themuller: (keep calm translate)
[personal profile] themuller
Stor tak til [livejournal.com profile] atlinmerrick for at lade mig oversætte hendes Skullduggery

Sherlock Holmes begyndte at tælle.






En…



Det er, hvad hans hjerne gør, ubuden, når det bliver tom.




…to…



Selvom enhver og en af Johns venner så at det her var på vej, vidste, at han skulle til at fri til Sherlock, endda næsten inden han selv vidste det, den store detektiv derimod? Han havde ingen anelse om det.




…tre…



Sherlock ved, hvorfor du hader algebra baseret på hvilken salat du køber, men han ved næsten intet om forhold, og endnu mindre om romantiske forhold, hvor han er indblandet.




…fire…



Så i stedet for at svare på Johns frieri, begyndte Sherlock at tælle i hvad der virkede (for dem begge) som fem eller seks timer, men som i virkeligheden kun var i lige så mange øjeblikke.




…fem…



Og så vidste Sherlock præcist, hvad der skulle gøres.




…seks…



Han gik ned på knæ.



Og der var han, holdt Johns hoved tæt ind til sig, lukkede sine øjne, og kyssede sin elsker som en druknende mand, der prøver desperat at trække vejret.



Da John åbnede sin mund, ikke for at kysse, men for at grine, stivnede Sherlock. Og langt om længe startede denne strålende, deduktive hjerne op for alvor og detektiven vidste, at dette grin var Johns lettelse, der boblede op – han tror, at det er et ja – og så kneb Sherlock sine øjne tættere i, kyssede hårdere.



Endelig kyssede John igen og det vil være godt nok at sige, at det var en smule sjusket og ivrig, tungen stak ind i Sherlocks mund som om det var den første angrebslinje af en dårlig trænet enhed, og så lige så hurtigt trak Sherlock tilbage, stod op, bøjede sig ned og gjorde det igen.



Og så var det et direkte løft af John fra gulvet, en bedrift, der ikke burde være muligt uden rygrads-knækkende konsekvenser, men ingen havde fortalt det til Sherlocks ryg, så derfor med et lille vrid her og en arm der, løftede detektiven sin moderat-funktionshæmmede elsker op og bar ham væk, lige som den viktorianske ungmø, han ikke var.



Men modsat før på sofaen, var John ligeglad denne gang. Faktisk lignende han den mytiske viktorianske ungmø med selveste fnisen, armene omkring Sherlocks nakke, nusseriet og kyssene. Det eneste der virkelig manglede var en flot korset, som hans elsker skulle flå af ham. Det siger en hel del om Johns lettede tilstand, at han sandsynligvis ville have taget en på i løbet af ingen tid, hvis han var blevet bedt om det.



Johns Watsons vakkelvorne tilstand blev ikke mere fast, da Sherlock tumlede dem begge ind i hans seng (høj på endorfiner bemærkede John ikke engang smerten i sin ryg) og begyndte at dække den gode doktors eksponerede hud med hektiske kys – fra ansigt, til nakke, til håndfladerne og tilbage igen.



Da Sherlock kom op til Johns mund for tredje gang, filtrede han deres ben sammen, greb to knytnæve fulde af den mindre mands hår og trak til, indtil Johns nakke bøjede sig. Derefter bed han ømt lige dér, hvor pulsen føles, så hårdere og hårdere, indtil han endelig hørte John stønne.



Det var det, det var det tegn, som Sherlock havde brug for. Tidligere hektiske bevægelser blev i kort tid endnu mere sådanne, da detektiven brugte sine tænder til at bide et lille spor ned langs Johns hals, henover hans købe, og med et meget viktoriansk træk og riven af knapper ned ad Johns ryster-med-mere-latter bryst.



Da tænderne nippede hans ribben rullede den kildede doktor væk, kun for pludselig at have al Sherlocks vægt presset ned på toppen af ham, holdende ham der, i et bur af lange arme og ben med sky-grå øjne drivende henover hans ansigt som om de gemte på det, de så.



"Sherlock, jeg —"



Manden, der hed sådan, smækkede en hånd over Johns mund, holdt den der, og blev pludselig stille, afventende. Og virkelig, det burde have været Johns tegn, men det var det ikke, fordi John så nærmest ikke, John følte kun.



Så han skubbede sin tunge ud og slikkede på Sherlocks kolde hånd, grinende, men tavst.



I et stykke tid iagttog detektiven bare dette ansigt, følte den stille latter og den varme tunge imod sin håndflade og så kyssede han sin elsker ved at kysse håndryggen på sin egen hånd. Det sjove er, at John kyssede igen, lidenskabeligt, og selvom tunger og læber ikke rørte hinanden, noget gjorde i sidste ende, fordi begge mænd var hårde og mere end klare.



Sherlock var i hvert fald, men ikke helt for det samme som John.



Detektiven vred sig ned af doktorens krop, greb hans bæltespænde, hans underbukser, forstærkede sine handlinger, mens han fortsatte, brugte lidenskaben som et skjul, som lokkedue, en afledning fra det, der virkelig var ved at ske.



Så snart John var nøgen, stod Sherlock op og flåede sit tøj af, elegant ved at falde en smule inden han klatrede tilbage i sengen og kastede sig over Johns pik med sin mund.



Men så var der den gode doktors latter igen – så meget latter, så megen forpulet glæde i ham nu – og han begyndte at sige noget, så igen rakte Sherlock op, lod sin hånd glide over sin elskers mund, nippede så i huden af sine egne knoer, pressede et mærkende kys mod sit eget kød.



Igen kyssede John tilbage, gned sine hofter op imod Sherlocks hofter, stønnede imod sin elskers hånd.



Tid, tid, tid. Det var på tide.



Sherlock bevægede sig ned af Johns krop, tog hans pik i sin mund hurtigt, sugede hårdt, indtil John begyndte at støde hurtigt.



De gjorde det næsten aldrig på denne måde, hurtigt og sjusket, uden så meget forspil eller drilleri, så John var allerede mere end klar, hvilket var godt, bare storartet, perfekt.



Sherlock bevægede sig op igen, indtog den hævdvundne position, foregav at en smule af sit eget spyt var på Johns pik var nok glidecreme, men det var det langt fra. Da John pressede op og ind i ham, blev Sherlocks krop hård og kold smerte vaskede ind over ham, en smerte som var den fuldstændige modsætning til nydelse, men den fuldstændige definition for bodsøvelser.



Igen, tænker han, han har behov for at det gør ondt igen, han har brug for at gøre bod igen.



Så Sherlock smækker sin hånd lavt ned over Johns talje, holder den anden mand tæt og stille og under skjul af endnu et kys, løftede han sine knæ lige nok til at John kom ud og så skubbede han sin tunge ind i Johns mund og rullede rundt, indtil han var nede og John ovenpå.



Igen, tænkte han, grå øjne blevet mørke som et stormvejr, og åbnede sine ben på vid gab, trækkende John imod sig.



Nogle gange kan Sherlock lide smerte, det ved John. Små smerter – afskrabninger, bid – eller større smerte – ridepisken svunget hårdt – så han tænker ikke en gang over, hvad der er ved at ske, men det vil han gøre senere og senere vil han føle sig så skidt tilpas, som Sherlock føler sig lige nu.



Men lige nu? Lige nu tog John imod invitationen og skubbede ind i Sherlock på samme tid som Sherlock trak, smadrede hårdt ind i ham, og manglen på glidecreme betød at friktionen var udenfor-kortlægningsområdet godt for John, men for Sherlock? Han tærskede om sig under sin elsker, øjnene lukket tæt og kradsede sig på sin mave og sit bryst, stødte sine hofter op for at møde hvert eneste af Johns stød og stønnede, gode Gud, han stønnede og det var det, John kom hårdt og hensynsløst, næsten lige så larmende som sin elsker.



Det var begyndt så hurtigt og det var så hurtigt overstået, at længere end det havde taget at have sex, lå John på top af Sherlock, desorienteret, hjertet slog hårdt, munden kyssede dovent et vredt rødt kradse mærke, og så endelig, efter flere minutter og et dusin kys, sagde John, ”Tak. Og tak. Og også.. tak.”



Sherlock svarede ikke og først troede John, at han var halvvågen, så vidste doktoren, at det var han ikke, fordi pludselig var der fuldstændig stille i værelset.



Fuldstændig stille.



Sherlock åndede ikke. Sherlock, så det ud til, holdt vejret.



Med et pludseligt hårdt snublende hjerte, sluttede John sig til ham.



I rummet af ti hjerteslag, var der ingen, der bevægede sig, ingen, der talte, og ingen, der gav udtryk for deres voksende spænding ved simpelthen ikke at trække vejret.



Så spurgte John, fordi John er, var og vil altid være den mest modige: ”Det... det var ikke dig, der sagde ja, var det?”



Igen holdt John vejret. Hvis Sherlock foregav også bare for et øjeblik, at han ikke forstod spørgsmålet, at han spillede en ordleg, eller med vilje var langsom i optrækket, var John meget sikker på, at han ville rejse sig og gå ud af 221Bs dør aldeles forpulet nøgen.



Men selvom Sherlock nogle gange er en messing-belagt idiot, er han ikke dum. Han trak ikke sit Sherlock-stykke, ikke her, ikke nu, ikke med denne mand. I stedet sagde han sagte fire ord, som både lød som en undskyldning og en tilståelse, ”John... jeg kan ikke.”



John Watson ventede tålmodigt, fordi det er, hvad John Watsons gør – de er tålmodige med børn og syge mennesker og messing-belagte idioter, men lige meget hvor lang tid han var stille og blev ved med at være tavs, var der ikke flere ord fra manden under ham, ikke flere forbandede ord.



Sherlock kunne føle, hvordan Johns muskler blev hårde, føle den mindste rysten af en krop i spænding, og han vidste, at han burde sige noget, et eller andet, men pludselig er det for to år siden, det er natten før de for første gang elsker med hinanden, og alt, hvad Sherlock kan tænke på nu, er det samme som dengang: Hvorfor? Hvorfor skulle der være nogen, der ville have denne krop, denne hjerne? Hvem havde dog brug for det, han kunne tilbyde?



Lad os tage et par øjeblikke, for at gense de få ting, som Sherlock husker at have tilbudt sin elsker gennem årene:



* Sherlock havde forsøgt at lave morgenmad på sengen for John engang. Han havde brændt toastbrødet, ikke kogt tevandet, og glemt, at John ikke kan lide blødkogte æg. John havde selvfølgelig ikke sagt andet end ”Det er vidunderligt, mange tak.”



* Sherlock købte en fødselsdagsgave til John året før sidste år, noget som han faktisk vidste, at John ønskede sig – men Sherlock havde misset Johns fødselsdag med fire måneder. Selvfølgelig elskede Johns sin gave.



* Sherlock har, for et eller andet forbandet eksperiments skyld, utilsigtet ødelagt Johns yndlings tekrus, Johns yndlings halstørklæde, Johns eneste billede af sin far i uniform, Johns anden yndlings sweater, Johns aftensmad oftere end det kan tælles, og det halve af Johns fred i sindet. John har brokket sig over hver evig eneste en af disse, og har så senere undskyldt med kys.



Så igen, hvorfor, hvorfor for alt i verden skulle denne mand ville have ham?



"Hvorfor?"



Sherlocks grå øjne var et helt andet sted, så ting, som John ikke kunne se og derfor ikke kunne tilbagevise. ”Hvorfor?” spurgte doktoren igen. ”Hvorfor, Sherlock?”



Intet svar selvfølgelig, fordi når han har mest brug for ord, så er det, at Sherlock ikke har nogen. Men tro ikke, at John efter to år ikke har lært en måde, at snyde dem ud af ham.



"Er det mig?"



Sherlocks øjne fokuserede hurtigt og han rynkede panden ad doktoren, forarget, som om det ikke var tilladt John at hentyde noget sådant om John. ”Nej, nej, ikke dig, nej.”



Bliv ved med at skubbe på og Sherlock vil blive ved med at svare. ”Fordi hvis der er noget galt med mig, så kan jeg –”



Sherlock skubbede John ovenpå sengen, løftede sig på sine knæ, ophidset, nøgen, gestikulerende. ”Nej, John, det er ikke dig det er ikke dig hvordan kan det være dig? Du er perfekt. Du. Er. Perfekt. Selvfølgelig er du det.” Sherlocks hage og vildt flagrende hænder faldt, som om strenge var blevet klippet over, og han mumlede, ”Så, hvordan for alt i verden ville en som dig gifte sig med en som mig?”



Nu var det Johns tur til at være forarget. ”En som dig? Forklar lige den lille bon mot, hvis du vil være så venlig. Hvad eller hvem er en som dig?”



For meget, det var for meget, og John kunne se det i Sherlocks øjne, at han var ved at lukke ned, trække sig væk, så det var på tide, at bruge et nyt trick, og den gode doktor havde så mange af dem.



”Pyt, jeg skal op, jeg kan ikke hold t-”



Sherlock kastede sig i ordets sandeste forstand ned på sengen, en lang arm og et langt ben faldt hårdt henover John. ”Nej nej nej nej nej nej, gå ikke, gå ikke.”



Sherlock gravede sit ansigt ned i doktorens nakke, trak vejret, åndede ud, ventede til hans hjerte stoppede med at hamre afsted, men det ville ikke ske lige med det samme, så han begyndte at rable mod sin elskers varme hud.



”Jeg kan kun gøre én ting, John, kun én: Se. Det er alt, hvad jeg har, det er mine håndfuld kneb. Hvis jeg blev blind i morgen, ville jeg ikke være andet end en tynd mand med et underligt ansigt, som har en virkelig dårlig vane med at sige trælse ting til fremmede.”



Sherlock pressede sin næse hårdere ind mod Johns hud, trak vejret dybt endnu en gang, og kæmpede videre. ”Jeg er en idiot og jeg ved, at jeg er en idiot, og gode Gud, det faktum, at du bliver ved med at bo her, forbløffer mig hver anden dag af mit liv. De andre dage, der sidder jeg bare og stirrer på dig og kan ikke tro, at du har lyst til at være her, at du har valgt mig.”



Som han rablede videre blev det klart, at Sherlock nærmest ikke talte til John længere, han talte med sig selv, talte sig selv ud af det, han vidste, at han aldrig ville kunne have – sandsynligvis ikke fortjente: Normal, bare... normal.



”Du kan ikke vælge mig, fordi jeg ikke vil lade dig gøre det. Der er ikke nok her til et helt liv fra John. Der er ikke nok mig.”



Åh, forbandede kneb. John var færdig med tricks. Nu var han bare pisse forpulet sur.



Han skubbede Sherlock væk (blidt, fordi selv med et lille raserianfald var John høflig, pokker tage ham), satte sig op i sengen og skulede ned på sin elsker.



”Hvis du har en eller anden forestilling om, at det slutter her, så er du gal på den. Du slipper ikke så let. Du kan ikke bestemme for to og du giver ikke op eller løber væk eller fortæller mig, at det er overstået mellem os, har du forstået?”



Sherlock begyndte at tælle. Selvfølgelig gjorde han det.



John lod ham.



fem, seks



En lille, en skrøbelig stemme. ”Okay, John.”



Og John trak vejret igen efter han ikke havde lagt mærke til, at han havde holdt det. Langsom og rystende. ”Godt. Det er godt. Det er ... godt. Tak.”



I de næste par timer var der to øer i lejligheden adskilt af et hav af tavshed.



Så, som det altid vil ske, forsvandt tidevandet og Sherlock fandt John i køkkenet og han fortalte. Fortalte og fortalt om eksperimenter, han var midt i, og eksperimenter, han havde tænkt sig at foretage. Han fulgte John ind i stuen og snakkede om sager, som han havde før de mødtes og om sager, han havde ønsket, han havde haft. Så krøllede han sig sammen mod John i Johns seng og hans tale var om steder, de burde besøge, ting, de burde gøre, og hvad blev det efter et stykke tid? Så blev det til et over-stort mørkt-håret barn, endelig udtømt faldende i en dyb og drømmeløs søvn.



Timer senere i den mørke og stille lejlighed lå John Watson på sofaen, med kraniet – det er så mig! – siddende på hans bryst og omgivet af to varme hænder.



”- og hvad gør jeg så nu?”



Min lille soldat havde givet mig den korte version og den lange. Sikke en historie. Jeg sværger, nogle gange skal jeg holde mig tilbage for ikke at jagte Sherlock rundt i manegen. Faktisk – nej, pyt, videre i teksten. John spurgte om noget og han har brug for et svar.




Altså, John, du kun-



”Jeg mener, hvordan får du en mand til at tro på sit eget værd, for pokker?”




Altså, helt ærligt, så kan du ik-



”Jeg kan pudse næser og sætte knogler sammen, men selv efter al denne tid, kan jeg fortælle dig det her: jeg kan ikke regne ud, hvad der foregå inde i det vanvittige hoved.”



Jeg ventede.



”Jeg er færdig nu.”




Okay så, altså-



”Jeg mener, han er den modigste mand, jeg kender, ikke? Hvis du havde været med derude, hvis du havde set ham. Han kan nærmest flyve og er frygtløs.”



Jeg ventede.



”Og så er han stadig så forbandet skrøbelig, så sårbar.”



Jeg ventede lidt mere.



”Jeg er færdig nu.”



Og ventede.



”Jeg mener, du kan slå manden med et bly rør og han bliver stående.”



Venter stadig.



”Og så kan du spørge ham, om han vil gifte sig med dig, og han falder sammen som en kludedukke.”



John strøg henover mit hoved igen og igen med disse varme hænder.



”Okay, nu er jeg virkelig færdig.”




John, jeg er ikke sik-



”Jeg nødt til at vise ham, at han betyder noget for mig.”



Jeg sagde ingenting.



”Jeg har brug for, at han ved, at han er mere end bare den hjerne. Denne forbløffende, dumme hjerne.”



Stadig ingenting.



”At han er et dusin andre ting.”




Hundreder.



”Hundreder af andre ting.”




Tusinder.



”Tusindvis! At han bekymrer sig, når han vil det, sjov, når han prøver, at han er vis og ikke bare klog, god, ikke bare storartet, at han sin egen værste fjende, at han er-”



Sherlock.



”Ja, åh ja. Han er Sherlock. Han er altid og for evigt Sherlock. Og det er alt, som han nogensinde vil være.”



John sukkede dybt og det var ligesom at være i høj sø i et øjeblik.



”Men hvordan? Hvordan kan du overbevise Sherlock Holmes, at han skal gifte sig med dig? Hvordan kan du vise ham, hvorfor han skal gøre det?”



Og det var her, at John stoppede. Stoppede alting. Stoppede med at kæle for mig. Stoppede med at tale. Stoppede med at tænke. Bare stoppede, endelig, så forbandet træt til at gøre mere.



Husker du for et stykke tid siden, da jeg bad dig om at lytte? Og du sagde ja? Husker du det?



Godt, fantastisk, fordi nu, hvor du har lyttet, nu hvor du forstå, hvad der er på spil, vel, nu har jeg brug for din hjælp, jeg har brug for dine idéer, din visdom. Jeg har virkelig brug for at vide, hvad du ville gøre i Johns sted.



Hvad ville du gøre nu? Vær så venlig at fortælle mig, hvad du ville gøre?





Forrige kapitel                 Næste kapitel
From:
Anonymous( )Anonymous This account has disabled anonymous posting.
OpenID( )OpenID You can comment on this post while signed in with an account from many other sites, once you have confirmed your email address. Sign in using OpenID.
User
Account name:
Password:
If you don't have an account you can create one now.
Subject:
HTML doesn't work in the subject.

Message:

 
Notice: This account is set to log the IP addresses of everyone who comments.
Links will be displayed as unclickable URLs to help prevent spam.

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Sep. 20th, 2017 04:18 pm
Powered by Dreamwidth Studios