themuller: (keep calm translate)
[personal profile] themuller

Tak til [livejournal.com profile] atlinmerrick for at lade mig oversætte hendes "Skullduggery".

Alle har en historie, Sherlock.

Sådan begyndte John på brevet. Forklaringsbrevet. Brevet, der lød som et farvel. Brevet, som skulle ændre alting.



*

Men før alt det her, var der flere knald, og det var ikke mine drenge, der var i gang på sofaen igen.

Som jeg måske har nævnt, åh sådan for tusind år siden, er jeg for tiden i Mrs. Hudsons lejlighed, trippende på hendes kaminhylde.

Hun stjæler mig en gang imellem for at give geni drengen noget at lave, når han keder sig eller er frygtindgydende, og det er virkelig meget sødt af hende, men ingen spørger mig, om det er et godt tidspunkt, gør de? Nej, de gør ej. Jeg ville virkelig ønske, at nogle gang, bare nogle gan – hvorom alting er, nej, der er fint. Det er fint. Videre i teksten. (Selvom jeg sværger, Beth, min kære Elizabeth, alias Ella-Bell – hun må være forudseende, fordi hun altid stjæler mig på det perfekte tidspunkt for at distrahere det lange flotte skår, jeg bor sammen med og når – åh Gud, hun gå langt om længe til døren.)

”Er han her?” gøede Sherlock, marcherende ind i lejligheden uden at se Lizzie i øjnene.

Før John, var Liz den eneste person, som jeg har set blive behandlet kærligt at Sherlock, uden overlæg eller falskhed. Nu fløj han forbi hende, som om hun var en fremmede og da hun begyndte at svare, skubbede han sin hånd frem og hissede, ”Sh!”

Han lyttede. Som om John var en hvalp, som hun gemte på? Som om han kunne høre vores lille kriger ånde i baglokalet? Jeg ved det ikke. Som jeg sagde, i mine år som terapeut har jeg ofte set, hvordan en kasse vanvid så ud, men hvad John og Sherlock for tiden havde involveret sig i, var en smule ny for mig.

“Sherlo—“

Han gik rundt om hende, ”Jeg sagde shhhh!”

I det mindste bibeholdt han en vis sømmelighed. Hvis Sherlock havde sagt til hende, at hun skulle klappe i, tror jeg, at Ella-Bell ville have givet ham en på lampen. Og jeg ved, at han ved det.

Han bøjede sit hoved, lyttede igen, men det eneste han hørte, var Ella, som stille men ikke blidt sagde: ”Han er her ikke.”

Du behøvede ikke øjne for at se, at hele Sherlocks krop blev hård i et par sekunder. Derefter så han ud til at blive benløs og i et kort øjeblik troede jeg, at han ville fal – og så faldt han. Benene foldede ind under ham, Sherlock flød ud på gulvet foran Ellas fødder.

Arme Lizzie har en dårlig hofte, det ved du, men min kære BAMF pige bed tænderne sammen og satte sig ned på gulvet ved problembarn alligevel – empatisk, forudseende, synsk? Jeg ved ikke, jeg bare, at Liz ved, at hun altid ved, hvad hun gør med drengene – og lagde sine fingerspidser over Sherlocks fingerspidser og spurgte, ”Hvad er der sket?”

Da de først mødtes, fortalte geni drengen til John, at han ikke talte i dagevis. Bah! Ren illusion. Sherlock kan holde sin mund, men kun, når der ikke er nogen, der lytter (du har det fra mig, jeg ved det; siden han opdagede mig, har han aldrig igen holdt sin mund), men spørg ham om noget, hav en mening, Gud forbyde det, sig noget dumt, og det, at få ham til at holde mund bliver et problem.

Så Sherlock gravede et stort, tykt brev ud af sin lomme, åbnede sin mund, og i de næste to timer talte han, de.

*

Alle har en historie, skrev John.

Det ved du. Selvfølgelig ved du det. Fra en kvinde med en ring, som kun er poleret på indersiden, til en mand, som opbevarede hvert lille stykke papir, hvorpå hans døde elsker nogensinde havde skrevet noget, hver eneste person har en historie – tusindvis af historier – der venter på at blive fortalt. Selv dem, der ser ud til at være perfekte.

Perfekt. Ja, jeg er stadig forbløffet over den. Du kaldte mig perfekt. Mig? Gode Gud, det får mig til at grine. Det gjorde det ikke, da du sagde det, nej, men det gør det nu, fordi for sådan en klog mand, sådan en strålende mand, ved du nogen gange så lidt.

Fordi her er sagen, jeg er langt fra perfekt. Hvis jeg ville være perfekt, ville jeg ikke have lyst til at såre dig. Jeg ville ønske at få dig til at græde. Men jeg ønsker disse ting så meget, at det gør ondt... og får mig til at græde. Af alle de forbløffende ting, du er, er det her den eneste del af dig, som jeg ikke kan tolerere: Den del, som ikke lytter til mig, uanset hvor højt jeg råber.

Hvorfor er vi her? Lige her, lige nu? Fordi jeg har spurgt dig, om du vil gifte dig med mig. Og du har sagt nej. Men for med den mest idiotiske begrundelse i verden: Fordi du tror, at jeg har brug for beskyttelse. Fra... dig. Fra dig. Åh Sherlock. Jeg har set værre ting, end du overhovedet kan forestille dig – og jeg ved, at du kan forestille dig frygtelige ting, jeg kan se det, når du ser på en død kvindes sønderrevne kød, en mands smadrede kranie. Så, forestil dig det her, min elskede: Jeg har også set megen terror, jeg har været terror. Jeg er så meget langt fra at være perfekt. Gode Gud, jeg er mere smadret, end du ved af.

Selv med alt dit drilleri, at være din blokker har haft en god bivirkning: Det er nemmere at skrive ting ned end det plejede at være. Så, hvis du har lidt tid, min elskede, så lad mig fortælle dig om en uperfekt mand, som vi begge kender.

Fordi alle har en historie, Sherlock. Så lad mig fortælle nogle få af mine til dig.

*

Sherlock standsede med læsningen og så på Ella, som så ordløst på ham. Jeg ved, at alle tænker, at Sherlock kan læse tanker, men det han faktisk gør er meget simpelt, han ser bare. Ser på dit ansigt, i dine øjne.

”Det er ikke det samme som farvel,” sagde Ella, fordi der var kun én ting, hun så, da hun kiggede i Sherlocks storm-skyede øjne: sorg. ”Lad være med at læse mellem linjerne, Sherlock, lad være med det. Læs det, der faktisk står på linjerne.”

Sikke en bleg, flot hud han har, mit flotte skår, ved du det? Så hvorfor så det så forslået, såret ud?

Lizzie ventede på, at han skulle fortsætte, men første, anden, tredje gang han prøvede at løfte brevet fra sit skød uden held, fordi han var så svag som en killing, systemerne var lukket ned, han var ved at give op.

”Har du læst brevet, Sherlock? Hele brevet?”

Hun spurgte ham fire gange, men det eneste, der satte ham i gang igen var, at hun rørte ved brevet i hans skød. Han holdt instinktivt fast i det, øjnene blussede kort op. Så åbnedes to forkrampede hænder, begge holdt om ingenting efter at brevet var borte.

Og Lizzie begyndte at læse.

*

Historien om den Gode Onde Dreng

Jeg var et godt barn, for det meste. Jeg smiler lige nu, fordi jeg kan næsten se dig nikke til det. Selvfølgelig var John god, selvfølgelig var han det. Alligevel, børn er børn og nogle gange måtte min mor give mig og Harry en omgang, når vi havde gjort noget forkert. Men jeg hadede det, hadede det, når hun blev nødt til at slå mig. Så mens Harry løb amok, var jeg altid den meget søde dreng. Gjorde mine pligter, mine lektier, var høflig.

Så en sommer var jeg pludselig blevet ældre.

Jeg kan ikke huske, om jeg var femten eller seksten, jeg kan bare huske, at jeg stod udenfor en lokal mad & vin butik, og ventede på, at min bedste ven kom ud. Da han gjorde det, spolede alting hurtigt frem: han skubbede en flaske vin i min hånd, butiksejeren råbte, og bam Marty løb.

Det krævede ikke nogen form for deduktion at forstå, at Marty havde stjålet vinen – den vin, jeg holdt – og at jeg måske hellere skulle løbe.

Så det gjorde jeg.

Og for flere lange år stoppede jeg ikke igen. Fordi hvis der var noget, jeg lærte den dag, Sherlock: jeg elskede følelsen af, at jeg lige netop var undsluppet noget. Jeg elskede fornemmelsen af, at jeg lige præcis havde klaret det på et hængende hår. Jeg kunne ikke få nok af det.

Så jeg begyndte at stjæle: Spiritus, cigaretter, magasiner, alting. Ikke fordi jeg ønskede nogle af disse ting (de fleste af dem sneg jeg tilbage på hylderne igen senere, åndsvagt nok) men fordi jeg var hunderæd for at blive fanget, og det? Den angst, det adrenalin, var hver evig eneste syge minut værd, ja, jeg var faktisk syg af angst halvdelen af tiden, kastede op før og efter.

Det standsede mig dog aldrig. Heller ikke at blive fanget (to gange, men begge gange kunne jeg løbe fra butiksejeren). Jeg tror, at jeg var næsten nitten, før jeg stoppede med at stjæle. Men det var fordi jeg fandt ud af, at der var en bedre måde, at får det sus, jeg elskede.

Det begyndte, da jeg så nogen dø.

*

Lizzie standsede med at læse, så op på Sherlock, som så på hende som et barn, der fik læse en forfærdelig god nat historie.

Hun rystede på hovedet, igen og igen, som for at sige, ”Nej, du forstår det ikke endnu, gør du?”

Og det gjorde han ikke, fordi Sherlock lyttede stadig væk ikke. Han var ved at gå i panik og læste mellem linjerne og prøvede at finde bagtankerne og hvad var Johns pointe? Hans pointe unddrog sig helt og aldeles mit problem barns kloge, simple, dumme hjerne.

”Skal jeg stoppe?”

Sherlock så på hende, som om det havde været den værste del af historien indtil nu. Han rystede på sit hoved, og selv da Liz begyndte at læse igen, holdt han ikke op. I lang tid holdt han ikke op.




Forrige kapitel                                   Næste kapitel

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Sep. 20th, 2017 04:29 pm
Powered by Dreamwidth Studios