Den grønne klinge, kapitel 1: En fredelig weekend

[themuller]

En stor tak til verityburns, for at lade mig oversætte hendes historie. Originalen kan findes her.

Den grønne klinge: En fredelig weekend

Titel: The Green Blade (1/15): A Quiet Weekend
Serie: Sherlock (BBC)
Kategory: Krimi / Thriller / Venskab. Ikke Slash
Rating: T, egnet til teenagere og over
Beta (på original historien): Vidunderlige arianedevere
Summary: Da en seriemorder rammer overskrifterne, er politiet ude at svømme og det næste offer er på dybt vand. Troen på Sherlock Holmes er på det laveste. Denne sag kommer til at afprøve grænserne for loyaliteten...

Oversætterens anmærkning: Jeg har valgt at bruge de engelske avisnavne og tiltaleformer i en lettere oversat form (Miss, Detektiv Inspektor). Seriemorderen kaldes i originalen ‘Week-Ender’, som kunne oversættes med ‘uge-afslutteren’ - ikke ligefremt et sensationelt navn, så indtil videre er det blevet til ‘weekend-morderen’.

Forfatterens anmærkning: Denne sag begynder i efteråret lige efter Sherlock,  første sæson, og den er ikke forbundet med nogen af mine andre historier. 

"Miss Pickering?"

Moira tøvede og så gennem den lille sprække, som sikkerhedskæden tillod, på manden på hendes dørtrin. Hmm. Ikke lige hendes definition på høj, mørk og flot - men han var forbandet meget tættere på end Tupperware damen.

"Miss Moira Pickering?"

“Det er mig.” Hun nikkede, så hendes lyse krøller hoppede ved bevægelsen.

Manden viste tydeligt sit id-kort sammen med et sølvfarvet politiskilt frem. “Detektiv Inspektor Lestrade, New Scotland Yard. Kunne jeg lige tale med Dem?”

Moira trak vejret skarpt ind og hendes hånd fløj op til hendes mund. Var der sket noget med...? Nej, - de ville næppe komme hen til hende. Det kunne ikke være... “Hvad drejer det sig om?” forlangte hun at vide med bankende hjerte. “Er der sket noget med -?”

“Nej, nej, der ikke noget at bekymre sig om. Bare rolig, De skal ikke være bange.” Han smilede beroligende. “Det er bare en rutine samtale. Kan jeg komme ind? Jeg skal ikke bruge mere end et par minutter af Deres tid.”

Moira åndede lettet op og lod sin hånd falde ned for brystet. “De har skræmt mig,” sagde hun til ham og følte sig stadig lidt rystet, da hun låste kæden op og åbnede døren helt. “Kom indenfor.” Hun trådte tilbage mod væggen for at gøre plads til, at han kunne gå forbi hende i den smalle gang. “Bare gå hele vejen igennem.”

Hun fulgte ham ind i stuen, hvor han satte sig ned på den svampede ende af sofaen. Han så lettere nervøs ud, da hans hofter sank nedenunder knæenes niveau.

“Beklager,” undskyldte Moira, mens hun gemte smilet over hans udtryk. Han var tydeligvis ikke en mand, der kunne lide at vise sig med manglende værdighed. “Fjedrene er ved at gå stykker - og udskiftningen er på min ‘ting jeg køber, når jeg har tjent penge som jeg ikke allerede har brugt’ liste.”

“Ikke noget problem,” han gravede et smil op og fløj fremad, indtil han nærmest sad på hug på kanten af sædet. Så tog en notesbog frem af sin inderlomme og rømmede sig. Så hostede han. “Undskyld, men er der en mulighed for at få en kop te?” Han smilte håbefuldt. “Det her er min sekstende samtale denne eftermiddag og jeg er simpelthen udtørret.”

Moira tøvede. Klokken var allerede 16.30, hvilket betød, at der kun var halvanden time til Vild med dans. Hun havde planlagt et dejligt varmt karbad, før hun skulle sidde foran fjernsynet i den bløde morgenkåbe sammen med en flaske vin.

Der kom endnu et temmeligt patetisk host. Hun rullede med øjnene og flyttede karbadet til et senere efter-showet-tidspunkt i hendes hoved. “Jeg sætter vand over.”

Hun gik over i køkkenet og følte sig ret lettet. Hvis det her var den sekstende samtale, så kunne det ikke være specielt personligt. I det mindste kunne det ikke være noget, som havde med Robert at gøre. Så han måtte være okay.

“Tager De mælk?” råbte hun henover sin skulder.

“Ja tak,” hørte hun, da hun startede vandkogeren og tog tebrevene. Hun åbnede skabet og var ved at tage krusene, men tog sig i det. Et krus te ville tage et godt stykke tid at drikke. I et håb om at redde sit karbad, rejste hun sig op på tæerne og rakte op på den allerøverste hylde. Hun tog kopperne og underkopperne, som hendes mor altid insisterede på skulle være på te bakken, sammen med skeer og en sukkerskål.

Da teen var klar, bar hun bakken ind i stuen og satte den ned på sofabordet.

Hun fik et “Mange tak, det var meget venligt af Dem,” men, før hun fik sat sig ned, kom der endnu et af de håbefulde smil.

“Der er vel ikke nogle småkager?” Smilet var denne gang ledsaget af et udtryk, der universelt nok kategoriseres som ‘hundehvalpe øjne’. “Undskyld,” tilføjede han med det samme. “Undskyld, jeg ville ikke ulejlige Dem.” Smilet blev mere modig, da han rakte ud efter sukkeret. “Det var bare, fordi jeg ikke har haft tid til frokost.”

Moira sukkede. “Det er ikke noget problem,” sagde hun og gik resigneret tilbage til køkkenet. Så måtte han klare sig med cremekagerne, bestemte hun og hældte indholdet af kagedåsen ud på tallerkenen. Hun børstede de værste krummer væk, mens hun overvejede, om kagerne mon stadig var friske nok. Så rystede hun på skuldrene. Det måtte være nok. Han fik ikke hendes dobbelt-chokoladecreme-lørdag-aften-tv-hygge-småkager, uanset hvor sød han var.

“Hvad drejer det sig så om?” spurgte hun, da hun havde sat sig ned i lænestolen ved siden af sofaen og taget sin kop.

Han rørte stadig rundt i sin te. Skeen klikkede rytmisk imod det meget fine porcelæn. “Er De bekendt med sagen om... altså, det meste af pressen bruger navnet ‘Weekend-morderen’?” mens han talte, satte han skeen på plads og tog en småkage. “Mange tak for det her,” tilføjede han og tog en bid.

“Seriemorderen?” Moira lænede sig lidt frem og følte et lille gys. Se det her var interessant. Lidt inside information ville helt klart gøre mandagmorgens snak henover kaffemaskinen mere spændende.

Hendes spørgsmål blev besvaret med en grimasse. “Vi foretrækker ikke at bruge det navn, men ja, det er den sag, jeg taler om. Hvad ved De om den?” spurgte han. “Bare for at undgå gentagelser.”

“Kun hvad der har været i aviserne,” svarede Moira. “Tre mennesker myrdet i deres hjem over de sidste tre weekender. På søndagene, ifølge formiddagsaviserne - The Mirror kaldte ham ‘Søndags slagteren’. Er det rigtigt, at det sker på søndage?”

“Tja, vi har endnu ikke officielt meddelt noget om det, fordi det har været svært at etablere det nøjagtige dødstidspunkt i to af sagerne - ofrene levede allesammen alene, så ligene blev ikke fundet med det samme.” Han blev tavs og løftede sine øjenbryn forhåbningsfuldt i retningen af småkagerne.

“Oh, værsgo’ og bare tag,” tilbød Moira og håbede på, at han ville fortsætte. Hun drak mere te, mens hun ventede på, at han blev færdig med at tygge. Fik de ikke noget mad henne på Scotland Yard?

Hendes blik faldt ned på hans bryst, mens han børstede krummerne af sin jakke. Han var faktisk ikke helt utiltalende. Lidt for tynd måske, i forhold til hendes smag, men der var helt klart noget ved ham. Hun begyndte at overveje aftensmaden og gennemgik indholdet af sit køleskab. Det var jo ikke, fordi Robert ligefrem var trofast overfor hende, hvad han så end lovede, og hun kunne se Vild med dans på iPlayer imorgen tidlig.

Han tog sin notesbog op igen og hun så på, hvordan hans lange fingre greb fat om kuglepennen. De hænder så helt klart ud, som om de vidste, hvad de kunne bruges til.

“Men ja, vi er nu sikker på, at alle mord blev begået om søndagen.”

Det tog et øjeblik, før Moira var tilbage i samtalen. “Okay.” Hun tog sig sammen. “Så, hvordan kan jeg hjælpe?”

“Vi har grund til at tro, at morderens næste mål vil være her i området,” forklarede han. “Vi tjekker derfor de folk, som svarer til ofrenes profiler.”

“Og jeg er en af dem?” Det var helt klart ikke de nyheder, man ønskede at høre.

“Desværre, ja, det er jeg bange for.”

Moira rystede. Denne samtale fik hende til at føle sig meget underlig tilpas. Hun tog sin kop og drak det sidste af sin te.

“Alstå, jeg havde bare planlagt en stille weekend,” sagde hun. “Jeg skal så sandelig holde mine døre og vinduer lukket imorgen. Det kan De være sikker på.” Hun overvejede, om det måske endda var bedst, at tage over til hendes mor imorgen. Hellere det end at risikere noget.

“Jeg er bange for, at det ikke ville hjælpe,” advarede han hende. “Såvidt vi kan se, har der ikke været tegn på indbrud.” Han så ned i sin notesbog. “Først troede vi, at morderen måske kendte sine ofre, men vi har ikke kunnet finde nogen sammenhæng mellem dem. Så lige nu tror vi, at han bruger et påskud for at komme ind.”

Moira tænkte sig om i et øjeblik. “Som for eksempel ved at påstå, at han skal aflæse el-måleren?”

“Noget i den retning,” svarede han og smilede til hende. Faktisk var hans smil ikke helt så attraktivt, som hun først syntes, bestemte Moira lidt uklart. Han kunne selv sørge for sin aftensmad.

Han lænede sig frem og hans ansigt så bekymret ud. “Er De okay, Miss Pickering?” spurgte han. “De ser lidt bleg ud.”

Moira blinkede et par gange og tvang sig selv til at koncentrere sig. “Jeg har det fint,” sagde hun. “Er bare træt. Det har været en lang uge.”

“Jeg tror, at vi er ved at være færdige,” sagde han beroligende. “Jeg skal lige slutte af. Har De en ven eller nabo, som kommer forbi en gang imellem?” Han smilede igen. “Det her er mere bekymrende for kvinder, der lever alene.”

Moira rystede på hovedet. “Nej, jeg er ikke særlig meget sammen med mine naboer. Og som jeg har sagt, så har jeg planlagt en stille weekend. Ordne nogle ting, se fjernsyn, den slags.” Hun rynkede på panden. “Det kan faktisk være, at jeg måske besøger min mor imorgen, nu, hvor De har fortalt mig det her. Hvor sikker er De på, at han angriber i det her område?”

“Oh, jeg vil mene, at jeg er temmelig sikker,” svarede han, lukkede sin notesbog og pakkede sin kuglepen væk.

En pludselig gaben overraskede Moira og hun satte hurtigt hånden op foran munden. “Undskyld mig,” sagde hun. “Det bliver vist tidligt i seng i aften, tror jeg. Men jeg behøver ikke bekymre mig endnu, ikke? Det er jo trods alt kun lørdag.” Hun grinede nervøst og tænkte så på, om det måske var upassende.

“Selvfølgelig ikke,” svarede han og så underligt på hende.

Moira blev rød i hovedet, satte så sin kop tilbage på bordet og blev overrasket over, at høre hvordan den klirrede på underkoppen. Helt ærligt, den her samtale var temmelig foruroligende. Det var ikke så underligt, at hun var oprørt. Han tog koppen fra hende og satte den forsigtigt på bordet. 

“Bare lige et sidste spørgsmål, hvis De vil være så venlig.”

Moira så undersøgende på ham og undrede sig over, hvorfor hans stemme lød, som om den kom langt væk fra, når han nu så ud til at komme tættere på.

“Hvor lang tid vil det vare, før nogen vil savne Dem?”

                                                                                                                  Næste kapitel