themuller: (keep calm translate)
[personal profile] themuller

Stor tak til [livejournal.com profile] atlinmerrick for at lade mig oversætte hendes "Skullduggery".



Du sætter dig med det samme ned igen.”

Uden så meget som at flytte sin en centimeter, klarede Elizabeth Ariadne Westminster Hudson at gøre tre ting på én gang: på-en-måde-nærmest-knurre, skræmme Sherlock ad pommern til og få ham med det samme at synke ned på gulvet foran hendes fødder igen.



Altså,” fortsatte hun, stemmen igen en varm altstemme, ”så er tiden inde til at stoppe læsningen og tænkningen og spjætte rundt, Sherlock. Nu er det tid til at tale.”

Du kunne høre problembarnets tanker, så freaking højlydte var de, modsat og insisterende, men med disse hendes dybsatte øjne holdt hun hans, og holdt dem og på en eller anden måde snappede og stirrede og lænede sig endda frem og udfordrede Sherlock på enhver mulig udfordring, han kunne nævne, men spurgte ham især – Er du modig nok til at åbne din dumme lille mund og diskutere med mig, dreng? Nej? Nej? Godt.

”Så min kære, jeg ved at din allerførste tanke var at smutte ud og lede efter Doktor Watson – ” En ekstrem bad-ass mother fucker i en rynket lille kjole ventede i et kort øjeblik for den dramatiske effekt, så fortsatte hun, ” – men det er ikke det, du kommer til at gøre lige nu. Hvad du gør, er at fortælle mig en smule om, hvad det er, vi lige har læst.”

Det brunøjede blik skar gennem Sherlock som sølvnåle, der satte ham fast. Kun når hun lukkede øjnene et kort øjeblik, var han i stand til at åbne sin mund. Intet kom ud, vel at mærke, men den åbnede.

Ella sukkede og måske er jeg den eneste, der havde forstået at alt dette? Deres dumme, rodede forholdshalløj? Det havde berørt hende meget mere end Sherlock vidste af. Sherlock? Han har virkelig ingen idé om, hvor meget hun bryder sig om ham, om dem.

”Kun et par ord, Sherlock. Fortæl mig, hvad det er, John ville have, at du skulle vide? Hvad er de der få ord, han spurgte efter?”

Sherlocks mund åbnede lidt mere. Så lige mere igen. Med denne hastighed ville jeg kunne passe ind i den mule uden problemer. Men ord? Stadig nada. Ingenting. Zip. Sherlock Holmes, stum. Hurtigt, giv mig en lottokupon, helvede er frossen til, og jeg tror, at jeg lige har set en enhjørning går forbi vinduet.

”Kom så, min kære, du kan gøre det.”

Ikke muligt. Ikke engang muligt for det bette søde pus at åbne gabet yderligere, og alligevel gjorde det det, som om han om et øjeblik ville række ned i det og trække nogle ord ud med sin næve. På dette tidspunkt var jeg lige ved at begynde at hælde svarene ud for ham, da der endelig, endelig, skete noget. Genidrengen gryntede.

"Uh."

Lizzie og jeg så stift på ham, opmuntrende, jeg tror at vi begge fortrak noget.

"Guh."

Godt, der har et helt ekstra bogstav ved dette. Fortsæt, ’Lock, fortsæt.

"Gah, jeg —"

Ingen åndede, ikke engang Sherlock, mens vi ventede på at ordene kom frem. ”Jeg – hv – til – ven – uh.”

Jeg har ingen idé, hvad pokker han prøvede på at sige, og som en eks-(og meget god)-terapeut er det meget pinligt for mig. Men Lizzie vidste det med det samme. Selvfølgelig gjorde hun det. Jeg har fortalt dig om hende, hun fatter det, hun ved det bare. ”Du er bange for, at hvis du ikke flyver ud af døren lige nu og her, vil Doktor Watson gå op i røg, forsvinde som om han aldrig har eksisteret.”

Sherlock så ud som om nogen har stukket ham i røven med en lommekniv, så overrasket var han. Så bukkede han hektisk sit hoved op og ned, frem og tilbage, indtil jeg blev søsyg af at se på ham. Til sidst gik det op for ham, at han sandsynligvis så ud som en mand med delirium tremens og holdt op, hviskende, ”Ja, ja, ja.”

Ella trak vejret dybt, og åndede hurtigt ud. Hun så på mig, holdt mit blik, så kiggede hun tilbage på Sherlock. ”Det gør han ikke, det kan jeg love dig, at – ” Hendes hånd fløj op i en stop bevægelse.” Nej, han har ikke talt med mig, emailet mig, sendt en sms, ringet til mig, skrevet til mig eller på nogen anden måde kontaktet mig med hensyn til sine planer.” Lizzie rynkede sin pande, som om hun var skuffet over at fortælle det øjensynlige. ”Men Sherlock, en mand som Doktor Watson siger ikke find mig og gør det, at finde ham, særlig svært. Tænk over det. Han har givet dig noget at fokusere på, holde dig, en lille gave. Han har givet dig en gåde, Sherlock.”

Åh min kæreste kære Elizabeth. Kan du se, hvorfor alle elsker hende? Kan du?

Ella lænede sig fremover sine knæ, og selvom jeg ved at hendes hofte gav sig, holdt hun smerten ude af sit ansigt. ”Gå og se efter ham Sherlock, men mens du leder, tænk over, hvordan du vil John den eneste gave, han har bedt om. Hvad vil du sige til ham, når du finder ham? Find ham ikke – find ham ikke – før du ved det. Det ville være så selvisk, så lille. Du er bedre end som så.”

Med dette trak Ella det bydende blik af stål tilbage ved at vende sit hoved og se ud af sit vindue. Så hjælp mig, Sherlock stønnede og sank sammen af lettelse. Og så bevægede han sig ikke.

En, to, tre, fire – da jeg havde talt til seks, vendte Lizzie tilbage og sagde, ”Vel, afsted med dig, din fjollede skid. .”

De tog tre sekunder mere inden han stod op, vendte sig og fløj ud af døren som en ranglet flagermus i en smadret slåbrok.

*

Sherlock er ikke nogen idiot, men han giver en yderst god imitation. Troede han virkelig at John ville sidde afslappet i sofaen i 221B? Da han fløj gennem døren, forventede han en kop te og et ”Undskyld, min elskede”?

Okay, for at være fair, så skal du jo eliminere det åbenlyse, går jeg ud fra, og der var intet sted mere åbenlys end i deres lejlighed. Men selvom det tog ham tredive sekunder at finde ud af, at John ikke var dér, gik Sherlock faktisk ikke.

Rigtigt, jeg fandt ikke ud af alt dette her før senere, men selv uden enkelthederne ville jeg kunne have fortalt dig, hvad der ville ske, når han gik gennem den dør.

Han gjorde noget, som han yderst sjældent gør uden en sag: han brugte sin forestillingsevne. Brugte den for at forestille sig, hvad der ville ske imorgen og dagen efter det og dagen efter den.

Han satte sig ned ved sofabordet og trak vejret dybt – te, helt ærligt, lejligheden lugtede af te, hvordan kan en hel lejlighed lugte an en tannisk lille drik – og i det åndedræt var John og i udåndingen var tanken hvornår vil det forsvinde? Hvor lang tid kan jeg holde på lugten af ham?

Og da var det, at han så den. Lagt henover den røde stol var der, selvfølgelig, en sweater. Der var altid en sweater et eller andet sted. John så ud til at smide dem som små kokonner.

Sherlock smilede.

Den grå-og-mørkerøde på stolen var en af favoritterne (ærlig talt siger han det om dem alle; undtagen den havregrødsfarvede kabel-strik), på grund af dengang lige før jul, da John hjalp med det eksperiment og da eksplosionen skete og fordi John havde holdt tændhætten (”Jeg har deaktiveret den, John.” ”Åh ups. Jeg tror, at det må have været den anden.”) var han den med en ødelæggende hovedpine bagefter.

Hvorom alting er, migræne pillerne tog sig af Johns smerter, men den eneste ting, der kunne klare Sherlocks skyldfølelse var at servicere John hele tiden. Hvordan det blev til at John ville se, hvor langt Sherlock ville gå for at vise sin anger, kunne ingen af dem sige, men til slut havde det involveret detektiven, som i løbet af flere timer havde bragt doktoren fem kopper te, fire stykker toast, en tredje pude, flere glas whisky, og så endte med at give et show der først bestod af, at Sherlock valsede rundt med den grå-og-mørkerøde sweater som om John havde den på, og så, i et anfald af inspiration, vel, havde en form for sex med på for enden af sengen til Johns stor øjede og fremskridende liderlige morskab.

Åh jo, den grå-og-mørkerøde sweater var helt klart hans favorit.

Sherlock rejste sig og gik hen mod sweateren nu og ville have rørt den, var tæt på at gøre det – men stoppede lige før hans finger rørte ved ulden.

At tage den sweater op, holde den mod sit ansigt, lugte hjerteslaget af hans liv i dens nakke, altså, det ville helt klart være adfærden af en mand, som har givet op.

Men Sherlock har en lille gåde, han skal løse, ikke? Og alle og enhver ved, at den store Sherlock Holmes aldrig giver op i forhold til sådan én.

Som om.




Forrige kapitel                                                   Næste kapitel

Profile

themuller: (Default)
themuller

January 2016

S M T W T F S
     12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31      

Style Credit

Expand Cut Tags

No cut tags
Page generated Sep. 20th, 2017 04:30 pm
Powered by Dreamwidth Studios