themuller: (keep calm translate)
[personal profile] themuller

Stor tak til [livejournal.com profile] atlinmerrick for at lade mig oversætte hendes "Skullduggery".

For to personer, som svømmer med emotionelle hajer, var John og Sherlock godt nok i gang med en masse fanden-gale-mig knepperi.



Der var knapt gået fjorten timer siden min lille soldat havde spurgt problembarnet om at gifte sig med ham, og de havde allerede gjort det tre gange. De var midt i nummer fire og jeg må tilstå, at udførelsen var en anelse nu.

Du har set Sherlock. Hans elegance og ynde, ikke? Undtagen lige nu var han sunket sammen i en benløs bunke på sofaen, som en nøgen, pjaltet dranker, hofterne hang over siden med benene spredt langt ud, John knælede mellem disse lår, mens han dunkede ind i Sherlock og nærmest knurrede.

De havde været i gang på denne måde for nærmest de sidste hundrede år – okay, måske ti minutter – og helt ærlig jeg var (enormt tændt) forvirret. Var det her gøre-det-godt-igen sex? Lettelse-over-stadig-at-være-sammen sex? Var det?

”John!” Sherlock kastede begge arme over sit hoved, gravede sine fingre ned i sofapuderne og bøjede sin ryg som en bue.

Den omtalte mand svarede ikke, puttede bare hagen ind mod brystet og dunkede en smule hårdere, mens Sherlock slog om sig – ”J-J-J,” – arme og ben rystede – ”oooooo”-ordet en smøre af forvrænget lyd – ”hhhhnnnnnnnnnn.”

Med en samstemmende snerren af behov og frustration rakte begge ud efter Sherlocks pik på samme tid, den ene mands hånd knyttende omkring den andens, og det tog bare tre sjuskede og grove ryk, før Sherlock kom med et dybt støn.

John blev langsommere, men standsede ikke sin bevægelse, før Sherlocks krop begyndte at slappe af. Da geni drengen åndede ensartet igen, trak den gode doktor sig ud, satte sig på sine hæle og... så hjælpe mig, lukkede bare ned, som en automat uden strøm.

Det var stille i nærmest for altid. Jeg kunne ikke høre dem ånde, hvilket fik mig til at flippe ud, fordi det at trække vejret – at trække vejret er kun kedsommeligt, når du faktisk kan trække vejret. For en som mig er det, at trække vejret... det er den sødeste musik, der findes.

Langt om længe satte Sherlock sig op og jeg troede, at han ville sige noget, jeg troede ... i bakspejlet ved jeg ikke, hvad jeg troede. Hvad der skete var, at Sherlock så på Johns ansigt, så på erektionen mellem hans ben, tilbage i hans ansigt og så hjælp mig, han sagde ingenting og han gjorde ingenting. Og så, efter alt for lang tid, lod han langsomt, blidt fingerspidserne af sin ene hånd glide ned ad Johns kind, rejste sig op og gik sin vej.

Okay. Jeg... jeg kan ikke engang. Jeg gør ikke – nej, helt alvorligt. Hvad var det? Hvad var det? Kan du forklare det for mig? Bruge små ord? Jeg har været terapeut i næsten tyve år, jeg burde vide, hvordan en kasse vanvid ser ud, men det her fatter jeg ikke. Hvad er de i gang med? Fordi det er helt klart dem begge, der gør det her.

Man hvad er det? Gensidig flagellation? Jeg ville forvente det af Sherlock, men af min lille BAMF soldat? Aldrig. Hvad jeg virkelig har brug for, altså, for pokker da -

John.

Han var stadig på sine knæ, med ryggen mod mig, hage mod bryst og stirrede på ingenting.

JOHN.

Værelset var ikke koldt, faktisk var der en smule varme på for en gangs skyld, men jeg kunne se, at min lille soldat rystede.

John. John. John.

Jeg havde lyst til at råbe. Jeg havde lyst til at løbe rundt på stedet og bide i nogle ankler. Jeg havde lyst til at brøle ud til alle på almindeligt engelsk, Hvad fanden har I gang i?

Joh—

Så endelig bevægede min BAMF dreng sig. Han løftede sit hoved, vendte sig, så i den retning, Sherlock var gået. Og i et stykke tid var det alt, hvad han gjorde. Så i en langsom og næsten smertefuld grad trak han sig selv op på sofaen, sank sammen i en position, som lignende Sherlocks og stirrede på mig.

Jeg stirrede så hårdt tilbage på ham, at hans brystvorter burde være brændt, men han så mig ikke.

Jeg så ham. Hver eneste centimeter.

Se her, jeg bliver ikke tændt på det her anden hånds noget (løgner løgner løgner), men jeg elsker virkelig at se på mine drenge og lige nu under disse omstændigheder, hvordan kunne jeg lade være?

Uanset hvad John siger, så er han lille. Fem fod syv (jeg skal stadig tænke mig om i forbindelse med omregningen... æhm, et hundrede syv og tres centimeter og lidt) er ikke fadbamse-størrelse, men det er diminutivt, og hvis du ikke tror, at det kan gøre en mand sexy, så er du tydeligvis ikke en heteroseksuel kvinde. Æhm, altså, en død heteroseksuel kvinde. En død heteroseksuel kvindes, æhm, kranie.

Under alle omstændigheder. Videre i teksten.

Sammensunken på stedet, kroppen rød og svedende, musklerne svulmet over anstrengelsen, sandfarvet hår pjusket, som om han lige var kravlet ud af sengen ... se, der er ikke meget at lave her rundt omkring, og jeg får min oplevelser, hvor jeg kan og lige nu stirrer jeg meget hårdt og jeg fik virkelig set noget for øjet og langt om længe jeg faktisk, hvad det var, jeg så på.

Den rasende ståpik, som ikke kom nogen vegne? Denne fuldstændig fine erektion, der kunne have vundet priser, hvis der ville være, du ved, priser for stådrenge? Det stykke stolt og ensomt kød svarede i det mindste på et af mine spørgsmål, og det var dette:

Hvorfor gik Sherlock, før du kom, John? Han er en selvisk skid på mange måder, men han har aldrig gjort det her før.

Og svaret var? Sherlock havde intet med det at gøre, det her var Johns værk. Det var ene og alene John.

Se her, John og Sherlock? De er begge to ødelagte og tro ikke, at de ikke er det, men jeg har bare altid troet, at de var forskruet på helt forskellige måder. Nu har den langsommelige realisation slået til – de er smadret på samme måde, hælder i den præcis samme retning. Og den retning, min ven, er martyrdom.

Sherlock er ikke godt nok for John, siger han, bla bla bla. John er så gylden, at han vil ofre sig selv for Sherlock et cetera et cetera. Gammel gammel gammel gammel aaaaaammel.

Sanseløs selv opofrelse, så du kan sige ’jeg prøvede’? Dovne skid. Pokker tag dig.

Åh grød. Sagde jeg det lige højt?

Johns fjerne blik fokuserede hurtigt og disse dybe blå øjne blussede op mod mig.

”Undskyld?”

Jeg fnøs. Fnøs. Nu, hvor jeg var begyndt, så var jeg faktisk sur. Rasende på min lille modige soldat. En klar første gang.

Du hørte mig.

John rynkede panden og på trods af sig selv, stod han op, ubevidst rakte han ud efter den sweater, jeg elsker mest, den lange brune, som får ham til at se endnu mindre ud end han er. Ved han hvad disse sweatere siger om ham? Er han egentlig klar over -

Nej, stop det, Rory. Stop. Okay. Stopper. Er stoppet.

Han puttede den bløde ting på, men ikke før jeg bemærkede, at han endelig var blevet slap igen. Tak for det. Jeg havde ikke brug for, at han hviskede mig i øret, velvidende at det var dernede.

Hvorom alting er, så var jeg ved at give ham min mening om tingene, lad være med at tro, at jeg -

”Hvad pokker betyder det for dig?”

Oh. Javel. Halløj gnavpot.

”Jeg kan ikke huske, at jeg har spurgt dig om din mening.”

Du godeste, en eller anden er meget –

”Jeg ved, hvad jeg gør.”

Ah, så kører vi.                   

”Jeg ved præcis, hvad jeg gør.”

Fint. Jeg er med på legen.

Og hvad er det?

Johns pande er rynket. Johns øjne blusser. Senerne i Johns nakke stod en smule ud ligesom små rank ryggede soldater.

Javel. Storartet plan, John.

Den gode doktor vendte hovedet, så ud af vinduet, mens hans kæbe arbejdede.

At kneppe situationen ind i underkastelse er en meget god idé.

”Det er ikke underkastelse, for fanden!”

Sikkert, okay, nu bliver mit lille løvehjerte  BAMF.

Hvad er det så?

Gode Gud, jeg kunne høre tændernes gnidsel over en meter væk.

John. Det er ikke hans underkastelse, jeg taler om.

Gnidslen standsede og igen var panderynken og det blussende blik rettet mod mig.

”Hvad?”

At vise ham, hvor meget han betyder for dig, ved at gøre dig til mindre end du er? Ved at give ham, hvad du tror han ønsker sig? Ved at bære rundt på et umoderne ’Spark mig’ skilt? Hvor fik du dog denne bemærkelsesværdige dårlige idé fra, kære skat?

Jernet i Johns rygrad blev rustent og han sank sammen, panden presset mod kaminhylden. ”Åh Gud.”

Arme. Bare... arme. Giv mig to og jeg ville hoppe rundt af glæde. Giv mig én og jeg kunne -

”Hvad er det, jeg gør? Hvad har jeg gjort?

Du svømmer med hajer, kærelil – trælse emotionelle hajer – og du gik i panik.

Han sagde ingenting.

Det er okay. Det er fint. Vi er ikke færdige endnu. Vi er ikke engang tæt på.

”Jeg troede, at hvis jeg bare... hvis jeg viste ham.... Jesus, hvad? Var det fysisk hengivenhed? Ikke virkelig. At han er uimodståeligt... Gud, det lyder latterligt i det sekund, det bliver sagt af mig. Jeg har ingen idé om, hvad jeg er i gang med. Ingen.”

Du og seks billioner mennesker, kærelil.

John stod op, hans ryg en smule mere rank.

”Du har ret. Ja.”

Hvad er det, du prøver at sige? Fremlæg det for mig med ti ord eller mindre, lige nu. Nu, John. Hvad? Hvad?

Mens jeg var i live brugte jeg dette kneb i min praksis hele tiden. Lad være med at give dem tid til at tænke, får dem til at skubbe det ud, hårdt og hurtigt.

”At jeg har brug for ham. At, åh Gud, at jeg ikke er perfekt. At han tænker for meget over tingene. At det er fint, hvis det er en fejl at blive gift. Ingen kommer til at dø. At det kan gøres om. At det er dumt, ikke engang at prøve.”

John blev højere. Lige som jern, lige så smukt.

”Javel.” Han så på køkkenuret. ”Javel,” mumlede han igen. Han strøg henover mit hoved flere gange, smilede, ventede på at jeg skulle sige noget.

Det er et andet trick, jeg har lært. Når de har talt dem selv godt i gang, så stop. Bare stop.

Stadig smilende, kyssede John toppen af mit hoved, så tog han afsted med en vis fart, ikke helt for sent på arbejde.

En time senere var lejligheden tom, de var begge gået ud. En time efter det, kom Mrs. Hudson og tog mig (som jeg nævnte før: pokkers pokkers pokkers), og nu sidder jeg her på hendes kaminhylde, mens hun er ude for at åbne døren, og hjælp mig, hvis det ikke er John eller Sherlock eller fløjlsagtige enhjørninger med regnbuemanker, som kommer for at redde mig fra et nervøst sammenbrud.




Forrige kapitel                      Næste kapitel

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Jul. 26th, 2017 12:44 am
Powered by Dreamwidth Studios