themuller: (keep calm translate)
[personal profile] themuller

Stor tak til [livejournal.com profile] atlinmerrick for at lade mig oversætte hendes "Skullduggery".

Det er svært at bande uden en mund.

Vel, det er løgn. Jeg kan kraftedme bande med de bedste af dem. Hvad jeg rent faktisk mener er klart nok, at det hele er ved at drive mig i druk. Altså, jeg siger druk, men det jeg -



Ligegyldigt. Hvad jeg vil er, at Lizzie brænder det brev – det brev, som John skrev, det brev, som prøver at komme med en god pointe, men som i stedet gør Sherlock dum og dyster og for tænkende i sin tanke palads og helt ærligt, hvis du vil vide det, sandsynligvis gøre tingene værre end de allerede er.

Men Lizzie brænder ikke brevet. Og hun siger ikke, ”Du forstår idéen, John er ikke perfekt, du er ikke perfekt, men du er konkav på lige præcis de steder, hvor han er konveks, så bliv gift, lav babyer, bekæmp kriminalitet. Slut.”

Nej, Lizzie taler ikke på den måde (ingen taler på denne måde længere, kun mig) og derfor siger hun det ikke og Sherlock hører det ikke, i stedet for læser hun Johns brev for ham, det brev, som jeg også vil lade dig læse, fordi jeg ved, at du vil vide og fint så, fint, fint, hvis ingen gider lytte til mig, før det er alt for sent, så her, her værs’go. Jeg håber, at du er glad nu.

*

Historien om en Medicinmand

Det var måneden før jeg blev nitten. Jeg kan huske det nu. Det er underligt, nogle ting tror du, at du vil huske for altid, du kan ikke forestille dig, at du ikke kan huske, hvor du var eller hvor gammel du var, når, vel, når du bedstefar faldt ned foran dig og hans hjerte standsede.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg vidste, hvad der skulle gøres. Sandsynligvis for meget fjernsyn. Folk falder som fluer på tv – har du nogensinde lagt mærke til det? – og en eller anden går altid i gang med hjertemassage og skriger ”Lev, for fanden, lev!”

Jaeh, vel, virkeligheden er ikke på denne måde, ikke? Det er meget værre. Det er angst, det er panik, sikkerheden, at hvis du ikke gør noget – det rigtige – så slukkes livets ild og du? Du er den ene, der lod det ske.

Jeg prøvede ikke at lade det ske. I hele tusind år (kan du bevise, at det ikke var i så lang tid? Kan du? Så klap i, fordi det var, det var hvert eneste øjeblik) jeg prøvede at hjælpe ham, genoplive ham, give ham min ånde, men ved du hvad? Nogle ild vil bare slukkes. Ideal Watsons ild stoppede sandsynligvis med at brænde i det øjeblik, Livia Hammersley Watsons gjorde, og det tog bare kroppen tolv år mere for endelig at blive til aske.

Den dag, den næste uge, måske endda i en måned, fattede jeg ikke, hvad det, at se ham dø, havde gjort ved mig. Hvad det at prøve at redde hans liv, havde gjort ved mit.

Og hvad den havde gjort var, at tage min svaghed og endelig gøre den til en styrke. Fordi hvilken fordel er der ved at være rolig, når der er kaos? At have en underlig styrke selvom alt omkring dig er ved at bryde sammen? I hverdagslivet har det ingen betydning, det er en forpligtelse, en, som får dig til at stjæle en pose chips og løbe, bare så du kan føle dit hjerte banke og din puls pulsere i din nakke. Nej, det er ikke brugbart i hverdagen, selvfølgelig er det ikke det.

Men hjerte tilfælde er ikke hverdagsting. Nej, normalt har de bare en kunde, ligesom slagtilfælde og biluheld og landminer og fald fra tage. Sådanne sjældne rædsler har brug for sjældne gaver og det er en sjælden gave at være stille i stormens øje, at være fokuseret og vågen og smart og gøre det rigtige, når der rundt omkring dig falder bomber, og på en eller anden måde har jeg altid været i stand til at gøre det, selv når jeg ikke ville, selv når det gjorde ondt.

Så dette er min ordrige måde at sige, at det, at se min bedstefar dø – at prøve at redde ham og fejle, men fejle... vel, fejle succesrigt – var, hvad der hjælp mig med at forstå, hvad det var meningen, jeg skulle gøre med den underlige del af mig, der har brug for angst, for at føle sig helt i live.

Jeg gætter på, at der ikke er nogen pointe i forhold til denne del af historien. Ikke den pointe, jeg prøver at komme til i hvert fald. Måske skulle jeg bare fortælle dig, hvorfor jeg gør det, jeg gør, hvorfor jeg blev læge, hvorfor jeg gik til militæret. Hvorfor jeg er mig.

*

Lizzie stoppede i bare et minut. Bare tids nok til at rejse sig langsomt, hoften stiv, og sætte sig i den komfortable stol bag hende. Sherlock så på hende med store øjne, tålmodigt ventende. Så tålmodig.

*

Historien om Pistolskuds Militær Lægen, den Psykosomatiske Halten og en Tendens til Mareridt

Jeg tror, jeg er ved at være lidt træt af min egen historie nu. Gud, jeg er en vinder, ikke? Det her – detaljerne over hvor uperfekt den perfekte mand er – er ved at blive så forbandet lang, at jeg besluttet at kombinere tingene, så det går lidt hurtigere.

Men helt ærligt, hvad mere skal der siges, som ikke allerede er sagt med den dumme titel for oven?

Mr. Fejlfri blev skudt af en snigskytte, mens han vandrede et sted, hvor han ikke burde være. Han døde i et stykke tid, fordi det er det, uperfekte mennesker gør. Heldigvis havde jeg venner, som elskede mig. Forbløffende ting, venner, især når de ved, hvordan de i sidste ende skulle standse blødningen, og får dit hjerte i gang igen, og simpelthen ikke ville give op, før begge dele var sket.

Så er der selvfølgelig den der lille ting, som du havde lagt mærke til med det samme: den halten, som ikke havde nogen grund til at være dér. Jeg blev skudt i armen for Guds skyld, så hvorfor halter jeg, når jeg er træt eller stresset? Jeg ved det ikke. Psykiateren kunne ikke forklare det. Selv du, Mr. Ved-det-hele, flagrede afværgende med dine hænder i luften. Hvad så, kan jeg høre dig spørge i frustration, den er væk nu, og det er sandt for det meste af tiden, men pointen er, hvorfor var den der i første omgang? Et krigssår. Som jeg fandt på. I mit sind. Perfekt, Sherlock. Såååååå perfekt.

Ligesom mareridtene om ting, jeg aldrig har lavet på steder, jeg aldrig har besøgt. Du ved, at jeg næsten ikke drømmer om krigen, at mine dårlige drømme er om alt andet end virkeligheden, at når jeg vågner skrigende (her er der et ord, som jeg mener er for meget, når jeg læser det; skrige, hvem skriger? Vi råber, de fleste mennesker råber, troede jeg, ingen skriger rent faktisk, men det er løgn, jeg ved det, fordi jeg har vækket mig selv, jeg har vækket dig dusinvis af gange og det er fordi jeg skriger, som om mit hjerte bliver taget fra mig, mens det stadig banker)... Hvorom alting er, hvor var jeg? Rigtigt, mareridt.

Vel, jeg tror, at alt, hvad jeg har at sige om dem, er, at de er dér. Endnu et uperfekt element ved uperfekte mig. Pokkers. Det her tager for lang tid, jeg mister mit fokus. Fint. Jeg vil lige slutte med den vigtigste del, okay?

Din Historie

Det, det er den allerbedste del. Det er den del, hvor jeg virkelig husker alting, fra præcis hvor gammel jeg var (niogtredive år, syv måneder og otte dage), til vejret (ingen regn, overskyet, blæsende), til hvordan jeg følte mig, da jeg første gang så dig (ingen ser sådan ud – jaeh, jeg ikke heller ikke, hvad jeg mente med det, men det var virkelig det første, jeg tænkte, da jeg så dig).

Disse første uger, hvor vi var bofæller, var du noget simpelt og velkendt for mig, Sherlock: du var spænding. Du var et råb, et skud, en bombe, en stjålen flaske vin, du var et regulært fiks for min tilsyneladende uudtømmelige afhængighed.

Lige fra begyndelsen gjorde du livet nervepirrende som bare fanden og virkelig, det var alt, hvad jeg behøvede. Sikkert, du var interessant (jeg kan godt høre det fnys ”Interessant, John, er det alt?”) men på mange måder så jeg slet ikke dig til at begynde med, jeg kunne ikke se forbi sagens ophidselse, gåderne og spørgsmålene, al den summen, jeg (vi) fik fra hver sag.

Så ja, i et stykke tid var du det, der gjorde livet interessant, på en langsom og forbløffende måde gjorde du livet... du gjorde liver værd at leve. Men her er den vigtige del, forklaringen på, hvorfor disse tusindvis af ord eksisterer: Sherlock, du har ikke bare gjort det værd at leve, du gjorde det, at det, bare at leve... var nok. Jeg kan ikke forklare dig, hvormeget fred det bragte mig, hvordan jeg siden jeg var femten, havde følt det som om jeg løb på stedet, at mit hjerte ville stoppe, hvis jeg stoppede og så fandt jeg ud af, at det at stoppe – stoppe lige her, med dig – det var det, der fik mit hjerte i gang.

Og fordi selvom jeg er op til mit bryst i en frysende kold Themse eller bliver taklet ned på asfalten af et eller andet ondt geni, eller lytter til dig, når du bander over at et af dine eksperimenter sætter ild til gardinerne, selv dér er du hver eneste indsats, hver eneste udfordring, hver eneste råb, hver eneste tåre værd. Du, sådan som du er lige nu, fejl og gaver, talenter og tosserier. Jeg ville ikke ændre noget ved dig, intet overhovedet.

Godt så. Næsten nået hele vejen. Men før jeg slutter, lad mig lige fortælle dig et par ting til.

Min halten er ikke væk for den sags skyld. Den kommer nogen gange tilbage, når jeg er meget træt eller meget stresset. Men hvornår var det sidst, du så mig halte? Jaeh, du har ikke. Du har ikke. Men da jeg var til konference i Seville for et stykke tid siden, kan du huske det? Den, hvor jeg sendte flere hundrede sms’ere og ringede til dig midt om natten og savnede dig så meget, at jeg virkelig troede, jeg var ved at forbløde et eller andet sted indeni?

Lad mig fortælle dig en lille ting om den tur, som jeg ikke fortalte dig i alle disse irriterende sms’ere og opringninger. Jeg blev fuld i hotelbaren og jeg blev venner med én den aften. Vi købte for mange drinks til hinanden og strejfede rundt på gaderne i nogle timer for at finde noget interessant og min nye ven? Han kunne ikke huske mit navn i mere end et par minutter ad gangen; så fulde var vi. Ved du, hvad han kaldte mig? Du ved det allerede, jeg ved, at du gør. Han kaldte mig ’humpy’. Ja. Fordi allerede da jeg gik ind i bare, sten ædru klokken fem den eftermiddag, humpede jeg.

Og du ved allerede, at så længe du er sammen med mig, drømmer jeg ikke. Nej, det er ikke rigtig. Jeg har aldrig dårlige drømme. Jeg ved ikke, hvorfor det forbløffer mig, men det gør det. At selv når jeg sover, ved jeg, at du er tilstede, selv når jeg drømmer, føler jeg dig tæt på, og så længe du er hos min side, falder jeg ikke fra hinanden, er jeg ikke fortabt.

Okay. Jeg er træt af at skrive. Måske er du for træt til at læse. Jeg kunne nok have opsummeret dette brev i nogle få ord, men jeg tror, at jeg ikke er så god en forfatter. Du er familiens geni – vi er en familie, du og jeg, selvom du tror, at vi aldrig kan være det, ikke for alvor – så gør mig en tjeneste, opsummer brevet for mig. Vil du gøre det for mig, Sherlock? Lige nu, tag et minut, træk vejret, og opsummer det i dit hoved, hold op med at læse mellem linjerne, stop med at deducere den gemte dagsorden – det er ikke nogen, det lover jeg dig – og fortæl mig i ti simple ord, hvad du tror, jeg prøver at sige her.

Derefter find mig, Sherlock.

Find mig. Og fortæl mig det.




Forrige kapitel                                            Næste kapitel
From:
Anonymous( )Anonymous This account has disabled anonymous posting.
OpenID( )OpenID You can comment on this post while signed in with an account from many other sites, once you have confirmed your email address. Sign in using OpenID.
User
Account name:
Password:
If you don't have an account you can create one now.
Subject:
HTML doesn't work in the subject.

Message:

 
Notice: This account is set to log the IP addresses of everyone who comments.
Links will be displayed as unclickable URLs to help prevent spam.

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Jul. 26th, 2017 12:47 am
Powered by Dreamwidth Studios