atlinmerrick: Kraniets drillerier - kapitel 10 (dansk oversættelse)

[themuller]

Tak til atlinmerrick for at tillade oversættelsen. Originalen kan findes her.
*

Jeg begynder ikke med at tale om sex med det samme. Det gør jeg bare ikke. Det ville være kluntet og jeg er mange ting – snakkesalig, distraherende, entusiastisk, påståelig, morsom, død – men jeg er ikke kluntet.

Jeg vil sige, hvis jeg nogensinde kommer til at skrive en bog om mine drenge – jeg burde virkelig skrive en bog om mine drenge – ville kapitlet, som beskriver ugen efter Sherlocks gen-frieri af Johns frieri, hedde Baker Street: The Sexy Greatest Hits.

Fordi i den lange uge, der ledte op til brylluppet (du hørte rigtigt) gjorde de det tidlig, ofte og overalt. På køkkenbordet og gulvet, i entreen og på toilettet, på sofaen, sofabordet og trapperne.

Jeg ved det, jeg ved det, det er ikke den usædvanlige del. Fordi ærlig talt, kan du komme i tanke om en eneste overflade i lejligheden gennem de sidste to år, som de to ikke har spredt sig ud over?

Nej, det usædvanlige var, at jeg efter den tredje gang lagde mærke til en trend. Efter den sjette var der så meget at lægge at mærke til, at jeg ikke har ord for det. Men selvfølgelig vil det blive fortalt. Det er den slags forhold vi har, ikke?

Ikke?

*

Men før jeg kommer til alt det der, har jeg brug for at få sat mit hoved på plads – så at sige – og organisere fakta, så jeg kan forstå, hvordan vi kom hertil.

Det allervigtigste faktum er: For lidt mere end to uger siden spurgte Dr. John H. Watson Mr. Sherlock Ingen-Mellem-Initial-Givet Holmes om at gifte sig med ham. Mr. Sherlock Ingen-Mellem-Initial-Givet Holmes flippede ud og sagde nej gennem det forvirrende medie af masochistisk sex.

Derefter, i stedet for at klaske sin elsker en over hovedet og kræve et andet svar, valgte John H. Watson at bære den spirituelle stof sæk og aske i den tids-ærende mode af martyrer overalt. Og Mr. Ingen Mellem Initial lod ham gøre det.

Og hvis du tager en pause lige her og lader det stå til, vil din hjerne koge over med hundredevis af hjertesmerter, som kunne være resultatet af dette. Kvikkere end at give et smart svar på tiltale, hurtigere end et langmodigt suk, ville den lejlighed kunne have genlydt af skænderier som sagde for meget, eller blevet lydløs med stilheder, der sagde endnu mere.

Sherlock, som havde brugt de sidste tyve år på omhyggeligt at lære sig selv at ikke at bekymre sig (uden den helt store succes), kunne været gået tilbage til sit typiske jeg og ganske enkelt lade sin mund gøre, hvad den altid har gjort: holde den store, uvelkomne verden i skak.

John? Han kunne have anerkendt at, ja, selvom han var ganske engleagtig, så havde han ikke skrevet under på at skulle være en helgen. Han kunne have pakket sine tasker, taget sin stok (fordi hans ben ville gøre ondt; du ved, at det ville have gjort ondt) og høfligt have taget sin vej ud af døren.

Heldigvis for mig og dem, er begge disse mænd genskabt, forskellige fra hvem de havde været for to år siden. Så John kunne ikke gå sin vej og Sherlock kunne ikke skræmme ham væk. I stedet for gik det op for John, at offer-skråstreg-helgen ikke var et smigrende udseende og så satte han sig ned og skrev et lille brev.

Gud, jeg elsker dette brev, hvert eneste rystende pennestrøg, hver eneste udstregede ord, hvert eneste sted, hvor han havde presset sit hoved ned på papiret, fordi han havde brug for at ordene kom ud, for pokker. Det er til tider ikke nogen særlig lyrisk meddelelse, men det var skrevet med ynde og hjerteblod og hvis jeg havde haft nogen, som havde skrevet et brev som dette til mig, mens jeg var i live, så kan jeg fortælle dit, at jeg vil-

Pyt med det. Pyt med det.... videre i teksten.

Vel, du ved allerede slutningen, faktisk. Hver mur, uanset hvor stor den er, er lavet af mindre dele, og med dette lille brev, lykkedes det langt om længe John at tage de sidste dele af den væg ned, som stod skildvagt omkring Sherlocks hjerte og smadrede dem i ruiner.

*

Huset gav drinks.

Efter at John sagde ja og havde trukket Sherlock op fra sine knæ, var Angelo så lettet at han joggede flere gange rundt om kasseapparatet, kyssede mine drenge to gange – jeg tror, at han er forelsket i dem begge – og han fortsatte med at åbne så mange flasker vin og hælde rundhåndet op til alle og enhver, at stedet blev fuldstændig plørefuld.

”Dette er en ssærdelesss god vin!”

Angelo husker alt hvad der skete den eftermiddag, trods de rasende tømmermænd den næste morgen, og en af de mange ting, han husker er at være meget overrasket over Sherlocks læspen. Den anden virkelig store ting, Angelo husker er, at John er ekstremt god til at kysse.

Mange timer senere og efter flere afbrudte forsøg på at forlade restauranten – der var uendelige lykønskninger fra fremmede, og en amerikansk kvinde blev ved at fylde deres vinglas og råbe ”Kys!” – snublede drengene hjemefter og blev endnu mere ’pløret’, for at bruge en eufemisme.

Hvilket vil sige, at det var på dette tidspunkt at de begyndte at genopleve deres ’greatest hits’. Mens vil blive ved med at påstå, at han ikke kan få en erektion, når han er fuld, er dette teknisk set ikke sandt. Han kan blive hård, han bare ikke blive, du ved, u-hård særlig hurtig.

Køkkenbordssex har et speciel plads i Johns hjerte, han kan ikke sige, hvorfor. Måske er det fordi bordet bare har den helt rigtige højde for at han kan stå lige på og pløje direkte ind, jeg ved det ikke, men da de snublede ind i lejligheden og Sherlock stadig sang –

”- og jeg vil blive giftet imorgen! Noget, noget, ssprang op i min bedsssteste alder! Quinde, kom og kysss mig; viss mig, hvor meget du vil sssavne mig, men sssørg for at jeg kommer i kirke til tiden!”

Og øjensynligt var den læspen storslået, siden John blev ufattelig liderlig af at høre det. Så få øjeblikke efter at lejlighedens dør var lukket, hjalp John sin forlovede(!) at tage sin frakke af og Sherlock føjtede tilfældigt rundt i rummet (stadig syngende), John fulgte ham bare, tog lidt efter lidt tøjet af Sherlocks krop, og den helt igennem døddrukne detektiv, du ved, opdagede det ikke, før hans underbukser og bukser hang omkring hans ankler.

Nøgen, bortset fra det ankel-allokerede tøj, sokker og sko, kiggede Sherlock ned, lagde sit hoved til siden og sagde, ”Oh John Watthon, hvad gør du ved mig?”

John svarede ikke, prikkede bare Sherlock først i det ene skinneben, derefter i det andet, indtil han havde løftet først det ene og så det andet ben. John tog de stramtsiddende bukser og underbukser, stod op -

”Ssskal vi have ssexss, John?” spurgte Sherlock, temmelig klar øjet, ”fordi jeg tror, at det kunne være rart.”

John svarede ikke, gennede bare Sherlock på en måde baglæns ind i køkkenet, tog sit eget tøj af, mens de snublede fremad, stjal sjuskede kys, hele vejen indtil toppen af Sherlocks lår pressede mod bordet, som de spiste, du ved, mad ved.

”Åh, det her bliver fantasstissk,” sagde Sherlock højtideligt, velvidende at John – som næsten altid ikke har problemer med at kunne så længe, som de begge ønskede – idag ville være yderligere i stand til at klø på og ville have Sherlock på kanten i rigtig, rigtig lang tid.

Den stjernefulde detektiv tog ikke fejl. Efter at være kravlet op nøgen (undtaget sokkerne, siden John elsker det latterlige sød-skråstreg-knepperlige udseende af hans blege og perfekte forlovede (!) nøgen men med et par mørke sokker på), satte han sine fødder på hver sin stol og lod sin numse glide ud til kanten af bordet, og så iagttog Sherlock nøje, hvordan John gjorde sig selv våd med en ordentlig masse spyt (chancen for at den fulde doktor ville kunne finde noget glidecreme var meget mindre end at finde sin egen mund), og hvordan John tog sin tid om at presse sin pik op til hæftet ind i Sherlocks dejlige, buttede bagdel.

”Åååååh yesss!” Stønnede Sherlock teatralsk (han kender ingen anden måde), smed sine arme ud til siden og greb fat i bordkanten. ”Rid på mig, cowboy, rid!”

I et kort øjeblik fniste Sherlock hysterisk, så fulgte hans forlovede (!) hans anvisninger og gallopperede hårdt imod solnedgangen.

Sherlock tav ikke stille i de næste tyve minutter. Tyve minutter.

Åh, gode Gud, hvis jeg havde haft nogen, der havde holdt mig på kanten af en orgasme i tyve minutter, mens jeg stadig var i live, jeg sværger, jeg ville have -

Pyt med det. Host. Pyt med det. Videre i teksten.

Som jeg var ved at fortælle, så havde detektiven gang i snakketøjet, mens hans forlovede (!) bollede afsted i den plyssede-dog-faste, store-dog-vel-proportionerede røv. ”Åh Gud John! Jeg har gåsssehud!”

John kælede for sin forlovedes (okay, jeg falder lige lidt til ro med de udråbstegn, hvis det er ok med dig) hofter og sagde ingenting. Det var fint, han hørte alting.

”Der! Du er dér, lige dér! Åh Gud, jeg dør John, det følesss sså godt, jeg dør!”

John lænede sig forover og kyssede Sherlocks mave og perifert – tænk på, hvad de var i gang med – undrede sig over, om den mave ikke så en lille smule større ud end den plejede. Fodringen af Sherlock så ud til at virke og faktisk -

Tankerne kørte med det samme af sporet, da Sherlock råbte, ”Hårdere John, hårdere! Mine tæer sskal krumme ssig!”

Den gode doktor var glad for at følge ordren og han flyttede sig i en bedre position, kantede sine hofter op og hamrede ind i den vellystige detektivagtige bagdel med alt, hvad han i sit fuldskab kunne komme op med. Dette var faktiske ganske meget.

"Ngghh!" gryntede Sherlock højlydt, "Ngghhhhhh!"

John så ned på stolen, som pressede mod siden af hans knæ. Jeps, Sherlocks tæer var krummet tæt i hans sorte bomuldssokker. Grinende, greb den gode doktor kraftigere fat i sin forlovedes (!) hofter og begyndte at trække sin pik næsten hele vejen ud, inden han skubbede den slemme dreng hele vejen ind igen, så hårdt som han kunne.

”Åh, min Gud, John, jeg kan ssse ssstjerner, en million ssskinnende sstjerner!”

John kunne ikke på nogen måde have skubbet hårdere uden en mulig skade, så det gjorde han ikke, men mægtig tilskyndet af Sherlocks snakkesalige input, begyndte han at variere hastigheden af sine ryk fra meget hurtigt til pinefuld langsommeligt.

Som svar greb Sherlock endnu hårdere fat i bordets kanter, bøjede sin nakke og sukkede tydeligt lyrisk i retningen af køleskabet. ”John , åh John, John, John, jeg elsssker dig, John. Mit hjerte John, det ssslår og ssslår og jeg tror, at jeg ikke kan trække vejret, jeg kan ikke trække vejret, fordi det ssslår sså vidunderligt hårdt, John.”

John var måske begyndt at tænke på at standse, en smule bekymret, men Sherlock hvinede i den nok mest skingre stemme hans forlovede (!) nogensinde havde hørt fra ham. ”Åh, forpulet godt, ikke sstoppe, hviss du sstopper, brækker jeg i en billion sstykker!”

Så John stoppede ikke og det gjorde Sherlock heller ikke, ikke for tyve meget lange minutter. Jeg kan husker hver evig eneste ting, Sherlock sagde og hver evig eneste ting, de gjorde i disse tyve meget gode minutter og nogle gange, når klokken er tre om morgenen og jeg stirrer ud af stuens vinduer, mens jeg er ved at springe ud af mit hoved (det er en griner) af bare kedsomhed, så kan tiden rart nok bruges på at kaste tankerne tilbage til den dag, de blev forlovet og havde døddrukken-hjernedød sex på køkkenbordet.

”Åh, gode Gu-Gu- Gud John,” stønnede Sherlock, ”kan gåsehud komme, fordi jeg sssværger på, at min gør!”

Det er nok min yndlingssætning fra denne specielle eftermiddag eller måske nogensinde, jeg er hårdt presset mellem den og så den, som Sherlock ytrede senere på aftenen (stadig lidt fuld): ”Tror du, at du vil kunne lide følelsen af min pik i en sok i din røv eller ville det bare være underligt?”

Hvorom alting er, så kan selv nydelse blive for meget og endelig fik Sherlock flyttet en hånd væk fra kanten af køkkenbordet, puttede sin næve omkring sin svulmende pik og lod kraften fra Johns stød drive sin erektion frem og tilbage i sin egen spytslikkede hånd.

Jeg har ikke en gang et hjerte længere og jeg sværger, at mit bankede og ventede og bankede og –

"John John JohnJohnJoooooooooooooooooooohn."

Sherlock kom så hårdt, at han skød sin sæd hele vejen op ad sin fordømte hals, Gud hjælpe mig, og jeg tror, at jeg ved at råbe eller noget, da John gjordet det for mig ved at sige de første ord, siden de var kommet hjem.

”Jeg – ” han stødte en gang mere ind i Sherlocks stadig-dunkende røv, ”- elsker – ” hans tæer krøllede, ”- dig – ” han kastede sit hoved tilbage, ”- fandme!” og begyndte at komme.

Jeg sværger ved Gud, at det tog mig tre timer før jeg kunne have en enkelt sammenhængende tanke i mit hoved.

*

Jeg kunne fortsætte, du ved, at jeg kunne.

Da drengene havde sovet et stykke tid (bevidstløse), var blevet ædru (havde voldsomme tømmermænd), spiste noget (John kunne kun klare lidt toast; Sherlock åd som en anden havnearbejder), så sov igen (denne gang som almindelige folk), vågnede de og følte sig temmelig fantastiske og mens de var på vej ned ad trapperne på vej mod bruseren og toilettet, besluttede de sig spontant for at spille den af på hinanden. John, maven faldet til ro i forhold til tidligere, falder på sine knæ, da Sherlock begynder at komme, åbner sin mund og fra godt ti centimeters afstand, temmelig grådig slugte alt, Sherlock kunne give.

Efter brusebadet og lidt mad og en lur på sofaen (Sherlock havde ikke haft en sag i over en uge, som var fint, hans hjerne havde nok at beskæftige sig med, og Johns vikarjob var sjældent aktuelt alligevel), de vågnede og jeg er ikke sikker på, hvis idé det var, men slutresultatet blev, at John havde abrikosmarmelade smurt ud over sin nøgne krop og Sherlock suttede det af ham – med særlig hensyn til navlen, maven og erektionen – indtil proceduren endte meget tilfredsstillende for alle involverede parter.

Jeg kunne fortsætte, du ved, at jeg kunne, men der er så meget mere, så det er urimeligt at regne med, at jeg kan dække det hele og diskutere et bryllup samtidig med.

Det er nok at sige, at stuens røde plys stol knap giver plads til en mand som sidder i den, mens en anden skræver over ham, lykkelig spiddet af en rasende ståpik og grynter, ”Åh ja, åh ja, åh ja.”

Også nok at sige, at det at spise spaghetti af en andens mave på gulvet var lige så rodet anden gang som det havde været første gang, de gjorde det (sidste år? Sidste måned? Jeg kan ikke følge med længere), og det endte ligeså orgasmisk dengang som nu.

Og helt ærligt, så vil jeg springe de ting over, som de gjorde med Sherlocks store frakke og Johns stribede sweater og det sorte blondekorset med de flotte røde detaljer, som ingen af dem længere kan huske, at de havde købt.

Jeg vil heller ikke begynde med at forklare, hvor glad jeg er, at de opgav idéen med at gøre det i lighuset, og i gyden bagved tandlægens kontor, som er over ved Madame Tussaud (jeg var nervøs nok, at de kunne blive taget, da de gjorde det første gang et par måneder efter de var begyndt at komme sammen), og at de besluttede sig for, at give afkald på et hurtigt nummer på Angelos toilet (”Jeg har en svag fornemmelse, at vi er ved at være på grænsen af det tarvelige nu, ikke?”) og bestemte sig i stedet for at fortsætte deres parringsmaraton i de hjemlige omgivelser af 221B.

Jeg vil slutte dette med at sige lige en sidste ting, John ser mere nuttet ud i høje hæle end jeg havde troet muligt, men Sherlock – åh Gud.

*

Kan du se, hvad du har gjort ved mig? Du spurgte efter det med sex (gjorde du ikke? Jeg kunne sværge, at du gjorde) og du har fået mig fuldstændig afsporet fra det, der var hele pointen med dette kapitel. Og hele pointen med dette kapitel var, at det var meningen, at det skulle dreje sig om brylluppet.

Brylluppet af Dr. John H. Watson med Mr. Sherlock Ingen Mellem Initial Holmes. (I grunden kunne jeg glædeligt sige nøjagtigt disse ord i denne nøjagtige rækkefølge indtil jeg er død. Hvilket jeg er. Men du ved, hvad jeg mener.)

Videre i teksten.

Det var et lille bryllup, og det var meningen og af to årsager.

Først, så behøvede de ikke vente i så lang tid. Selv det at vente i en uge virkede vanvittigt, og du kan gætte, hvem der syntes, at det var vanvittig, ikke?

”Hvad, hvis han ombestemmer sig?”

Det var to om morgenen og jeg var ved at huske det hundeagtige noget, de havde gjort op mod kaminhylden og hvordan de begge på et tidspunkt havde set på mig med sådant et blik at mit hår – så at sige – stod herligt på den anden ende, mens Sherlock åndede disse bløde ord mod min supraorbitale foramen.

Øh?

(Undskyld, han overraskede mig helt og aldeles.)

”Hvad nu, hvis han ombestemmer sig? Jeg vil ikke vente. Jeg vil blive gift nu. Nu.”

Hu?

(Altså, det tager et stykke tid at samle sine tanker, når du ikke har noget tilbage til at holde dem sammen, okay?)

”Jeg ved det. Jeg ved, at jeg ved det. John vil ikke ombestemme sig. Han vil ikke.”

Uh, ja.

(Lad være med at sige noget, bare lad være.)

”Han vil ikke gå sin vej eller gør det, der er gjort, om, i mit hjerte og i mit hoved ved jeg det, men, men...”

Du er spændt, min kære, du er bare spændt. Du vil gerne, at det hele sker nu.

(*Phhft!*)

Sherlock sukkede, klappede min lambdoid sutur med en lang finger. ”Ja. Det er det. Hvis jeg gifter mig med John – jeg gifter mig med John – jeg vil gifte mig med ham nu. Lige nu.”

Klokken er to om morgenen. En lille smule upassende for vielsesceremonier. Og lige en ting til, hvis du gifter dig med John uden at Mrs. Hudson er tilstede, vil jeg banke dig.

Det er den anden grund til, at brylluppet var så lille. Der var simpelthen ikke så mange folk, de ønskede at have med. Mrs. Hudson, Johns søster og hendes nuværende elsker, Gregory Lestrade, Mycroft Holmes (jeg har en fornemmelse i forhold til de to, men jeg er ikke sikker), Angelo og hele hans familie, Mrs. og Mr. Merrick, butiksejere fra York (han er meget som John, bare tredive år frem i tiden) og det er sådan set det.

Så ja, dette kapitel skulle have diskuteret brylluppet, den uventede ting, der skete til brylluppet, og skulle have afsluttet denne historie på en pæn måde, men du kom og spurgte efter det med sex (du gjorde, jeg kan sværge, at du gjorde) og jeg blev lang i spyttet (du lagde mærke til at jeg i starten brugte ordet snakkesalig om mig selv; du ved, hvad dette betyder, ikke?).

Hvorom alting er, så er jeg træt og det er fire om morgenen, så lad mig lige slutte dette med mine tænkte tanker og omgruppere og vi mødes her senere.

Så vil jeg fortælle dig, hvad der skete i den dejlige Berkshire vingård, hvor Sherlock Holmes og John Watson inviterede nogle få venner og familie til at være sammen med dem og fortsætte med at gøre noget, der aldeles lignede det, at blive gift.

Forrige kapitel                   Næste kapitel