themuller: (keep calm translate)
[personal profile] themuller

Oversætterens anmærkning: Stor tak til [livejournal.com profile] atlinmerrick for at lade mig oversætte hendes "Skullduggery".

Jeg er et voksent menneskeligt kranie.



Du ved, hvordan jeg ser ud, du har set eksempler på tv, det er jeg sikker på. Vi er alle næsten ens. Selvfølgelig ser jeg en smule bedre ud end det gennemsnitlige kranie, fastere suturer, mere elegante zygomatiske buer, en speciel ypperlig occipital knogle.

Mit gode udseende er dog ikke pointen, pointen er, at mens du er her, vil jeg gerne komme af med et par ting, der falder mig for brystet. Altså, når jeg nu siger bryst...

Hvad jeg mener er, at jeg gerne vil tale med nogen. Læsse af. Gøre rent bord, så at sige. Det korte af det lange er: Jeg tror, at jeg har brug for en psykolog. Og ved du hvad? Jeg plejede at være én.

Helt alvorligt. Havde også en god praksis, over ved Royal Courts of Justice. Brugte hele dagen på at analysere emotionelt skrøbelige, intellektuelt sterile, moralsk fallerede advokater. Det var bare livet.

Pokkers. Se, det er en del af problemet. Jeg bliver ved med at komme ud på et sidespor. Men det er heller ikke pointen. Pointen – og jeg har én – er, at tingene har forandret sig her omkring og ikke til det bedre. Spændingen er så fortættet, at du ville kunne smøre det på en toast. Og helt ærligt, det driver mig til vanvid.

-----------------------------------------------------------------

Okay, det begyndte efter jeg døde. (Og her er der en historie med nogle sving og snoninger, men vi vil vente med detaljerne omkring min bortgåen til en anden gang, ikke?).

Under alle omstændigheder, efter jeg døde var livet godt. Godt, stabilt, forudsigelig. Altså, så forudsigeligt, som det nu kan være, når du bor sammen med en autistisk, manio-depressiv med for mange idéer og ikke nok muligheder for udfoldelse. (De første år var jeg på så mange lister over ingredienser til flere eksperimenter end jeg har lyst til at tælle. Du troede, at jeg var antikt på grund af min affældige farvning? Tro om, jeg er faktisk knap nok elleve år ældre end mit drenge geni.)

Som jeg var ved at fortælle, så har det været mig og Sherlock i næsten otte år, siden han fandt mig på mit eget gerningssted. (Ingen panik, jeg blev anskaffet legalt. I sidste ende.) Under alle omstændigheder, i lang tid havde livet en salig stabil rytme, som lignede noget i denne her retning (iøvrigt taler jeg i kursiv, har altid gjort det og vil altid gøre det):

”Frisøren skulle holde en tale på konferencen, det ved vi.”

Frisører holdt konferencer? Hvad kunne de dog finde på at lave til sådan én, style hinandens hår?

”Meget sandsynligt. Så, frisøren var ikke i sin butik, da sælgeren afleverede ordren.”

Sælgere leverer deres egne varer? Helt ærligt?

”Nogle gange. Men hvis frisøren ikke var i butikken, så kunne han selvfølgelig ikke have brugt den titanium takkede saks til at stikke sælgeren i nakken med.”

Takkede saks? Jeg vil gerne se det sår. Det lyder ... dekorativt.

”Ikke på en måde, du ville lægge mærke til. Og selvom frisørens tale var blevet afkortet den aften, så er der dusinvis af folk, som påstår at have set ham til festmiddagen.”

Festmiddag for frisørerne. Frisørernes festmiddag? Åh, nu laver du grin med mig.

”Der var noget, som en af deltagerne sagde, noget simpelt, som jeg glemmer.”

En festmiddag. Jeg kunne godt tænke mig at komme til en festmiddag. Have en øl eller måske to. Det er jo et stykke tid sinde, ikke? Åh den fyr.

”Festmiddag, festmiddag, øl, fyr – Fyr! To fyre! Han har en bror, som er kok, en af hans bekendte sagde, at de altid har været misundelige på hinanden. Det var kokken. Selvfølgelig var det det. Han fandt ud af, at hans bror havde en affære med sælgeren – den samme mand, som kokken havde købt sine knive hos.”

Det fortsætter på denne måde det meste af tiden. Giv en smule, tag en smule. Det var nemt liv, et godt liv. Mig og Sherlock, vi var simpatico.

Og så dukkede han op.

Du ved, hvem jeg mener. Ham, der halter og bruger en stok. Ham med krigssåret. Ham med sweaterne og te og mælk og indkøbene og oprydningen. Den lille. Den soldat.

Gud, hvor jeg elsker ham.

Alt begyndte at gløde, da han kom hertil, ikke? For dælen, hver gang de stod tæt på hinanden bare sprang der en lys kold ild fra deres hud, en flammende korona omkring dem begge to. Alt for længe kunne de ikke se det, de bekæmpede det aktivt, og helt ærligt, det fik mig halvvejs til at blive alkoholiker.

Men med lidt hjælp blev alting i sidste ende godt, tak Gud, og det har været godt i lang tid nu.

Undtagen at nu er Sherlock gået hen og har gjort den der ene ting, og John har ladt ham gøre det, og det er derfor, jeg håber, at jeg kan tale med dig.




Næste kapitel


From:
Anonymous( )Anonymous This account has disabled anonymous posting.
OpenID( )OpenID You can comment on this post while signed in with an account from many other sites, once you have confirmed your email address. Sign in using OpenID.
User
Account name:
Password:
If you don't have an account you can create one now.
Subject:
HTML doesn't work in the subject.

Message:

 
Notice: This account is set to log the IP addresses of everyone who comments.
Links will be displayed as unclickable URLs to help prevent spam.

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Sep. 20th, 2017 04:19 pm
Powered by Dreamwidth Studios