig en forkølelse, og Hopkins påpegede, at forkølelser er virale.”

Sherlocks øjenbryn løftede sig, da han satte det hele sammen. Han så på John. “Hvor usædvanligt,” sagde han. Johns ører blev lyserøde.

Lestrade så hjælpeløst på Sally, som trak på skuldrene. “Tim hostede temmelig meget,” sagde hun til ham. “Jeg tror, at han måske var ved at komme sig over en forkølelse, men jeg kan ikke se...”

“Hvorfor forklarer du det ikke for os?” inviterede Sherlock, mens han stadig var fokuseret på John. “Tag os gennem dine deduktioner.”

John begyndte at ryste på sit hoved, men Sherlock kom ham i forkøbet, og lagde kort en hånd på hans skulder. “Fortsæt.” Han smilede. “Du har set mig gøre det hundreder af gange. Din tur.”

John så usikkert på ham, men Sherlock nikkede igen og han rømmede sig. “Altså, jeg kom til at tænke på Tim, fordi han var ved at pudse næse, da jeg så ham tidligere i dag. Han var ved døren, da du satte mig af,” tilføjede han over mod Lestrade.

“John sendte en sms om, at han kom hjem og Tim havde min mobil,” indskød Sherlock og Lestrade gav ham et blik. “Undskyld,” sagde han mod John. “Fortsæt bare.”

“Så han efterlod disse to nedenunder og foregav at banke på døren, i stedet for at være ved at lukke den bag sig?” spurgte Lestrade. “Modigt træk. Men hvorfor?”

“Han ville vide, om jeg havde en nøgle til kælderen,” sagde John. “Og måske bare lige tjekke, hvad jeg gjorde her, vil jeg tro.”

“Men hvordan kom du fra ‘Tim har en forkølelse’ til ‘Tim er en vanvittig, myrdende, psykopatisk bastard’?” spurgte Sally.

John blinkede til hende. “Sagt på en fin måde,” sagde han. “Øh, altså, så tænkte jeg på Sherlock og huskede, at han havde deduceret sig frem til, at det offer, fra den første sag, vi blev kaldt hen til, havde en forkølelse, fordi han sagde...” han puffede til Lestrade, “kan du huske det? Han sagde det der til Anderson...”

Lestrade fnøs. “Åh jo. At han ville bruge en kasse lommetørklæder om ugen, hvis han ikke jævnligt...” hans stemme ebbede ud.

Sally åndede hårdt prøvet ud.

“Nå, under alle omstændigheder,” fortsatte John hurtigt, “så tænkte jeg, hvad hvis hendes morder havde fået hendes forkølelse?” Han så op til Sherlock for at se, om han var på rette spor, så fortsatte han. “Forkølelsessymptomer begynder normalt efter to til tre dage efter en infektion og er værst to til tre dage efter det,” forklarede han. “Og jeg huskede, at Tim nøs, da jeg så ham første gang onsdag nat, og fredag sagde Peter, at han holdt fri, fordi han var syg.”

Han så rundt på de tvivlende ansigter. “Jeg lægger mærke til symptomer,” sagde han. “Jeg er ikke som Sherlock, jeg kan ikke se alting, men jeg lægger mærke til sygdom eller skader, det er bare automatisk. Som med dit knæ, da du smadrede det ind i reolen,” tilføjede han mod Lestrade. Der blev nikket og han fortsatte.

“Men, så forkastede jeg idéen, fordi... altså... det var jo bare Tim.” Han spredte armene ud og trak på skuldrene. “Og under alle omstændigheder, så ligner han dig overhovedet ikke,” sagde han henvendt til Sherlock, “med hans glatte lyse hår og hans runde ansigt og morderen skulle i det mindste overfladisk ligne dig.”

Han rystede på hovedet. “Men... så huskede jeg, at jeg to gange havde taget fejl af ham og Peter, når hans hår var dækket til og at Peter ligner dig. Bagfra i det mindste,” tilføjede han hurtigt. “Tydeligvis, ingen vil forveksle dit udseende med Peters.”

“Øh, tak,” sagde Sherlock skeptisk. John grinede til ham. Han var ved at komme i gang nu.

“Og så tænkte jeg på parykkerne og at Tim er frisør,” sagde han. “Og han havde adgang til vores lejlighed, han kunne få fat på et id-kort og plante beviser,” han blev hurtigere, “og så huskede jeg, at han spurgte efter en nøgle til kælderen imorges, jeg hørte fordøren falde i, men jeg så ham ikke gå ud, og Sally, som tog med undergrundsbanen til Baker Street og...” Hans stemme døde hen og han så flov ud igen. “Så, jeg bestemte mig for at se efter,” sluttede han af.

Der var stille i et kort stykke tid. Sally så imponeret ud. Sherlock så stolt på ham. Lestrade så bare pissesur ud.

“Altså.” Lestrade var den første til at sige noget. “Det er altsammen fint og godt. Fordømt godt, faktisk, har jeg ikke noget imod at indrømme. Men hvorfor i hule helvede bestemte du dig for at gå alene afsted?”

John så ned, tilsyneladende på jagt efter et svar fra sine sko. “Øhm, altså...” han trak svaret ud, så rettede han på sine skuldre og svarede på spørgsmålet. “ Jeg er næsten altid forkert på den,” indrømmede han. “Nogle gange tror jeg, at jeg har fundet ud af det hele og at alt ser ud til at være så lysende klart...” Han så op på Sherlock og så ned på sine fødder igen. “Men så viser det sig, at det faktisk er helt og aldeles anderledes.” Han trak på skuldrene. “Jeg troede, at jeg måske igen havde fået forkert fat på det, som sædvanlig, og jeg ville ikke lave en hel masse ballade, hvis det viste sig at være ingenting,” sagde han. “Jeg regnede med, at jeg kunne tjekke det efter, da...” Hans stemme døde hen.

“Vel, jeg mener, at du var strålende,” sagde Sally højt. Hun gik frem og gav ham et kram. Sherlocks øjne blev smalle af interesse, fordi det her var en helt igennem anderledes omfavnelse end den, han havde været vidne til i kælderen. Her var ingen svaghed, intet behov for trøst. Det her var påskønnelse og taknemmelighed fra en stærk kvinde, som var tilbage og havde styr på sig selv.

“Du reddede mit liv,” sagde hun og kyssede hans kind, og John rødmede, men så tilfreds ud.

“Jeg er glad for, at du er okay,” sagde han, da hun slap ham og tog et skridt tilbage. “De her to blev helt febrilske, da du forsvandt.”

Sherlock påtog sig hurtigt et fornærmet udtryk, men til ingen nytte, da Lestrade hurtigt sprang til med endnu et spørgsmål.

“Men hvordan kom du ind i kælderen, hvis du ikke havde nogen nøgle?” spurgte han. “Jeg mener, det er tydeligt, at du lod døren står åben, hvilket gjorde, at jeg lagde mærke til det, men den så ikke ud til at være i stykker og du må jo have prøvet at holde støjen nede under alle omstændigheder.” Han løftede sine øjenbryn. “Løj du til Tim om, at du ikke havde nogen?”

John rystede på hovedet. “Slet ikke,” svarede han. “Men Mrs. Hudson har selvfølgelig en nøgle, og vi har en nøgle til Mrs. Hudson.” Hans ansigt blev alvorligt, da han så på Sally. “Jeg havde lige fået fat i den, da du skreg. Så jeg åbnede kælderdøren lidt hurtigere end jeg ellers ville have gjort og den lavede en forbandet højlydt knirke lyd.”

Han skar en grimasse. “Jeg troede, at jeg var afsløret, men så begyndte en eller anden - det var vel Sherlock - at lavede en helvedes larm, så jeg slap afsted med det.”

“Du hørte døren,” Sally henvendte sig til Sherlock.

“Jeg hørte døren,” indrømmede han og så ned på sin hånd, mens han bøjede sine fingre.

Der kom et råb længere oppe fra vejen og alle så rundt, da Anderson styrtede ned mod dem. Han greb fat i Sally og hun krympede sig, da han klemte fast om hendes skuldre.

“Du er okay!” udbrød han. “Gud, jeg har været så bange!” Han trak hende ind til et kram. “Så snart de sagde, at din mobil var slukket, vidste jeg, at du var i fare,” annoncerede han. “Fordi du aldrig slukker den forbandede tingest - jeg bliver endda en gang imellem nødt til at gemme den, så vi kan få lidt fred sammen!” Han satte hende fra sig igen og greb fat i hendes overarme og så undersøgende på hende.

“Du bliver nødt til at gøre hvad?” spurgte Sally.

Han løftede en hånd op til hendes ansigt, uden at røre ved hendes opsvulmede øje. “Gud, hvad er der sket? Har han...?”

“Hvad mener du med, at du ‘blev nødt til at gemme min mobil?” afbrød Sally ham.

Anderson vinkede afvisende med sin arm. “Lad være med at tænke på det nu,” sagde han. “Lad os få dig til en ordentlig læge.” Han prøvede at styre hende mod ambulancen.

Sally lod sig ikke rokke. “Jeg er blevet tilset af en ordentlig læge,” sagde hun spidst og nikkede mod John. “Hvornår har du gemt min mobil?

Han trak på skuldrene og så utilpas på de andre. “Altså, kun en eller to gange,” løj han. “Kan vi snakke om det her senere?” Han trak i hendes arm, men hun trak sig fri.

“Det gjorde du ikke...” sagde hun, men hendes ord var fyldt af mistanken. Anderson vred sig, da hun så undersøgende på ham. “Du gjorde det,” bestemte hun sig. “Jeg har hele tiden undret mig over, hvordan min mobil faldt ned i siden af dit bilsæde. Det er aldrig faldet mig ind, at du med vilje havde gemt den der.” Hun skulede til ham. “Og du sagde aldrig noget. Ikke et eneste forbandet ord. Intet, mens jeg beskyldte Sherlock og fik ham bandlyst.”

“Altså, det var hans fejl,” forsvarede Anderson sig. “Jeg mener, hvem sender en sms? Du sagde selv, at han burde have ringet, så ville han have vidst, at du ikke havde din mobil og kunne have prøvet at ringe til en anden. Han gad ikke!”

“Øhm..” John tiltrak sig Sallys opmærksomhed. “Sherlock ringede dig ikke op, for at du ikke risikerede noget,” sagde han stille til hende. “Fordi du var i gang med at undersøge nogle ledetråde og ofte sætter du ikke...”

“... min mobil på lydløs,” sluttede Sally og så på ham med en begyndende forståelse. Hun vendte sig mod Sherlock, som stod stille og rolig ved hendes anden side. “Hvorfor har du aldrig sagt det her til mig?”

Han trak på skuldrene. “Det var der ingen grund til.” Han kastede et blik over på John, som smilede opmuntrende til ham. Sherlock skar en grimasse. “Og...” Der var en lang pause. “Og du havde ret,” indrømmede han med et smertefuldt udtryk. “Jeg burde have sikret mig, at beskeden kom frem.” Han skar tænder, men holdt hendes blik. “Jeg undskylder,” fik han endelig sagt.

Sally stod med åben mund i chok og hun var ikke den eneste. John undrede sig over, om han var den eneste, som tænkte, at der var mere bag Sherlocks undskyldning end det, der lå lige for.

“Det er ved at være på tide...” begyndte Anderson i sin mest spydige tone og Sally kom med en uidentificerbar banden, drejede rundt på sin hæl og slog ham i ansigtet.

John fløjtede. “Flot højre hook,” mumlede han til Lestrade, som nikkede.

Anderson vaklede baglæns og løftede hånden op til sin næse. “Du forsvarer ham vel ikke?” protesterede han med store vantro øjne.

Sally gik henimod ham. “Dit totale røvhul!” råbte hun. “Det her handler om mig, ikke ham. Du vidste, hvormeget jeg gav mig selv skylden for det, der skete, og du sagde aldrig et ord! Du er en total og fuldstændig lort!”

“Du kan ikke bare slå mig!” råbte Anderson med vand i øjnene, da han tog sin hånd ned og så efter blod. “Især foran vidner.”

Næsten et dusin hoveder vendte sig pludselig væk, selvom de fleste blev ved med at se med ud af øjenkrogene.

John gik friskt frem. “Hun er i chok,” forklarede han, og lagde en beroligende hånd på hendes ryg.

Sherlock vinkede med en arm mod en af ambulancefolkene. “Giv den kvinde et tæppe,” krævede han.

 o0o 

Det var sent på aftenen, da John langt om længe kunne åbne døren til deres lejlighed og vise vejen indenfor. De havde været på Scotland Yard i flere timer for at afgive erklæringer og forklaringer, hvorefter Lestrade gav Sherlock en temmelig hård skideballe. John var glad for at have ham hjemme igen.

Han så nu over på det blanke ansigt ved siden af sig og sukkede, så gik han ind i køkkenet. Han tog vandkogeren og blev overrasket over, at Sherlock stod lige bagved ham, da han vendte sig om.

“Øh, vil du have en kop te?” spurgte han, gik til siden og bevægede sig over til vasken. Der var ikke noget svar og John fyldte vandkogeren for så at sætte den til. “Giver du mig krusene?” spurgte han, siden Sherlock stod foran vasken. Der var stadig ikke noget svar, så John rakte forsigtigt rundt om ham og tog et par.

“Jeg går ud fra, at det er din tur nu.” Sherlocks stemme var lav.

“Hvad mener du?” John tog teposerne og vendte sig så mod køleskabet, men standsede, da hans rute igen var blokeret. “Se her, hvorfor sætter du dig ikke bare ned?” foreslog han. “Du står bare i vejen.”

Sherlock gik væk fra køleskabet og stillede sig over ved bordet. “Jeg vil helst har overhalingen klaret først,” sagde han.

John tog mælken og satte den ned, så vendte han sig og lænede sig op mod bordpladen, mens han så undersøgende på forsvarspostionen hos manden foran ham.

Sherlocks læber fortrak sig. “Jeg kan se, hvad du tænker,” sagde han. “Jeg har ikke brug for et tæppe.”

“Altså, du har brug for noget,” svarede John. “Og at blive råbt lidt mere af er helt klart ikke sagen.”

“Jeg lavede lort i den.”

“Altså, jeg advarede dig om, at det ville ske igen.”

Sherlock rystede afværgende på hovedet. “Ja, men jeg mener med alt det...” han vinkede rundt med sin arm, “... problematiske, følelsesmæssige noget, ikke med en sag!”

John lagde sit hoved til den ene side. “Det du gør... altså, det er ikke et ‘trick’, som ham lorten Sebastian beskrev det, men det ser nogle gange næsten magisk ud. Du kan tage de mindste hentydninger og hints og du væver dem sammen til en deduktion, som ingen anden bare kunne drømme om og du har næsten altid ret - men der er altid ting, som når ‘Harry er en søster’. Det er det, der gør det imponerende på en måde, fordi ellers ville det virkelig være overnaturligt.” Vandkogeren var ved at være støjende og han rakte rundt for at slukke for den.

Han rynkede på panden og ledte bevidst sine tanker, da han vendte sig mod Sherlock igen. “Jeg har tænkt på det her, siden du fremlagde det og jeg kan endda følge din tankegang: hvorfor tage Sally til Baker Street, hvis det ikke er for at komme udenom din alibi? Og hvorfor komme udenom din alibi uden at bruge fordelen? Din deduktion var fuldstændig logisk.” Han trak på skuldrene. “Men Tim... han var ikke.”

“Jeg spillede mod Moriarty.”

“Ja, du gjorde,” medgav John. “På en måde var du for smart; du gik ud fra, at din modstander var mere smart end han var.” Han tænkte et øjeblik. “Men din største fejl var, at tage alene afsted. Du burde have sagt det til mig.”

Sherlock trak vejret skarpt ind. “Jeg regnede fuldt med, at skulle undersøge et gerningsted uden at rapportere om det. Ved at tage dig med, ville have jeg sat dig i en uholdbar position.”

“Du lader mig om, at bekymre mig om min position,” sagde John fast til ham. “Jeg tror, at du helt klart ved, hvor jeg mener, at min position burde være.”

“For nu.”

Johns øjne blev smalle og han så på Sherlock, som spændte i sin kæbe og dukkede sit hoved, som om han var irriteret over, at de ord var sluppet ud. “Jeg hørte kun slutningen af det der tidligere,” sagde han langsomt. “Hvad var det ellers for noget lort, som Tim lukkede ud?”

Sherlock trak på skuldrene. “Mere af det samme,” sagde han. “At jeg er en kold, følelsesløs skid. At jeg ikke bekymrer mig om nogen som helst og at ingen bekymrer sig om mig.” Han fik lavet et halvt smil, men det var et temmelig patetisk forsøg. “Det sædvanlige.” Han flyttede sig akavet under Johns undersøgende blik, og lænede sig så tilbage mod kanten af bordet.

“Du ved at det er noget pis, ikke?”

Sherlock trak igen på skuldrene.

“Mrs. Hudson forguder dig helt og aldeles.”

“Jeg sørgede for, at hun slap af med sin voldelige ægtemand,” påpegede Sherlock. “Jeg er sikker på, at hun er taknemmelig.”

“Rigtigt,” sagde John. Sherlock havde ikke meget tillid til sin følelsesmæssige opmærksomhed og det lidt han havde, havde helt klart fået et knæk. John overvejede kort at bringe familien ind i sagen, men ‘Mycroft’ var sjældent et beroligende emne. “Hvad med mig?” spurgte han i stedet for. “Fordi jeg kan huske en forholdsvis dramatisk erklæring til dig for mindre end fireogtyve timer siden. Har du allerede slettet det?”

Sherlock reagerede hånende, men så derefter ud til at være fascineret af sine sko. Han så så ensom ud, at John helst af alt ville lægge en hånd på hans skulder eller pjuske op i hans hår, men han kunne ikke glemme Sherlocks modvilje mod berøring. Han foldede sine arme foran sit bryst og holdt stand.

“Det blev antydet, at du bare var ‘blændet’ af mig.” Sherlock snøftede over ordet. “Underforstået, at så snart nyhedsværdien var forsvundet, ville du... altså...”

“Skride?” foreslog John og prøvede at smile.

“Noget i den retning,” sagde Sherlock og vendte sin opmærksomhed over mod vinduet.

“Og synes du, at jeg er den slags omskiftelig slags person?” spurgte John. “En, som ikke kender sin egen holdning til tingene?”

“Jeg vil ikke være normal,” mumlede Sherlock og så ud til at forsvinde ud af en tangent.

“Altså, jeg tror ikke, at der er nogen umiddelbar fare for det,” sagde John varsomt og undrede sig over, hvor de var på vej hen.

Sherlock så frustreret på ham. “Du sagde, at Sallys reaktion var ‘fuldstændig normal’,” påpegede han. “Altså, det er ikke mig, er det? Tims beskrivelse var meget tættere på. Ingen følelser. Intet hjerte. Kold. En sociopath, omend højtfungerende. Det er det ‘mig’, jeg har bygget op over alle disse år. Det er hvem jeg er.”

John var overrasket over vreden i hans stemme. “Jeg har aldrig troet på det,” sagde han stille.

“Hvorfor skulle du?” indrømmede Sherlock, løftede en hånd og gned sit ansigt. “Det vil sige, at det er hvem jeg var.” Han lod sin hånd falde ned og så igen på John. “Nu køber jeg handsker,” sagde han i en fortvivlet stemme. “Jeg tager elevatoren i stedet for trapperne, når dit ben er dårligt. Jeg ser forfærdelige tv programmer, som roder rundt i min hjerne og jeg spiller Bach, når jeg helst vil spille Tchaikovsky. Jeg spiser, når jeg ikke er ved at sulte, og sover, selvom jeg ikke er udmattet, og værst af alt - det mest frygtindgydende ved det hele - er, at jeg ikke vil gå tilbage.”

John stirrede på ham. Han så forfærdelig ud.

“Du behøver ikke at gå tilbage,” sagde John. “Du er min ven.” Han rettede sig op og tog et skridt frem. “Jeg er din bedste ven og jeg kan tydeligt se dig. Jeg er ikke blændet eller tager fejl af dig, eller forventer, at du er noget, som du ikke er. Og vær venlig at fortælle mig, om jeg læser det her helt forkert, fordi den sidste ting jeg vil gøre er at gøre dig utilpas, men du nævnte Sallys reaktion, og du har fulgt efter mig i køkkenet, og du ser på mig, som om du har brug for én, så hvis du ikke siger til mig, at jeg skal stoppe, så giver jeg dig nu et kram.”




Forrige kapitel                                                                  Anden del

From:
Anonymous( )Anonymous This account has disabled anonymous posting.
OpenID( )OpenID You can comment on this post while signed in with an account from many other sites, once you have confirmed your email address. Sign in using OpenID.
User
Account name:
Password:
If you don't have an account you can create one now.
Subject:
HTML doesn't work in the subject.

Message:

 
Notice: This account is set to log the IP addresses of everyone who comments.
Links will be displayed as unclickable URLs to help prevent spam.

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Jul. 26th, 2017 12:46 am
Powered by Dreamwidth Studios