themuller: (keep calm translate)
[personal profile] themuller
Stor tak til [livejournal.com profile] atlinmerrick for at lade mig oversætte hendes Skullduggery


Faktisk så startede hele det her rod endnu før Sherlock blev født. Måske endda før der var luft. Men jeg kan ikke gå så langt tilbage, fordi jeg har problemer nok med ikke at komme på et sidespor, sådan som tingene er lige nu, så vi begynder med begyndelsen – eller slutningen – alt efter din synsvinkel.




Den nat, hvor John spurgte Sherlock om han ville blive hans lovformelig viede ægtemand. Eller registrerede partner. Eller hvad de nu for tiden uddeler af forskellig-fra-men-ligeværdig status i det enogtyvende århundredes England.



Hvorom alting er, den nat var forbløffende for en hel række af omstændigheder, som jeg alle sammen vil komme tilbage til. Lad os dog i første omgang definere ”forbløffende” ved at være fælles om nogle af dens synonymer: Overraskende. Utrolig. Skræmmende. Chokerende. Bedøvende. Sensationel.



Vær venlig at tage dette som en hentydning til, hvordan denne dag udviklede sig. Og sig ikke, at jeg ikke advarede dig.




*




Overraskende.



Den første overraskende ting var John selv.



Natten før den nat, han havde planlagt at fri, fandt John ud af, at han var nervøs. Men siden han var blevet skudt, arbejdede John H. Watson ikke med nervøs som tilstand for alvor. Den sidste gang han faktisk havde været sommerfugle-i-maven nervøs, var den gode doktor tretten og Jenna Braid havde lige kysset ham under misteltenen, trukket sig væk for at undersøge hans ansigt og var så begyndt at komme tilbage.



Men helt ærligt, hvad var der at være nervøs for? John levede blot med en uforudsigelig mand, som havde diagnosticeret sig selv med en alvorligt og foruroligende personlighedsforstyrrelse. Han, ved du jo nok, boede bare sammen med nogen, som i femten år har påstået at være aseksuel. Han var kun sammen med en mand, som var så blændende flot, at John var temmelig sikker på, at han havde fanget en fjortenårig på den anden side af vejen og  en lille ældre dame tre huse længere henne ufortrødent i gang med at stirre på hans røv. Han levede ganske simpelt sammen med en mand, hvis version af en normal morgenmadssamtale ofte inkluderede ordene maddike, afskåret og chok terapi.



Så helt ærligt, hvad kunne John om muligt være nervøs for?



Men, helt alvorligt, hvorfor skulle der gøres et stort nummer ud af det her? Sherlock og han havde allerede været sammen i næsten to år på nuværende tidspunkt. To for det meste, altså, ofte, altså, nogenlunde normale år.



For dælen, folk inviterede dem til middag for Guds skyld (medbring vin, sagde de altid, meget hurtigt; ja tak, det er alt, bare medbring en uåbnet flaske vin). De gik til fester en gang imellem (John afleverede altid Lestrades ID-kort, håndjern og tidens yndlingsslips dagen efter med mange undskyldninger). For dælen, de havde endda holdt deres egen fest én gang (kun én gang, og John havde ingen idé om, hvad det var, han havde tænkt på, men de endte med at finde den allersidste skorpion inden gæsterne gik hjem).



Som vi sagde, hvorfor være nervøs?



Det var natten før natten han havde planlagt at fri, nedenunder i køkkenet var hans elsker i gang med at partere en yak på køkkenbordet (i det mindste havde han puttet den på slagterpapir) med en fire punds spaltekniv, og John stirrede på sig selv i spejlet, og undrede sig over, hvorfor han følte sig en smule overspændt.




Utrolig.



Hele den utrolige del kom ved morgengry.



Om morgenen før natten, hvor John havde planlagt at fri, vågnede han klokken seks, en hel time før normalt. Det var faktisk ikke den utrolige del, heller ikke det faktum, at Sherlock var kommet i seng om natten og havde forfejlet at vække John ved at presse kolde hænder mod hans talje eller ved at føre is blok fødder ind imellem hans lægge.



Nej, det utrolige var vejret.



Det var tidligt forår i London og mens det kunne betyde alting fra en let jakke til halstørklæder og handsler, på denne specielle april morgen var det en hidtil uset enogtyve grader, godt seks mere end normalt. Den ærefrygt, dette medførte, spredte sig gennem byen som et velkomment virus, fremmede smilte til hinanden, vintertøj blev bortkastet, og kriminaliteten faldt (du har et gæt, hvem der blev muggen over det).



Selvom de havde kendt hinanden i over to år, hvilket betød at de havde oplevet mindst to hele gennemløb af årstiderne, så var der noget over de lune temperaturer, som virkede enerverende på John. Når han tænkte på John og Sherlock, tænkte han på diset regnvejr og mørkets frembrud og uldne halstørklæder. Han tænkte ikke på korte ærmer og en klat af solcreme på ryggen af en bleg næse.



Men det var okay, det var godt. Han kunne forholde sig til tempereret. Han kunne klare at knibe øjnene sammen mod solskinnet hele dagen og ønske, bare en lille smule, for noget koldt regnvejr. Han var ikke nervøs og han var ikke i gang med at lade en lille ting som en fuldstændig smuk dag ødelægge hans planer om at fri til sin elskede.




Skræmmende.



Hun havde ikke tænkt sig at putte en økse gennem Johns gode humør, det havde hun virkelig ikke tænkt sig.



Men det var hvad Mrs. Hudson gjorde, da hun dukkede op sent om morgenen, før den aften, hvor John havde tænkt sig at fri, og spurgte den gode doktor, om han kunne hjælpe hende med at hænge et maleri op. ”Jeg kan ikke nå højt nok op,” sagde kvinden, som knap nok var fire centimeter kortere end den mand, hvis hjælp hun anmodede om.



Selv John kunne deducere løgnen i dette, men med et træk på skulderen råbte han til Sherlock ”Tilbage lige om lidt!” Og smuttede ned til sin udlejers lejlighed.



Så snart hun havde lukket døren bag dem, gjorde Mrs. Hudson to ting: Høfligt tilbød hun John te og så sagde hun de udødelige ord, ”Dette er ikke noget, jeg skal blande mig i, men...”



To timer senere stod Johns te på bordet foran ham urørt og lig koldt, og hans pande var trukket sammen i en voldsom rynken.



”Nu kan jeg jo godt tage fejl, så De skal virkelig tage det, jeg sagde, med et gran salt, Dr. Watson –”



"John."



”- Sherlock er meget temperamentsfuld, som De ved. Altså, bare på en uge – det var før han kendte Dem, selvfølgelig – gik han fra at fuldstændig elske min tun og lever gryderet til et rasende had. Åh, Doktor – ”



"John."



” – De skulle have hørt de frygteligt ting, han sagde. De kan ikke gentages, helt ærligt. Men jeg er på et sidespor. Det er bare, at jeg har kendt Sherlock en lille smule længere end De har, Doktor – ”



"John."



” – og jeg vil ikke se Dem såret. Ikke at Sherlock ville gøre det med vilje, slet ikke. Han ved bare ikke altid, hvad det er hans siger. Og er De er sådan en rar mand og De har været så god for ham, det har De virkelig. Jeg har aldrig set ham så glad, Dok- ”



”Mrs. Hudson, jeg har virkelig brug for, at De kalder mig John. De har brugt de sidste to timer på venligt at diskutere med mig Sherlocks humørsvingninger, tilbøjeligheder, og holdninger til børn, et fladt skattesystem, kæledyr, popmusik, mig, sex og ægteskab. Så, vil De ikke nok være så venlig, at kalde mig John.”



Dr. Watsons udlejer ventede høfligt til han havde talt færdig, før hun fortsatte. ” – altså, virkelig, De har været god for ham, det ved De godt, ikke?”



John så på væggen, der var længst væk. Ønskede, at der hang et billede. ”Det mente jeg nok.”



”Åh, men det har De, virkelig. Det må De ikke tvivle på i et eneste minut. Det er bare, at Sherlock ikke er Deres gennemsnitlige samlebånds mand. Han, vel, han har stærke meninger om ting og et kan tage lang tid at få ham til at ændre dem, ikke.”



John prøvede på ikke at gnide sine øjne, trykke på ryggen af sin næse eller bide i sin underlæbe, alt sammen tegn på, at han var frustreret, ude på dybt vand eller havde et meget høfligt, meget engelsk nervøst sammenbrud. ”Det havde jeg på fornemmelsen, ja.”



”Åh, Doktor, nu har jeg gjort Dem utilpas, kan jeg se. Vil De have én til kop for at falde til ro igen? Vi kan tale om – ”



”Mrs. Hudson, De har virkelig været meget venlig, men jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at gå. Jeg har... jeg har et par ting, som er planlagt i dag, og jeg er ved at komme bagud. Kom igen lidt senere, hvis De stadig har brug for hjælp med billedet, ikke?”



Johns udlejer fulgte ham ud til sin dør og klappede ham på armen, da han gik ud. ”De gør de dejligste ting for den dreng, det gør De virkelig. Men lad være med at haste nogle ting igennem, er sådan set alt, hvad jeg ville sige til Dem. Hvis det ikke er i stykker, behøver De heller ikke – ”



John klistrede et smil på og trykkede kort på ryggen af sin næse. ”Ja. Tak, Mrs. Hudson. Det vil jeg huske på.”



På den anden side af Mrs. Hudsons lukkede dør bed John sig i sin underlæbe og trak vejret dybt. Han havde det fint. Han havde det fint. Han var ikke nervøs, han var ligeglad med, at det ikke regnede, og han ville helt klart ikke lade denne meget underlige samtale lade ham skræmme ham fra sine foreslåede planer for idag.




Chokerende.



Den chokerende del af dagen kom i den tidlige eftermiddag før den aften, hvor John havde planlagt at fri til Sherlock. Han var endelig kommet hjem, lænede sig mod døren af 221B og stirrede på kraniet på den modsatte side, mens han prøvede at samle sine tanker.



Hvad handlede det om? Var i det store og hele den mest fremtrædende.



Han havde endda givet udtryk for det, omkring en time ind i Mrs. Hudsons Rådgivning for de Elskovssyge eller hvad denne.... denne anti-peptalk havde været.



”Mrs. Hudson, hvorfor kommer De med det her nu?” havde han spurgt. Hun havde fortsat i tyve minutter ud af en tangent om Sherlocks meninger om Londons taxaer og løg (ikke sammen, men hver for sig), før hun endelig svarede. ”Det er bare fordi De ser ud til... som om De er ... er ved at tænke på noget. Meget højlydt.”



Og det var alt, han kunne få ud af hende. Da han spurgte, om Sherlock havde puttet tanken i hendes hoved, hoppede samme hoved ’nej’ så hårdt, at han var sikker på, at han havde hørt hendes rygrad subluxere.



John rynkede panden, da han huskede på det, og gik hen mod kaminhylden, mens han afslappet kaldte på Sherlock, og så kaldte igen. Begge gange uden at få svar. Godt.



”Så, hvad har du så at sige?”



Kraniet (det er altså mig!) kiggede på hendes lille soldat med bløde, venlige, udtryksfulde øjne... æhm, huler.



”Fordi jeg virkelig –”



Johns mobil ringede og det ville være korrekt at side, at tonen var insisterende.



John lod den kime nogle enkelte gange, overvejede om Sherlock faktisk alligevel var hjemme, men ingen dør i lejligheden blev banket åben – Sherlock svarede altid på Johns mobil; det kunne jo være en sag og måske havde Lestrade dumt nok glemt Sherlocks nummer eller måske havde solpletterne stegt kredsløbene i Sherlocks egen mobil – og ingen konsulterende detektiv dukkede op for at snuppe enheden, så John tog den op mellem sine fingre. Tøvende svarede han.



”Det er John.”



"John!"



”Åh, hej Greg. Hvad sker der? Er det en sag for Sherlock?”



Der var en lyd af Lestrade, som puttede sin hånd over telefonens mundstykke, så blev der mumlet et par ord. Efter et par øjeblikke vendte han tilbage. ”Undskyld. Nej, ikke nogen sag lige nu, desværre. Jeg ved, jeg ved, Sherlock er sandsynligvis ved at drive dig til vanvid, ikke?”



John åbnede munden for at svare, men Lestrade pløjede videre. ”Sherlock er grunden til, at jeg ringer. Vel, Sherlock og dig, jer begge to, faktisk. Har du et minut?”



John følte, at indersiden af den hånd, der holdt telefonen, begyndte at svede.



”Jeg ... muligvis.”



Flere mumlede ord til en sagesløs undersåt på den anden side af byen og Lestrade var tilbage. ”Undskyld igen. Jeg tænkte bare, om du havde tid til frokost en gang i denne uge.”



John følte, at hans hjerte begyndte at slå langsommere. Han tørrede sin svedende hånd på sine bukser. Så huskede han Gregs tidligere kommentar. ”Sherlock og mig? Til frokost? Du sagde, at du ringede på grund af Sherlock og mig.”



Mumlen, mere mumlen, hvilket nu var ved at drive John lettere rundt i ringen. Eller haven, hvad enten. ”Se, Greg, jeg skal til – ”



”Undskyld, John, jeg er ked af det, det her sted er bare, jeg aner ikke, hvordan noget som helst ting nogensinde bliver gjort. Hør, nej, jeg vil faktisk ikke have Sherlock med, jeg vil bare have en hurtig samtale med dig om Sherlock. Og dig. På en måde.”



John tørrede sin anden hånd i sine bukser. ”Er Sherlock i problemer? Har han gjort –”



”Nej, nej, det er ikke noget i den retning. Hør, det er akavet at tale om i telefonen. Kan jeg ikke bare give frokost imorgen og så kan vi –”



John glemte mobilen inde mellem sit øre og sin skulder, så han kunne tørre begge sine hænder på sine bukseben. Øjensynligt var hans øre også ved at svede, fordi pludselig svuppede telefonen af hans skulder, faldt på gulvet og lagde på. Selvfølgelig. Selvfølgelig gjorde den det.



I et kort øjeblik stirrede John på den tavse ting, ventede på at den ville blive skrigende med en ringetone. Da den ikke øjeblikkelig begyndte at pippe insisterende, kastede han sig over den og trykkede hurtigt på sluk knappen, som om han var ved at afvæbne en farlig kriminel.



Så smed han den på bordet og tog et skridt tilbage. Så endnu et skridt.



John var meget sikker på, at han var i chok og han var ikke engang sikker på, hvorfor. Det var ikke fordi Greg rent faktisk havde sagt noget. Ikke for alvor. Han havde bare på en måde – vent, havde han talt med Mrs. Hudson? Det måtte han have gjort, de var bedste venner for alvor, meget mere end de burde være, syntes John. Han kneb øjnene sammen, mens han arbejdede sig igennem minderne om alle de samtaler, han havde overhørt mellem de to.



Nej. Nej. John rystede på hovedet. Nej, glemt det. Han ville glemme det. Og det gjaldt temmelig sikkert hele denne dag indtil videre. Han var... det var godt. Alt var godt.



John så på sit ur. Det var sen eftermiddag før den aften, han regnede med at fri til sin elskede og selvom han var en smule nervøs, og dagen var en anelse for varm, og folk så ud til at komme ud af ormehullerne med nogle flere tanker omkring hans forhold til Sherlock end han selv mente, var strengt nødvendige, bestemte John sig for at ryste det af sig fortsætte som den gode soldat, han var. Han var eks-soldat. Han vidste, hvordan man var soldat, og han var forbandet god til det.




Bedøvende.



Det var virkelig alt sammen fint. Det var fint. Sandt at sige, var det det, i det næste tyve minutter, faktisk. Så begyndte hele den bedøvende del af dagen, da John tændte for sin mobil igen, så han kunne smse Sherlock.



Han ignorerede beskeden fra Lestrade og begyndte at sætte sin sms til Sherlock sammen i sit hoved, da en sms fra Mycroft poppede op.




Har brug for at tale sammen.




- MH



Johns håndflader? Våd igen med det samme.




Om hvad?




- John



Svaret kom meget hurtigere end det burde.



For personligt til at diskutere via sms, John.




- MH



John prøvede at gå væk fra mobilen. Om han holdt. I sine hænder. Hans rygrad var presset  op imod kaminhylden, før han opdagede, hvad han havde gang i.




HVORFOR?



Det tog seksogfyrre sekunder, før Mycroft svarede. John vidste det, fordi han vidste, at hans pulse var meget sikkert dobbelt så hurtigt, som den burde være og han talte tooghalvfems hjerteslag.




Undskyld. Sender sms’er mellem den kreative tortur, min tandlæge udsætter mig for. Du bliver nødt til at sætte dine planer for i aften på is, John.




- MH



Hvordan i Guds navn, vidst Mycr – lige meget. Efter to år var han overrasket over, at han stadig så meget som tænkte det spørgsmål.



Jeg ændrer ikke mine planer for i aften, Mycroft. Det er mine planer. Venligst forsvind.



Denne gang var forsinkelsen på små ti sekunder.




John, jeg kender min bror. Der er ting, vi bliver nødt til at diskutere, før du spørger ham -



John stak mobilens sluk knap som om han vred en kniv gennem en forbryders sorte hjerte. Han rystede på hovedet, bedøvet, bed sin læbe, og trykkede på sine øjne.



”Hvad er der ved at ske her? Helt ærligt?”



John vendte sig om, så på, men så ikke de store, sorte, vide, udtryksfulde, sympatiske øjenhuler af kraniet. Som forblev respektfuldt tavs, har du måske bemærket, mens han arbejdede sig op mod et mere direkte spørgsmål.



”Nej, alvorligt, det er alt, hvad jeg har. Hvad sker der?”



Kraniet rømmede sig, planlagde omhyggeligt hendes ord, så hun kunne gøre det bedste, ændre liv, lave verden til et bedre sted.



Lad være med at fri til Sherlock, John Boy.



John rystede på sit hoved i små buer af ophidselse, nærmest stammede. ”Hv-hv-hvad?”




Åh, kære, du bliver nødt til at standse med det bøjede knæ. Brylluppets alter. Ægteskabs strategien. Det -



"STOP! BARE STOP!"



Kraniet stoppede med det samme. Tavsheden faldt som noget meget tungt. Og tavst.



John gned sine øjne, bed sin læbe, trykkede på sin næseryg. Så, meget stille, så stille, så du ikke skulle have andet end et kranie, meget muligt, for at høre de sagte ord. ”Hvorfor? Bare... hvorfor?”



Kraniet var ikke helt sikker på, at han talte med hende og derfor -



”Jeg taler til dig, bare du ved det, hvorfor?”



Oh.




Altså, John, køre, æhm, hvorfor du selv?



John åbnede sin mund. Lukkede den. Åbnede den. Modstod fristelsen at sige sjofelheder. Lukkede igen.



Dyb vejrtrækning fulgte, og så dette: ”Hvad nu?”



Kraniet vidste, at hun ikke gjorde det her helt rigtigt, men hun var nervøs, så venligst bær over med hende, ikke?



Vent. Okay. Fokus nu. Undskyld. Jeg er bare en smule følsom lige n – æhm, vi er bare – ligegyldigt.




John, min kære John, hvorfor vil du gifte dig med Sherlock?



Endelig, et samtale træk, han forstod, et faktisk spørgsmål, en følelse af fornuft. Fra et kranie. Et, du ved, dødt... kranie.



”Fordi jeg elsker ham. Og det er det, folk gør. Når de elsker nogen.”



Mere tavshed i et stykke tid, mens skabningerne i 221B tænke over dette. Så smilede John af ingenting i særdeleshed, greb ned i sin lomme og trak en meget lille fløjlspose op. Han åbnede den og lod en ring falde ned i sin håndflade.



Han smilede ned til ringen i et stykke tid og linjerne i hans ansigt blev blødere og mørke blå øjne blev store med minderne.



”Det her var min bedstefars ring. Han havde den på hver eneste dag i treoghalvtredsindstyve år, indtil den dag efter min bedstemor døde. Så gav han den til mig, når jeg engang skulle giftes.” John foldede sine finger forsigtigt rundt om det varme metal. ”Symbolerne på kanten? Jeg ved ikke om du kan se det, men de ser ud som små ottetaller, der er faldet på siden. Det er tegnet for uendelighed. Tegnet for evighed. For bundløs. For ubegrænset.”



John åbnede sin hånd og stirrede på den lille cirkel af sølv. Juveleren, som havde skåret ringen ned, så den kunne passe på Sherlocks smalle finger, havde gjort et så godt stykke arbejde, at John ikke kunne se, hvor klippet var henne. ”... og symbolet for aldrig-endende. Som min... som jeg...”



Du behøvede ikke nogen krop, arme, ben, eller endda et hjerte for at føle Johns længsel.



”Jeg vil spørge ham i aften. Fordi jeg elsker ham. Okay? Fordi jeg elsker ham.”




Okay.




*



Sensationel, vores sidste og endelige synonym for forbløffende.



Måske har du bemærket, at vi er blevet ved i over mere end tretusinde ord om beskrivelsen af Johns dag. Om Johns venner, som rådgiver John. Og gennem alt dette har vi næsten ikke talt om den kommende brudgom, han har virkelig kun haft en lille del i den hele historie. Det må der laves om på, ikke?



Så lad os lade vores anden helt komme ind helteagtigt, skal vi, med drama og blussende, som han er velkendt for.



”Mr. Watson! Kom her, jeg har brug for dig!”



John blinkede en, to gange, så vendte han sig mod vinduerne, som vendte mod Baker Street. Han lod ringen falde ned i sin lomme, gik hen til glasset og kiggede ud.



Nedenfor stod en dristig Sherlock Holmes, med oprullede skjorteærmer. Ved hans fødder lå, hvad der så ud til at være et mistænkeligt meget stort dødt dyr. Rullet ind i en pressening. Så det var ikke, du ved, øjensynligt.



(Sagde vi ’komme ind helteagtigt’? Måske mente vi, æhm, dramatisk. Eller mindeværdigt. Okay, måske mente vi bare forudsigeligt.)



John iagttog Sherlock, som så op, fandt ham, begyndte at gestikulere vildt og smilede bredt.



I den tidlige aften af den aften, i hvilken John regnede med at fri til sin sambo og sin ven, smilede John tilbage. Alt var godt. Det var alt sammen godt.



*



Undtagen den del, hvor John fik hold i ryggen? Ikke så godt, slet ikke så godt.



” – og så sagde jeg drej, jeg er bange for, at du virkelige skulle have drejet, John.” Sherlock sad på kanten af sofaen og gned let henover doktorens krampende ryg.



John lukkede sine øjne, prøvede at sukke hårdt prøvet, men det gjorde ondt at trække vejret dybt ind. At ånde overfladisk gjorde faktisk også ondt.



Og selvom han ville, var John meget omhyggelig med ikke at brokke sig over uhensigtsmæssig drejning og det uhensigtsmæssig bøffel kadaver, som stadig lå lige udenfor døren til 221B. Undgå normale mennesker forsigtigt ikke at tale om et bøffel kadaver? Det mente John ikke. Så for at være på den sikre side, gryntede den gode doktor bare.



Sherlock betragtede kadaveret lige udenfor deres hoveddør. Så tæt på og alligevel så langt væk. Han sukkede tankefuldt. Vel, han måtte hellere gøre noget ved det bæst, ikke? Kunne ikke bare lade det rådne derude i indgangen. Måske kunne han få naboens sheltie over til et virkeligt episk måltid.



Sherlock rynkede kort panden, fordi han faktisk var lykkedes med at væmmes ved sig selv, noget som måske måske ikke nogensinde er sket i hans voksne levetid.



"John jeg—"



"Sherlock vil—"



Begge mænd stoppede med at tale og ventede høfligt. Forudsigeligt, så gik de begge to i gang igen på samme tid. Og stoppede igen.



Til slut sagde John, ”Du først.”



Sherlock klappede og gned forsigtigt Johns ryg lidt mere – adfærd, som ville have været vildt ude af karakter for to år siden. ”Nej, det er fint. Vil du have en panodil?”



John gryntede ned i sofapuderne igen.



”Noget te?”



Grynt.



"Vin?"



Grynt.



"Min udødelige kærlighed?"



John åbnede sine øjne.



Han havde så mange nydelige planer for i aften. Ja, okay, for nogle uger siden havde han affærdiget de fleste af dem som kliché, forudsigelige, kedelige. Og det, der var blevet tilovers som et lille stjernelys, var et stille kys og et simpelt spørgsmål. Men set up betød ikke virkelig noget, gjorde det? Bare spørgsmålet. Det ene, lille, ukomplicerede spørgsmål.



”Hjælp mig med at vende rundt,” mumlede John ned i sofapuderne.



Sherlock følte sig skyldig, ingen tvivl om det. Den bøffel havde udset sig John lige fra starten af, og den fordømte bøffel var her gennem Sherlocks direkte invitation. Så detektiven var lidt opsat på, at gøre det godt igen for doktoren, vise at han var en god kæreste. Det var derfor, da John bad om hjælp for at blive vendt, at Sherlock studerede situationen intenst i flere sekunder, rakte ud og så mere eller mindre trak John op af sofaen og ind i sine arme i et stræk.



Johns kæbe faldt ned i direkte chok. Så, som en anden viktoriansk ungmø rødmede doktoren hele vejen ned til sine kraveben, og begyndte at bande som en anden pokkers sømand. ”Hellige forpulede Gud, Sherlock, du får hold i din ryg, lad mig komme ned, for satan!”



Sherlock ville være en god kæreste, for alt i verden, og han ville gøre det godt igen for John. Det var derfor, at han ignorerede den anden mands protester og satte en fod forsigtig men nærmest friskt foran den anden, indtil de ikke en gang et minut senere var på badeværelset. Forsigtigt, som om hans last var skrøbelig, satte Sherlock til sidst John ned med et grynt.



Doktoren glødede. Detektiven stirrede. Detektiven talte. ”Et bad. Varme. For din ryg.”



John rynkede panden. Sherlock blinkede forsigtigt. John sukkede, lod sin panden falde på Johns bryst, og stønnede, da hans ryg gav sig. ”Det er ikke på denne her måde, denne her dag skulle have artet sig.”



Sherlocks hænder lagde sig automatisk rundt om John. Pludselig følte detektiven sig meget godt tilpas. Meget fredfyldt. Han holdt John tæt. Som noget han altid havde gjort, som noget, han altid ville gøre.



"Jeg vil."



John løftede sig hoved, desorienteret i et kort øjeblik, troede han, at Sherlock havde svaret på det, som han endnu ikke havde spurgt om. ”Hvad?”



Detektiven rystede på hovedet. ”Ikke noget,” mumlede han. ”Tænkte bare højt. Hvordan skulle dagen så være gået?”



John så sig omkring i det lille rum, de stod i. Et overraskende stort antal af meget gode ting var sket i dette værelse.



Der var sagen om de få fulde manikurer sidste år (eller var det året før?)... der har været mindst to kilde-kampe her (Sherlock havde slået sit hoved så hårdt mod kanten af badekarret i løbet af den ene, at han havde en bule næsten på størrelse med et gåseæg for de næste tre dage)... en slet sungen fødselsdags arie så sin debut og sin sidste optræden i det samme badekar... og så var der den lille sag om dovne eller ikke-helt-så-doven bruser sex i flere omgange end der kan tælles.



Det var ikke taget af 221B, under stjernehimlen eller en let forårsbrise, men det var faktisk lige så godt, når du tænkte over det.



John rakte ud efter Sherlocks hånd. Tøvende i knap nok et øjeblik, gav Sherlock den til ham.



Forsigtig, mens han brugte disse lange, ringløse fingre som støtte, gik doktoren retrygget – det var en pæn smerte ned langs hans rygrad under alle omstændigheder – ned på det ene knæ på gulvet.



John så op i grå øjne. Sherlock ned i blå.



"Sherlock Holmes." John rømmede sig med et lille host. ”Gode Gud, vil du gifte dig med mig?”



*



Venligst forstå, at jeg ikke ville stoppe her. At det er ved at slå mig ihjel, at jeg stopper her. At jeg ville gøre mod mig, hvad du tænker at gøre mod mig, fordi jeg stopper her.



Men bær over med mig. Jeg gennemlevede det (altså på en måde), du gjorde ikke. For dig er det en fortælling på den lille skærm på din smartphone, mens du venter i køen. For dig er det abstrakt, knapt nok interessant, for mig er det ligesom, altså, det er mig liv. De er mig liv.



Jeg lover, at vi vil komme til pointen med alt det her – Svaret – så snart vi mødes igen. Og det vil være snart. Et par dage, allerhøjest. Seriøst.



Se her, jeg sagde, jeg er ked af det. Virkelig.



Forrige kapitel                 Næste kapitel

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Sep. 20th, 2017 04:29 pm
Powered by Dreamwidth Studios