themuller: (Default)
[personal profile] themuller

En stor tak til [livejournal.com profile] verityburns, for at lade mig oversætte hendes historie. Originalen kan findes her.

Titel: The Green Blade (15/15): A Settling of Scores
Serie: Sherlock (BBC)
Kategori: Crime / Thriller / Venskab. Ikke Slash
Rating: PG-13
Beta: Den uforlignelige
[livejournal.com profile] arianedevere
Resumé: Da en seriemorder rammer overskrifterne, er politiet ude at svømme og det næste offer er på dybt vand. Troen på Sherlock Holmes er på sit laveste. Denne sag kommer til at afprøve grænserne for loyaliteten...



Oversætterens anmærkning: Den Urbane ordbog = The Urban Dictionary. Tjek ordet ‘silver fox’.

Sherlock stod med åben mund, da den ene ting, som han umuligt kunne få sig til at spørge efter, pludselig blev tilbudt ham. John nærmede sig langsomt, gav ham tid og alt Sherlock skulle gøre... var ikke at sige noget. Han lukkede sin mund. Og så var der arme omkring hans skuldre, men de omklamrede ham ikke. Der var en hånd bag på hans hoved, men den prøvede ikke at dirigere hans bevægelser. Der var en krop presset mod hans egen, men den vred sig ikke mod ham eller gjorde brunstige bevægelser, den var der bare, varm og solid. Og Sherlock løftede sine egne arme og lagde dem rundt om sin ven og følte sig trøstet helt ind til benet.

“Er det her okay?” spurgte John og rumlen i hans stemme genlød i begge deres bryster.

“Jeg er stadig her,” lovede Sherlock og lukkede sine øjne.

oOo

“‘Den grønne klinge’?” hånede Sherlock, mens han læste henover Johns skulder ugen efter. “Det lyder som en tegneserie helt!”

“Altså, jeg tænkte på grøn af misundelse,” forklarede John og fortsatte med sin arbejdsomme tastning. “Alt drejede sig om misundelse og den slags. Og han brugte en klinge. Og det der moly-hvaddetnuer stål havde en smule af et grønt skær over sig, syntes jeg.”

“Molybdæn.” Sherlock snøftede foragteligt og bevægede sig over til sin side af skrivebordet.

“Hvis du gerne vil beskrive sagerne, så kan du bare begynde,” inviterede John. “Se om der er nogen, der gider læse det, når de har brug for en ordbog til hvert tredje ord. Det her er min blog.” Han så lidt nærmere på sin skærm, så satte han sig tilbage. “Plus det passer godt sammen med nogle af vores andre sager: Et studie i lyserødt, Den blå burre, det er ligesom et tema.”

“Jeg antager, at jeg skal se mig for for Den lilla høtyv.” Sherlock raslede med avisen og begyndte at gennemsøge den for noget af interesse.

John så op på ham. “Godt så, hvad ville du så kalde den?” ville han vide. “‘Den crepusculære morder’? Det lyder som en gigant pandekage!”

Et distraheret udtryk dukkede op på Sherlocks ansigt, som John så meget sjældent, men altid hilste varmt velkommen. Han gemte sit arbejde og lukkede sin bærbare. “Et sted i Soho?” spurgte han.

Sherlock så overrasket ud, men smilede beklagende. “Den i nærheden af The Breakfast Club?” tjekkede han.

“Det er den.” John rejste sig op. “CrepeAffaire. Du giver.”

“Så må vi hellere standse ved pengeautomaten; det har kostet mig en formue at fodre dig i denne uge. Jeg ved ikke, hvorfor du altid får så stor appetit af at skyde folk.”

John åbnede munden for at påpege, at Sherlock spiste halvdelen af hans måltider, men blev afbrudt af et bank mod dørkarmen.

“Godmorgen,” hilste Lestrade. Hopkins fulgte lige efter ham.

“Opfør dig ordentligt, husk det nu,” mumlede John stille. “Du fik Hopkins ud i en masse problemer.”

“Ny sag?” Sherlock satte sig tilbage i sin stol og klappede sine hænder sammen over sin mave, mens han spørgende iagttog Lestrade, da denne kom ind i værelset. “Noget interessant?”

“Nej, nej, kommer bare for at hilse på,” sagde Lestrade. “Bare et selskabeligt besøg, kan man sige.” Han frembragte et hjerteligt grin, som var så tydeligt falskt, at selv Hopkins så flov ud på hans vegne. Han sukkede. “Fint. Jeg tænkte over, at jeg måske var en smule grov sidste uge og jeg ville sikre mig, at du ikke var igang med at...” Hans øjne bevægede sig afslørende hen mod kraniet.

“Sprøjte min sorg væk?” foreslog Sherlock ironisk. “Du behøver ikke bekymre dig. John holder mig på den lige og smalle vej. Altså,” tilføjede han med et frækt grin. “Når jeg siger lige...”

“Hvorfor gå du ikke og sætter vand over?” foreslog John højlydt, og gik bag om Sherlock. “Prøv for en gangs skyld at være en nogenlunde høflig vært. Lad mig tage en stol for dig.” Sherlock sprang op, lige i det John trak stolen væk under ham.

“Mange tak, Honey,” sagde han flirtende, vinkede i Lestrades retning før, han svansede ud i køkkenet.

“Øh, jeg ser efter, om han har brug for en hånd,” tilbød Hopkins og forsvandt efter ham.

“Luk dørene,” instruerede Sherlocks stemme. “Din chef vil tale med John.” Dørene gled i.

John rystede på hovedet. “Spørg mig ikke, fordi jeg har ikke den fjerneste idé,” sagde han til Lestrade. “Han har været sådan hele denne her uge. For det meste er han nogenlunde normal, men så har han de her... episoder.” Han kørte en hånd henover sit ansigt. “Bliver ved med at introducere mig som hans partner. Jeg ved ikke, hvad der er kommet over ham.”

“Ikke dig, så?” spurgte Lestrade, men holdt med det samme en hånd op. “Undskyld. Undskyld, ignorer det her,” sagde han. “Det var  ikke i orden.” Han så rundt og hans blik faldt på sofaen. “Må jeg?”

“Hvad? Øh ja. Sikkert,” John vinkede med en arm, stadig en smule lamslået over den dobbelttydige bemærkning. Han tog plads i den anden ende.

Lestrade tøvede. “Så, du og Sherlock: I er ikke virkelig...” Hans stemme døde hen. “ Det er bare... Jeg har aldrig virkelig troet, at I var, men så så det ud at du måske var - og det var fint, hvad I to end er glade med - men du brugte den der undskyldning med en date, og ...”

“Ikke verdens bedste løgner, tydeligvis,” sagde John. “Jeg får ikke megen øvelse, når jeg bor sammen med Sherlock, siden det er fuldstændig umuligt at gemme noget for ham.”

“Det var vel det, så,” indrømmede Lestrade. “Men det var mere den måde du kom med det, så tankeløst, som om det at have en aftale med en kvinde var en aldeles normal ting at have for dig.”

John fløjtede. “Ved du hvad, du er ikke så dårlig, er du?” sagde han. “Det er mindre synligt, når du står ved siden af Sherlock, men du overser ikke noget.”

Lestrade trak på skuldrene, mens han så både bestemt og utilpas ud. “Så, du roder ikke rundt med ham?”

John stirrede på ham. “Giver du mig den ‘gør ham ulykkelig og jeg vil gøre dig ulykkelig’ tale?” spurgte han vantro. “Helt alvorligt?”

“Åh Gud.” Lestrade lænede sig tilbage i sit sæde og stirrede op mod loftet. “Det er ikke noget, jeg burde blande mig i. Det er jeg godt klar over.” Han sukkede. “Men du har ikke kendt ham fra før, John. Og  helt oprigtigt, så kan jeg ikke forestille mig, hvad I ville have set i hinanden - om du ville have holdt ud indtil den ‘fornemme junkie’ var overstået eller om han ville have set, hvad han ser i dig nu.” Han lukkede sine øjne for en kort stund.

“For at være helt ærlig, så kan jeg ikke engang lide at tænke på de dage,” indrømmede han. “Det er latterligt at beskrive en som har lavet halvdelen af de ting, som han har, som uskyldig, men på samme tid er han det.” Han så direkte på John. “Jeg har aldrig set ham have nogen som helst form for ægte forhold nogensinde før, hvad det så end indebærer, men han har helt klart ladt dig komme ind og jeg er bange for, hvad der vil ske, hvis du forlader ham.”

“Jeg forlader ham ikke,” sagde John. Det her var ikke en samtale, han havde set sig selv i, og slet ikke med Lestrade, men han måtte være blind, hvis han ikke så den ægte omsorg bag den. “Åh jo, jeg skal nok date,” tilføjede han. “Og Sherlock vil vide alt om det, tydeligvis - som om nogen nogensinde kan rode rundt med ham!”

“Fair nok,” indrømmede Lestrade og rettede sig op.

“Det kan være, at jeg også gifter mig en dag, hvis jeg finder en kvinde, som vil kunne overleve ham,” John løftede et øjenbryn ved denne usandsynlighed, men hans ansigt blev mere alvorligt og han så ned.

“Men, da jeg kom tilbage til London,” sagde han langsomt, “Jeg var en forkrøblet, trist skygge af en mand.” Hans stemme var lav. “Og Sherlock reddede mig. Og han har reddet mig hver evig eneste dag siden.” Han løftede sit hoved igen og mødte Lestrades blik. “Så det kan være, at vi ikke er ‘sammen’ på den mere traditionelle måde, men vi er mere ‘sammen’ end så mange andre, jeg kender, og jeg vil ikke forlade ham, lige så lidt, som jeg pludselig bestemmer mig for, at jeg vil skyde mig selv i den anden skulder, bare for at jævne tingene lidt ud. Er det svar nok?”

Lestrade åndede langsomt ud. “Det er det. Og jeg er virkelig ked af at blande mig.” Han rystede på hovedet og spredte sine hænder ud. “Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg er så bekymret for én, der er så utålelig.”

John lo. “Jeg ved, hvad du mener.”

“Er I ved at være færdige?” Sherlock skubbede dørene lidt fra hinanden og stak sit hoved ud gennem mellemrummet. Han blev straks ramt af to varme og kærlige smil og han trak sig forskrækket tilbage. Dørene blev skubbet i og de to mænd på sofaen faldt grinende sammen.

John var den første til at få vejret igen. “Det går mig faktisk ikke længere på, hvad folk kalder os, fordi der ikke virkelig er noget, der dækker det helt,” sagde han. “Det er et mysterie for kommende generationer.” Han begyndte at rejse sig.

“Kan jeg spørge om en ting til?” Lestrade tjekkede hvor langt han var kommet.

John standsede og så varsomt på ham. “Hvad er det?”

“Hvad er det med den nakke ting?” spurgte Lestrade. “Du ved, da du tog ham i nakken og han klappede bare i. Hvad er der med det? Og tror du, at du virker for andre? Og med andre, mener jeg selvfølgelig mig.”

John grinede. “Fuldstændigt lykketræf,” forklarede han. “Han sad i sin lænestol, brokkede sig over et eller andet og jeg rejste mig fra skrivebordet og faldt over et eller andet rod, som han havde lagt på gulvet. Strakte en hånd ud for at redde mig selv og greb tilfældigvis fat i hans nakke. Det var først da han ikke begyndte at tale igen før jeg havde sluppet ham, at det gik op for mig, hvad der var sket. Men han er meget nervøs omkring det, så jeg ville ikke bruge det, undtagen i nødstilfælde, og jeg ville heller ikke være sikker på, at det virkede, fordi det kan godt være, at det kun er mig, jeg ved det ikke.”

“Sandsynligvis kun dig,” brummede Lestrade. “Når jeg tænker på alle de gange, jeg har kørt hans forbandede røv hjem fra hvor han så lige var faldet om... der er fandme ingen retfærdighed til.”

“Kom.” John rejste sig helt op denne gang. “Lad os se, hvad de har gang i.”

Han gik over til køkkenet og åbnede døren. Hopkins var bøjet over mikroskopet, mens Sherlock byttede glasskiven ud med en anden og forklarede forskellen i de forskellige typer af mug.

“Lavede du en kop te til konstabel Hopkins?” spurgte John.

Sherlock så forarget ud. “Jeg sagde, at jeg ville opføre mig ordentligt,” påpegede han. “Jeg sagde ikke, at jeg ville være dig.”

“Vi skal også afsted under alle omstændigheder,” sagde Lestrade. “Se, om vi kan finde nogle spændende sager.” Han klappede John på skulderen og åbnede sin mund, men så ud til at have glemt, hvad han ville sige.

“Skål,” sagde John.

Lestrade nikkede til ham. “Åh, før jeg glemmer det. Nogle enkelte løse ender.” Han trak sin notesbog op af sin inderlomme. “Vi fandt en paryk i Tims lejlighed.” Han så op på Sherlock. “Endnu en paryk,” tilføjede han direkte henvendt mod ham. “Denne her kom forbandet tæt på at ligne dit hår. Vi har også interviewet hans eks.” Han tjekkede sine noter. “Adrian. Som sagde, at han havde prøvet at finde en undskyldning for at forlade Tim i årevis, men aldrig rigtig havde turdet, og da du trak affæren frem i lyset, fik han det skub, han havde brug for.”

“Jeg så Adrian den anden dag,” nikkede John. “Hans nye kæreste ser ud som om et vindpust kan slå ham ned. Meget anderledes type end Tim og han må være næsten en halv meter mindre. Klap i,” han advarede Sherlock hurtigt, og ventede så igennem det resulterende grynt. “Under alle omstændigheder så han meget chokeret ud, selvfølgelig, men faktisk ikke fuldstændig overrasket. Han sagde, at Tim altid have en masse vrede i sig, som han bare lukkede inde. Der er ingen tvivl om, at et arbejde, hvor han blev nødt til at være venlig dagen lang, var det værst tænkelige for ham.”

“Så, det du siger er,” foreslog Sherlock, med en antydning af fryd i sin stemme, “at han helt ærlig talt var...” John deltog og de afsluttede samstemmende:

“...en forbandet dårlig frisør!”

De så begge to ud til at syntes at det var hylende morsomt og Lestrade og Hopkins så forvirret på hinanden.

“Undskyld, undskyld,” mumlede John efter et minut og rystede på sit hoved. “En intern joke, bare se bort fra det.”

“Kom så Hopkins,” sagde Lestrade opfordrende. “Jeg tror, at vi er overflødige.” Den unge mand hev sig selv væk med ærlige og gentagne tak for den improviserede undervisning i mug og de gik ud. Svage udråb af “Strålende!” kunne høres, mens de gik ned af trapperne.

John så sig tilbage og lagde mærke til, at han blev undersøgt nøje. “Vidste du, hvad Lestrade ville sige?” udfordrede han Sherlock.

“Jeg ved næsten altid, hvad folk vil sige,” svarede Sherlock og lagde hovedet til den ene side. “Han fik ikke skræmt dig væk, så?”

“Jeg er stadig her, ikke?”

Et smil spillede på kanten af Sherlocks mund, men han holdt det under kontrol. “Morgenmad?” tilbød han.

“Det er vist mere frokost nu, men ja tak. Absolut.” John rakte ud efter sin jakke, og sukkede så, da der igen kunne høres fodtrin på trapperne. “Hvad nu? Vil han har det på skrift?”

“Nej, med mindre han har skiftet til høje hæle,” observerede Sherlock og så hen til døren, hvor Sally dukkede op.

“Hej,” sagde hun en smule akavet, mens hun holdt sine hænder bag sig. Der var en noget ubehagelig stilhed, så vinkede John hen imod stolene.

“Kom indenfor,” inviterede han hende. “Hvordan går det? Vil du have en kop te? Eller kaffe?”

Hun rystede på hovedet. “Nej, jeg bliver ikke,” sagde hun. “Kom bare for at sige ‘farvel’. Og for at give dig det her.” Hun frembragte en blå gavepose fra hendes ryg og tog et par skridt frem for at overgive den til John.

Han tog den med et overrasket, men glad udtryk og kiggede ned i den, hvor han kunne se en flot indpakket bog-formet gave. “Det behøvede du ikke.”

Hendes læber fortrak sig. “Det har du nok ret i,” indrømmede hun. “Men det så ud til at være det rigtige at gøre.”

“Du rejser?” spurgte Sherlock.

Hun vendte sig mod ham og blinkede et par gange. “Undskyld,” sagde hun. “Det er som at se to af dig. Der er alle de gamle automat-svar og så er der alt det nye ovenpå.” Hun rystede på hovedet. “Det er forvirrende.”

“Altså, så ser jeg bare bort fra enhver sarkastisk kommentar, ikke?”

“God idé, fordi det har du jo aldrig gjort før.”

Sherlock løftede et øjenbryn, men han så ud til at more sig.

“Du rejser et sted hen?” gentog John Sherlocks spørgsmål og Sally vendte sig om mod ham igen.

“Orlov,” sagde hun. “Bare i et par uger. Jeg har brug for en ferie efter... altså, alt det, der er sket og så er der lige dukket en mulighed op, så...” Hun trak på skuldrene.

“Åh, godt,” John nikkede. “Noget rart, håber jeg?” spurgte han høfligt.

“Amerika, faktisk.” Sally var usikker, om hun skulle forklare det, men de så begge to interesseret på hende, så hun fortsatte. “Min lille bror - altså, ikke så lille længere, men I ved hvad jeg mener.”

“Ham, der kan lige tegneserier?” huskede John.

Hun nikkede. “Ja. Altså, han er faktisk genial. Ikke på den irriterende måde,” hun kastede et kort blik på Sherlock, som rullede med øjnene, “Men fremragede. Under alle omstændigheder, så var han inviteret til den her konference ting i staterne for et stykke tid siden, men vi havde ikke råd til at tage afsted. Jeg mener, vi prøvede og vi havde sendt ansøgninger til alle mulige fonde, som vi kunne komme i tanker om, men det var simpelthen for dyrt. Men en af ansøgningerne er lige blevet godkendt, så nu sker det. Og den dækker en partner, som han ikke har, så jeg tager med ham. Vi tager afsted i denne weekend.”

“Det lyder storartet,” sagde John. “Jeg håber, at I får en fantastisk tid!”

Sally strålede mod ham og så pludselig yngre ud og meget mere ubekymret end han nogensiden havde set hende. “Kan ikke vente, faktisk,” sagde hun. “Jeg har haft så travlt med min karriere over de sidste par år, jeg har næsten ikke haft ferie og D. I. Lestrade lovede, at han ville holde min plads åben, så...” Hun spredte sine arme ud. “‘Farvel regnvåde England’ og ‘Hallo sandsynligvis ligeså regnvåde Amerika!’” 

“Send en email, hvis du falder over en interessant sag,” sagde Sherlock.

“Ingen sager!” insisterede Sally. “Og lad være med at få ham dræbt.” Hun nikkede mod John, som vendte sig for at se på ham. “Det samme gælder for dig,” tilføjede hun og vinkede en hånd mod Sherlock.

“Vi gør, hvad vi kan,” lovede John, da hun vendte sig for at gå.

“Får du problemer på grund af det her?” spurgte Sherlock og hun standsede i døren.

“Tvivler på, at der er nogen, der vil lægge mærke til det,” sagde hun. “Der kommer aldrig til at være en retssag, så det er bare en tom kasse i et lokale fyldt med kasser.” Hun trak kraven af sin jakke op og fæstnede bæltet mere stramt. “Kan ikke forbindes med mig under alle omstændigheder. Lad bare være med at gøre noget dumt.” Hun skar en grimasse. “Mere dumt end sædvanligvis.”

“Mange tak,” sagde Sherlock og hun nikkede.

Johns mund stod åben, da hendes fodtrin forsvandt. “Det gjorde hun ikke!”

Sherlock smilede bare til ham. “Vil du ikke åbne den?”

Mindre end et minut senere sad John i sin lænestol og så ned på sin pistol, der lå indeni den åbnede kasse. “Jeg fatter det ikke.”

“Det ser ud til, at muligheden for en ferie har givet hende et bedre humør,” sagde Sherlock og satte sig overfor. “Eller i det mindste et lidt mindre geskæftigt ét.”

John hev sine øjne væk fra pistolen og så nærmere på Sherlock. Sherlock så tilbage, hans ansigt med et glat udtryk og John studerede ham i et stykke tid. “Du har gjort noget.” Hans ansigt viste ingenting. “Hvad gjorde du?” Der var stadig ingen reaktion. “Spurgte du Mycroft om...”

“Nej, jeg spurgte ikke pokkers Mycroft!” Sherlock nærmest eksploderede. “Jeg har egne kontakter, bare så du ved det. Ikke alting er Mycroft!”

John gav ham et listigt smil. “Der fik jeg dig.”

Sherlocks blik var vantro, så sank han sammen i sin stol. “Jeg er nedbrudt,” brokkede han sig gnavent. “Du har nedbrudt mig.”

“Du kan ligeså godt fortælle mig det nu,” sagde John. “Du har tydeligvis fikset noget med det stipendium. Men hvorfra vidste du det i første omgang?”

“Ansøgningerne var bag uret i hendes stue,” indrømmede Sherlock modstræbende. “Så dem, da hun var forsvundet.”

“Har du rent faktisk en fotografisk hukommelse?” spurgte John ham. “Du har nærmest ikke set på de dokumenter.”

Sherlock trak på skuldrene. “Irrelevant. Jeg husker ting, indtil jeg sletter dem.” Han rettede sig op og et bekymret udtryk kom over hans ansigt. “Lad være med at fortælle nogen om det her,” instruerede han. “Det ville ødelægge mit omdømme.”

John smiskede til ham. “Du kan lide hende.”

“Nej, jeg kan ej.”

“Jo, du gør.”

“Du er latterlig. Jeg vil ikke trækkes ind i en så barnlig diskussion.” Sherlock rakte ud mod bordet og fik fat i sin avis.

“Men du gør alligevel.”

“For Guds skyld! Der var en, som skyldte mig en tjeneste. Det er alt.  En opringning.” Han åbnede avisen og holdt den ud foran sig.

“Så, hvorfor bruge tid på det? En opringning er mere end hvad du vil gøre for de fleste andre folk og du kan ikke have vidst, at hun også ville kunne tage afsted eller at det ville medføre, at jeg fik min pistol tilbage.” John holdt en pause og tilføjede lumskt, “Du gjorde det bare for at være sød.”

“Jeg kunne kaste op.”

John blev stille i et stykke tid. “Havde du på fornemmelsen at du skyldte hende det?” spurgte han. “På grund af det, der var sket? Fordi du lavede en fejl?”

Sherlock sænkede avisen. “Du er den mest ihærdige person, jeg nogensinde har mødt.”

“Mange tak.”

“Det var ikke en...” Han afbrød sig selv og sukkede. “Fint. Jeg havde fået idéen, da vi kom ud af kælderen, er du tilfreds nu?” Han begyndte at løfte avisen igen, men så fortrak han sin læbe. “Men det var ikke på det tidspunkt, at jeg havde bestemt mig for at gøre det.”

“Hvornår skete det så?”

Sherlock løftede et øjenbryn mod ham og John grinede, da han fattede det.

“Da hun slog Anderson!” gik det op for ham. “Strålende.” Han smilede. “Du er strålende.”

Sherlock så noget formildet ud. “Frokost?” foreslog han og tog avisen ned.

John tjekkede sit ur. “For satan, det er sgu da ikke noget under, at jeg er ved at dø af sult. Lad os gå, inden der dukker flere op.”

De iførte sig deres frakker og halstørklæder og gik ud, mens de ignorerede flokken af taxaer, fordi det kun var en gåtur på tyve minutter.

“Tror du, vi skal fortælle Mrs. Hudson, at Lestrade har en nøgle?” spurgte John og satte et godt tempo.

“Altså, hvis den Urbane ordbog giver den korrekte forklaring på ordet ‘sølv ræv’, så tror jeg ikke, at hun havde så meget imod det,” svarede Sherlock.

“Er det det, hun kalder ham?” John fnøs. “Åh, jeg skal have det med i en samtale!” Han grinede i et minut, mens de gik videre, så rynkede han panden. “Lige et øjeblik... havde så meget imod det?”

Sherlock smiskede og frembragte en nøgle fra sin frakkelomme.

John rullede med øjnene. “I to kører frem og tilbage med den ting i nogle måneder, ikke?”

“Det tvivler jeg på,” svarede Sherlock. “Det her er en kopi af din nøgle.”

“Hvad?” John gloede på ham. “Han stjal den fra min lomme? Den frække lømmel!” Han kogte i et stykke tid. “Og så at tænke på, at jeg åbnede mit hjerte op for at give ham fred i sindet. Jeg burde have fortalt ham, at jeg kun brugte dig til sex.”

“Det skal du være velkommen til,” inviterede Sherlock. “At fortælle ham det, mener jeg,” tilføjede han hurtigt. “Tydeligvis.” Han klappede i.

De gik i et stykke tid, så talte Sherlock igen. “Så, hvad sagde du til ham?”

“Du mener, at du ikke lyttede?” John påtog sig et overrasket udtryk.

Sherlock snøftede. “Hopkins viste sig at være noget mere interesseret i mug end jeg havde forudset,” indrømmede han. “Blev ved med at stille spørgsmål.”

“Lyder som om der er én, som har fået sig en protegé.”

Sherlock ignorerede det og ventede stadig på et svar. Der var en antydning af spænding synligt i hans ansigt, hvis man vidste, hvor man skulle se efter. John vidste, hvor han skulle se efter.

“Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville forlade dig.” Han så begyndelsen af et smil, men Sherlock undertrykte det.

“Og var der en tidsramme til denne erklæring?”

“Det var der ikke.”

Sherlock rynkede på panden. “Det er lidt vagt, er det ikke?”

“Det er en måde at se det på.”

“Ah.” Anstrengelsen med at kontrollere sit udtryk var ved at tære på ham: Sherlock så ud som om han havde fået et nervøst træk i ansigtet.

John standsede. “Okay?” spurgte han.

Sherlock stoppede, vendte sig og tog et skridt tilbage, indtil de stod ansigt til ansigt. “Om jeg er okay?” gentog han. “Helt ærligt, jeg er ikke helt sikkert.” Han rynkede panden i et sjældent introspektivt øjeblik. “Jeg tror, jeg føler mig lidt høj.”

John lagde hovedet til den ene side. “Og er det okay med dig?” spurgte han. “Jeg tror, at jeg faktisk tager en hel del for givet her. Er du okay med at være så optaget af en anden person? Med at have en ven så tæt på?”

Han tog et lille skridt fremad og satte sin hånd på Sherlocks bryst. “Tæt nok til at røre,” understregede han. “Det er ikke ligefrem normal for dig.”

Sherlock grinede til ham.

“Normal er kedeligt.”

Slut


[livejournal.com profile] verity_burns afsluttende kommentar:

MANGE TAK

En overvældende tak til min utrættelige beta og ven [livejournal.com profile] arianedevere, uden hvem denne historie ville have givet meget mindre mening (og der ville have været mange flere kommaer!).

Stor, stor påskønnelse også til alle jer, som har tilskyndet og understøttet mig på vejen. Jeres kommentarer og beskeder har været absolut strålende, mange tak til jer!





Tilbage til første del              Tilbage til begyndelsen af historien

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Sep. 20th, 2017 04:29 pm
Powered by Dreamwidth Studios