Den grønne klinge, kapitel 3: En farlig tiltrækning

[themuller]

En stor tak til verityburns for at lade mig oversætte historien. Originalen findes her.

Den grønne klinge (3/15): En farlig tiltrækning

Fic: The Green Blade (3/15)

Titel: The Green Blade (3/15): A Dangerous Attraction
Kategory: Krimi / Thriller / Venskab. Ikke Slash
Rating: T, egnet til teenagere og over
Beta (på original historien): Vidunderlige Ariane DeVere
Summary: Da en seriemorder rammer overskrifterne, er politiet ude at svømme og det næste offer er på dybt vand. Troen på Sherlock Holmes er på det laveste. Denne sag kommer til at afprøve grænserne for loyaliteten...

Oversætterens anmærkning: “Bodice-ripper” bliver i det følgende oversat med “kjole-løfter”. Udtrykket hentyder til de mænd, der er heltindens eftertragtede helt i romantiske romaner og noveller.

“Hvad laver han her?”

Lestrade standsede i stuedøren, meget bevidst om Sherlocks lurende tilstedeværelse bag ham.

“Altså, Sally, vi har et stykke arbejde foran os, så lad os bare gøre det, ikke?”

“Men, Sir...”

“Donovan...” Advarslen i Lestrades tonefald ville have stoppet en mindre motiveret underordnet, men Sallys fingre strammede bare omkring den laptop, hun bar på. Hun satte den ned på sofabordet og tog et skridt frem. Hendes bevægelser var stive og rykvise af vrede.

“Men, Sir...”

"Sergeant Donovan!"

Lestrades hævede stemme gik som et ekko gennem ofrets lejlighed og der blev stille, samtidig med at hoveder blev stukket ud af de andre værelser.

Han så sig omkring fra sit udsigtspunkt i krydset af den ‘L’ formede entre. “Vores prioritet er at finde morderen og standse disse mord. Vi vil bruge alle de midler, jeg anser for nødvendige,” hans øjne fokuserede på Sally. “Alle midler,” gentog han,”for at opnå dette mål. Er det forstået?”

Sally åbnede munden.

“Enhver som mener, at det ikke er forstået, kan med det samme deltage i dør-til-dør samtalerne.”

I et kort øjeblik så det ud som om Sally ville give efter, men så bed hun tænderne sammen og kantede sig forbi dem med et blik, der kunne dræbe. Så trak hun sin jakke sammen mod den hårde regn, hun skulle ud i.

John stod ved siden af Lestrade og prikkede til Sherlock med sin albue. “Se på mig,” sagde han.

Sherlocks hoved svirpede rundt, da han modvilligt rev sin opmærksomhed væk fra den løbende analyse af deres omgivelser. “Hvad?” vrissede han, mens han ignorerede Sally, da hun spankulerede forbi. Han kiggede utålmodigt på John.

“Ikke noget,” svarede John, da Sally gik ud af fordøren. “Ville bare sikre mig, at du ikke saboterede dig selv.”

Sherlock fnøs fornærmet og vendte sig mod Lestrade. “Godt, hvis dramatikken er overstået, hvad har vi så?” spurgte han krævende, så vinkede han afværgende med sin arm. “Lige meget.” Han skridtede ind i stuen, efterlod Lestrade og John, som bare kiggede på hinanden.

“For Guds skyld, prøv at kontrollere ham,” bad Lestrade. “Jeg skulle nærmest bortlove min førstefødte for at få tilladelse til at tage ham med på sagen.”

“Siden det er usandsynligt, at du med din alder og din livsstil nogensinde vil have børn, var det næppe noget særligt offer,” Sherlocks stemme tordnede, da han kom frem igen, for så at forsvinde ind i køkkenet. John tog et skridt fremad og så på, hvordan han rodede rundt i skabe og kiggede henover notitserne på køleskabet. Herefter forsvandt han for en kort stund ind i badeværelset, før han pegede på de synlige aktiviteter gennem den åbne soveværelsesdør. “Skal vi?”

Lestrade tog en dyb indånding, for så at bevæge sig fremad. “Godt, allesammen ud. Vær venlig at rydde værelset.”

En gruppe politifolk marcherede ud. Kun Anderson blev tilbage. “Chefen sagde, at vi ikke skulle efterlade liget sammen med ham her,” sagde han til Lestrade med foldede arme og blev stående. Sherlock ignorerede ham. Hans øjne fløj rundt i rummet, da han gik hen til kroppen, som lå med ansigtet opad på sengen.

John undersøgte scenen langsomt fra døren af. Foran ham var et stort toiletbord, med en oprejst stol og en af de her spejle med lys langs kanten, som altid mindede ham lidt om ballet, utvivlsomt fordi han som barn var blevet tvunget til at sidde og se på, at Harry blev færdig med sin danseundervisning.

Tankerne om Harry blev hængende i hans hoved, da han så over på dobbeltsengen i hjørnet. Pigen var lille. Med sine lyse krøller, sin lyserøde cardigan og jeans, som var stoppet ned i passende bløde lyserøde tøffel støvler, så hun ud som en dukke, og bare en lille smule for meget ligesom Harry, da hun var igang med sin ‘pigede’ fase, lige inden hun klippede håret kort og udviklede en attitude, som var uforholdsmæssig provokerende i forhold til hendes højde.

“Moira Pickering,” fremsagde Lestrade. “Treogtyve år gammel, single, arbejdede som sekretær for et forsikringsselskab. Hun blev fundet i morges af nogen fra udlejningsfirmaet, mens de var på en rutine udlejer inspektion - han er god nok. Alt var forberedt; han forventede ikke, at der skulle være nogen her.”

Han gik over til toiletbordet og tog en bevispose. “Det her var en notits. Ligesom i de andre tre sager.” Han holdt den i vejret og afslørede et hvidt stykke papir med ordet ‘Undskyld’ skrevet hen over. ”Det samme ord hver gang,” sagde han.

“Altså, der er ikke noget forsøg på at få det til at ligne et selvmord. Vil morderen have os til at tro, at han angrer?” spurgte John med krusede læber.

Lestrade rystede på hovedet. “Nej, vi tænkte noget i den retning ved den første sag, men det viste sig, at det er offeret, som havde skrevet det.” Han vendte håndleddet, så han selv kunne læse sedlen. “Og den her ser ganske feminin ud, bogstaverne er helt krøllet.” Han løftede øjenbrynene, da han så på Sherlock, som nikkede indforstået.

“Kom så,” blandede Anderson sig med et sarkastisk tonefald. “Gør det der. Deducer hende. Vi er alle fulde af forventning.”

Sherlock kastede et tilintetgørende blik på ham. “Altså, siden vi står i ofrets lejlighed, vil jeg antage at selv du er i stand til at finde de fleste relevante detaljer. Mon ikke informationer om morderen ville være mere brugbar?” Han undersøgte kroppen, mens han talte, og trak øjenlågene op ét ad gangen.

“Doktor?” han vendte sig mod John, som gravede sin professionalisme frem og gik fremad efter at have set over mod Lestrade for at få tilladelsen.

“Okay,” sagde han, mens han foretog et par grundlæggende undersøgelser. “Det er åbenlyst, at hun er blevet stukket i brystet. Meget lidt blod og,“ han pegede på resten af værelset, “ingen tegn på at blodet sprøjtede fra arterien. Det tyder på, at våbenet ikke blev fjernet før efter dødens indtræden. Hun har blødt ind i brysthulen.”

“Effektivt,” mumlede Sherlock anerkendende.

John ignorerede ham. “Hun har været død i... hmm, tolv til atten timer og hun ser ikke ud til at være blevet flyttet, i hvert fald ikke denne morgen.” Han tog hendes hånd, som var lille selv i forhold til hans egen og han bed læberne sammen, da hendes ærme faldt tilbage.

“John?” Da han så hans ansigt, gik Sherlock hen til ham og stillede sig lidt tættere på end normalt.

“Hvad er der?” spurgte Lestrade.

John så op. “Hun har været bundet.” Han pegede på det håndled, han holdt fast i og rakte over, for at undersøge det andet. “Med noget blødt. Det har ikke skåret sig ind i huden, men du kan se mærkerne. Hun har kæmpet imod.” Han lagde forsigtigt håndleddet ned igen. “Hun har kæmpet meget imod.”

Lestrade så på sit ur. “Så hun blev slået ihjel i nat, mellem klokken atten og midnat,” regnede han ud. “Det passer med det, vi har kunnet finde frem til hos de andre ofre.”

Han vendte sig mod Sherlock. “Hvad kan du give mig?”

Sherlocks hånd lagde sig diskret på Johns skulder i et øjeblik, inden han drejede rundt igen.

“Morderen er tydeligvis en mand, sandsynligvis over gennemsnitlig højde og ser godt ud, i det mindste efter traditionelle standarder.” Han så over på Anderson. “Og når jeg siger traditionel, burde jeg nok specificere, at jeg mener ofrets standarder... der er åbenbart ingen mulighed for at tage højde for smag.”

Han vendte ryggen mod Anderson og fokuserede på Lestrade. “Det er usandsynligt at hun kendte ham, men uanset hvad, så havde hun ikke forventet at han kom. Et falskt ID-kort er det mest sandsynlige trick og hun ville have været lettere at snyde end de fleste.”

“Øh... fordi?” spurgte Lestrade, efter at have set, at John var lige så meget i vildrede, som han selv.

“Er jeg den eneste her, som har øjne i hovedet?” ville Sherlock vide. “Briller,” sagde han. “Hendes briller på bordet ude i entreen - I er allesammen gået forbi dem. Jeg kan da ikke være den eneste, der har lagt mærke til dem?”

Han sukkede, da han så deres blanke ansigter. “Der er kontaktlinser på badeværelset, men hun har dem ikke i.” Han pegede på liget. “En recept på minus tre på begge øjne. Det betyder, at hun kunne fungere i et kendt miljø, men kunne ikke se tv, ikke bruge sin laptop, så hun havde briller på.” Han gik over til toiletbordet og pegede på en række produkter. “Hun har en læbestift for hver dag i måneden. En så forfængelig kvinde med briller på - hun forventede ikke besøg.

“Så... døren ringer, hun ser ud gennem kighullet og så tager hun sine briller af og åbner døren. Hun inviterer morderen ind, men efterlader sine briller på bordet i entreen. Hvorfor ville hun gøre det?”

Han så sig forhåbningsfuldt omkring, men rystede så sit hoved. “Jeg spilder min tid,” mumlede han.

John indskød. “Du mener, at hun syntes, at morderen var attraktiv?” spurgte han tvivlende.

Sherlock kastede sine hænder i luften. “Mange tak, John!” udbrød han og strålede stolt. Han vendte sig mod Lestrade. “Hvorfor skulle hun ellers ønske, at hun ikke blev set med briller på?”

Han pegede tilbage på sengebordet. “Manden på bogomslaget ser ud som om hans overkrop er blevet pustet op...”

Siden han ikke kunne se den omtalte bog, så Lestrade spørgende på John, som stumt bevægede munden: “kjole-løfter.” 

Sherlock fortsatte uden pause, “... og der er en hel bunke mere på gulvet. Fotografier i stuen viser ofret sammen med en række af partnere, men de er allesammen høje og mandlige, så hendes type er temmelig tydelig.”

John så bedrøvet ned på Moiras krop. “Hun så gennem kighullet og kunne lide det, hun så. Derefter tog hun sine briller af...”

“Hvilket gjorde, at hun ville have endnu vanskeligere ved at opdage et falsk ID-kort,” afsluttede Lestrade.

“Forfængelighed, dit navn er kvinde,” citerede Anderson salvelsesfuldt.

“Øh, det er skrøbelighed,” hørtes en stemme i døren og Sherlock fløj rundt for at se på den ubudne gæst, en konstabel med et friskt udtryk i ansigtet. Han tog respektfuldt sin kasket af og afslørede et lysende rødt hår.

Lestrade talte først. “Hopkins, hvad gør du her?” ville han vide med en resignerende stemme. “Gå tilbage til dør-til-dør samtalerne.”

Den unge mand tøvede og flyttede sig fra det ene ben til det andet med et nervøst, men spændt udtryk. “Kunne jeg ikke bare...”

“Gå!” Lestrade vinkede ham væk og lukkede derefter døren. “Undskyld det der”, sagde han og vendte tilbage til Sherlock. “Jeg er bange for, at du har fået dig en fan.”

Effekten af disse ord var overraskende. Sherlock forsvandt ud gennem døren, mens han holdt vejret og med en byge af bevægelser. Døren stod svingende tilbage.

John og Lestrade så på hinanden og men fulgte ham så, efter at de kort blev mast sammen i døren. De brasede ind i entreen og fandt Sherlock, som holdt den unge konstabel presset op imod væggen. Knægten så en smule overrasket, men mest af alt begejstret ud.

“Hvad fanden...” Lestrades tone var vred. John gik fremad og lagde sin hånd på Sherlocks arm.

“Tilbage,” hvæsede han.” Ellers er du ude igen.”

Sherlock bevægede sig ikke. “Det her er ikke for sjov,” insisterede John med lav stemme. “Gå væk nu.”

Efter et par sekunder slap Sherlock drengen og tog et enkelt trin tilbage. Han kiggede op og ned af ham, før han endelig så ud til at slappe af.

“Det er min fejl, Sir,” proklamerede Hopkins og så på Lestrade. “Jeg snublede og Mr. Holmes stoppede mig fra at falde.”

Lestrade rullede med øjnene. “Det er patetisk,” sagde han. “Du må være den dårligste løgner i politistyrken. Jeg aner ikke, hvorfor du prøver.”

“Undskyld Sir,” Hopkins var forlegen, men han blev ved med at se på Sherlock. “Kan jeg komme ind nu, Sir?”

“Hvad var det du mente?” spurgte Sherlock ham og Hopkins nærmest stod ‘giv agt’. “Skrøbelighed,” lød det opfordrende fra Sherlock, da det var tydeligt, at han ikke forstod, hvad der blev bedt om.

“Åh, det er et citat, Mr. Holmes,” forklarede han. “Fra Hamlet. ‘Skrøbelighed, dit navn er kvinde.’ Meget ofte fejlciteret,” han så over på Anderson, som skulede fra døren, “som ‘forfængelighed’. Men det er da Hamlet er træt af, at hans mor giftede sig med hans onkel mindre end en måned efter hans far døde.”

Sherlocks øjenbryn røg op ovenpå denne eksplosion af paratviden og så sig omkring.

“Lad være med at se på mig,” sagde John. “Jeg ved kun, at Mel Gibson var med.”

Lestrade åbnede sin mund, men tænkte sig om inden han blev suget ind i dette morads af manglende viden foran ham. “Kan vi gå tilbage til arbejdet?”

Sherlock holdt hans blik i et kort sekund, så hvirvlede han mod soveværelset, nikkede mod Hopkins og krævede “Tag ham med,” over sine skuldre, mens Anderson hurtigt trak sig tilbage til værelset, tilsyneladende bekymret for, at sociopati kunne smitte.

“Er jeg gået glip af deduktionerne?” mumlede Hopkins til John, da de allesammen var kommet ind gennem døren. John så bare på ham, usikker på, hvad han skulle gøre med denne temmelig alvorlige unge mand og ikke mindst med Sherlocks bizarre reaktion i forhold til ham.

“Jeg har brug for at se de andre gerningsteder, alle fotografier, og ligene,” oplyste Sherlock, mens hans øjne automatisk pilede rundt i værelset for at sikre sig, at det havde afleveret alle sine hemmeligheder. “Der må være en forbindelse mellem disse ofre.”

Lestrade gryntede. “Da jeg sagde noget tilsvarende i forbindelse med Pink sagen, sendte du en sms til journalisterne og skrev, at jeg var forkert på den.”

“Forbindelsen var, at de allesammen tog den forkerte taxa, uden at vide, hvor de skulle hen,” forklarede Sherlock ham. “Det havde intet at gøre med deres eget liv, intet af det kunne forudses.” Han strejfede rundt i værelset. “Nej, denne gang kommer morderen til dem, så der må være en grund til, at han udvælger disse folk.”

Han trak sit mentale kort over London op og fremhævede de fire mordsteder. Derefter overvejede han det fra forskellige vinkler, men der var ikke noget synligt mønster.

“Er der noget mere, du kan fortælle os om dette offer?” spurgte Lestrade og John veg næsten tilbage, da Hopkins ved siden af ham nærmest begyndte at ryste af forventning.

Sherlock trak på skuldrene. “Du behøver ikke længere at rode rundt i folks affaldsspande - de hænger deres snavsede undertøj til tørre helt af sig selv. Facebook, Twitter, alle disse sites. Planer for weekenden, kommende aftaler, håbe og drømme... alle de små detaljer, en morder har brug for, lagt pænt tilrette på deres computer skærm.”

Han så eftertænksomt over i hjørnet igen. “Sengen fortæller os, at hun ikke havde en kæreste, som kom over med jævne mellemrum, ellers ville de have vendt den rundt. Ingen kan lide at sove op mod væggen - ingen steder til deres telefon, ikke noget bord til at stille et glas vand.”

Han åbnede den øverste skuffe i kommoden ved siden af sengen og kiggede indholdet igennem. “Helt klart seksuelt aktivt, så enten en række en gangs affærer eller en elsker, der ikke overnatter.” Han åbnede den anden skuffe. “Mere legetøj end kondomer, så sandsynligvis det sidste.”

Lestrade var lettere foruroliget over at finde sig selv i gang med at udveksle blikke med Anderson og drejede sit hoved væk, og vendte så sit blik alle andre steder hen end til John. “Ellers noget?” spurgte han.

“Ikke noget videre relevant,” svarede Sherlock. “Hun var ved at komme sig over en forkølelse, men det hjælper nok ikke videre.”

Konstabel Hopkins så sig fortvivlet omkring for at finde ud af, hvordan det kunne ses og John forbarmede sig over ham. “Hvordan har du fundet ud af det, Sherlock?” spurgte han.

“Hmm?” Sherlock var nu krøbet ned for at inspicere stolen og svarede fraværende. “Oh, en pakke papirlommetørklæder i stuen er næsten tom, men paplåget fra toppen er stadig i genbrugskassen i køkkenet og den bliver afhentet om tirsdagen ifølge kommunens skema på køleskabsdøren.”

“Det behøver ikke betyde, at hun har været forkølet!” beklagede Anderson sig. “Folk bruger papirlommetørklæder til en masse forskellige ting.”

Sherlock kastede et nedladende blik på ham. “Det kan godt være, at du klarede en hel pakke i løbet af en uge, hvis du ikke fik noget på den dumme, Anderson, men lad os ikke antage det samme for alle andre, hmm?” Han ignorerede det resulterende sprutteri.

“Der er også en pakke med Panodil Hot poser ved tedåsen, mens resten af hendes medicinske forsyninger er i skabet ovenover. Der er kun to pakker tilbage, men hun har ikke tilføjet dem til indkøbslisten, som også er på køleskabsdøren. Så - hun havde en forkølelse, men var ved at komme over den.”

Han rejste sig op, men så stadig ulykkeligt ned på stolen. “Som jeg siger, ikke særlig hjælpsom.”

“Hvad nu hvis hun er blevet bedøvet?” tilbød konstabel Hopkins. “Hvis hun har en forkølelse ville hun ikke været i stand til at lægge mærke til det.” Han så håbefuldt på Sherlock og John blev ramt af den tanke, at hvis han havde haft en hale, så ville han logre lige nu.

“Er de andre ofre blevet bedøvet?” spurgte han, men Lestrade rystede på hovedet.

“Testene viste ingenting,” svarede han. “Selvom ligene var ikke så nye som det her.”

Sherlock så irriteret på dem. “Irrelevant, siden morderen ikke kunne være sikker på, at hans ofres smagsløg var svækket,” pointerede han. “Undtagen hvis du foreslå, at dette er forbindelsen og morderens motiv er et særligt virkningsløst forsøg på at udrydde forkølelsesvirussen.”

Han vendte sig om og gik hen mod døren. “Jeg vil se den laptop,” erklærede han og strøg dramatisk ud af værelset.

Lestrade løb efter ham, mens han så tilbage på konstabel Hopkins. “Tilbage til arbejdet!” kommanderede han og den unge mand punkterede.

John gav ham et lille smil, da de efterlod Anderson og var ved at følge de andre ind i stuen, hvor Hopkins begyndte at tale.

“Doktor Watson?” sagde han forsigtigt. “Doktor Watson, kan jeg spørge Dem om noget?”

John standsede i døren og så henimod sofaen, hvor Sherlock allerede var i gang med ofrets laptop. Han vendte sig om til den unge mand, som nu var i ved at pille ved sin kasket, mens han stod akavet i entreen.

“Du kan bare spørge,” sagde han. “Men var det ikke meningen, at du skulle fortsætte udenfor?” Han pegede mod hoveddøren.

“Ja, Sir. Jeg beklager, Sir,” svarede Hopkins, men han så ikke ud til at ville gå. “Men det om Mr. Holmes, Sir.”

“Fortsæt,” inviterede John varsomt.

“Javel, Sir.” Han flyttede lidt rundt på sine fødder og tog en dyb indånding. “Ser De, jeg søgte om dette job på grund af Mr. Holmes, Sir. Min ven Ryan, De kender ham ikke, han er meget ny. Vel, ikke så ny som jeg, men han er ikke en, De eller Mr. Holmes ville kende, Sir. Men han var på en sag, som så umuligt ud. Jeg mener, ingen kunne finde ud af den; ikke engang detektiv inspektor Lestrade og han er virkelig god, Sir. Så de hentede Mr. Holmes, og Ryan sagde, at han løste den lige med det samme. Bare sådan lige fandt han ud af, hvad der var sket, og de fangede morderen og fandt halskæden og alt det der. Ryan sagde, at det var ligesom magi, Sir. Ved De, han sagde, at Mr. Holmes var en ... altså, bare glem den del, men altså. Det lød fantastisk og jeg, æhm, fik fat på sagsmapperne til nogle af de andre sager, han havde hjulpet med, og han er så strålende, de ting, han har gjort, det er bare utroligt og jeg søgte om at blive flyttet og fik langt om længe lov for et par uger siden, så nu er jeg Trainee Detektiv Konstabel.” Han stoppede op og et skær af stolthed strejfede henover hans ansigt.

“Træk vejret,” instruerede John.

“Javel, Sir. Men da jeg kom her, så sagde de, at Mr. Holmes ikke længere arbejdede sammen med politiet mere, men ingen sagde, hvorfor, Sir. Og jeg spurgte sergeant Donovan, men hun sagde... vel, bare glem den del også, men hun forklarede det ikke. Og jeg kan ikke forstår det, Sir, fordi han er et så stort geni og han vil gerne hjælpe, så hvorfor...” Han blev stille til sidst.

John sukkede. Han ville virkelig helst ikke tale om det her. “Jeg fortæller dig ikke, hvad der er sket,” sagde han, mens han så på, hvordan den unge mands ansigt blev skuffet og overgav sig lidt. “For et par måneder siden, skete der... noget.” Han rystede på hovedet. “Jeg var væk på det tidspunkt.” Han standsede og den kendte følelse af skyld kom op igen. “Men, det endte med en undersøgelse, som omfattede civiles adgang til gerningsteder, beviskæder, manglende sagsmapper, den slags ting. Som resultat bestemte den assisterende undersøgelsesdommer, at Sherlock ikke længere måtte kaldes ind.” Hans blik vandrede til Sherlock, som flagrede med en arm, mens han talte ivrigt med Lestrade. “Det var sådan set det,” sluttede han og vendte tilbage til konstabel Hopkins.

Knægten så ud som om han ville protestere endnu mere, men John afbrød ham. “Nu tror jeg, at du har noget arbejde, der skal udføres?” bemærkede han. “Jeg ved, at jeg har.”

“Det er ikke fair, Sir,” insisterede Hopkins, men han puttede lydigt sin kasket på og gik mod døren med et eftertænksomt udtryk i sit ansigt.

John så ham gå, og tænkte på, hvordan Sherlock ville klare denne grad af snaksalighed, fordi der var noget, der sagde ham, at de ville se langt mere til denne unge mand; han virkede ualmindelig ihærdig.

Han vendte tilbage til stuen, gik ind og ventede, mens Sherlock analyserede laptoppen. Han så på, hvordan han sank længere og længere ned i sofaen, indtil han holdt op med at snakke og fandt overrasket ud af, at han nu var foldet sammen som en liggestol.

Han sprang op med sin normale smidighed, rettede sin jakke, drejede sig mod John og løftede et øjenbryn. “Okay?” spurgte han.

“Fint,” bekræftede John. “Klar til afgang?” Med et løfte fra Lestrade om, at kopier af filer og fotografier blev leveret til Baker Street om eftermiddagen, begyndte de hjemturen og undgik både Hopkins og Sally på vej ud.

Da de først var i taxaen, vidste Sherlock at det ikke ville vare længe, før han ville blive udspurgt i forhold til den nye konstabel; Johns spørgende blikke kom hyppigere og hyppigere. Han prøvede en afledningsmanøvre.

“Hvorfor gik offeret dig på?” spurgte han, mens han iagttog Johns udtryk. “Du har set værre ting, endda her i London og du plejer normalt ikke at vise sådan en stærk reaktion. Ikke som Lestrade,” tilføjede han.

John var afledt med det samme. “Hvad mener du?” spurgte han. “Med Lestrade, altså.”

Sherlock så på ham. “Oh, kom så, du må da have lagt mærke til - en forbrydelse er skrevet ind i hans kropssprog lang tid før han åbner sin mund for at beskrive den.”

Han kiggede på John. “Nej?” tjekkede han. “Er det rigtigt?” Han var skuffet. “Lestrades grad af spænding er direkte proportional med hans grad af beskyttertrang overfor ofret,” forklarede han. “Børn er de mest tydelige, men kvinder, især unge kvinder, kommer meget tæt som nummer to.”

“Okay,” John nikkede. Det forklarede, hvorfor Sherlock med det samme vidste, at ofret var en kvinde; han selv havde troet, at det bare var et heldigt gæt.

“Jeg gætter aldrig,” sagde Sherlock, mens han fulgte hans tanker med sædvanlig lethed.

“Nå, men jeg er stadig foran med hensyn til at forudsige lykkekagerne,” pointerede John.

Sherlock mumlede noget uforståeligt.

John sukkede. “Hun mindede mig om Harry,” tilstod han. Det gav ikke mening at prøve på at gemme det; Sherlock ville alligevel regne den ud.

“Men du kan jo slet ikke med Harry.”

“Hun er min søster.”

“Du ser hende næsten aldrig, og du kommer vred og ophidset tilbage, hver gang du gør alligevel.”

“Hun er min søster.”

De stirrede på hinanden. Blindgyde, måtte Sherlock anerkende.

“Så, hvad med dig?” spurgte John og Sherlock skar ansigt. Det her kom ikke til at gå godt.

“Hvorfor antastede du konstabel Hopkins? Hvad fik dig til at styrte afsted, da Lestrade sagde, at du havde en fan?”

“Fordi, sidste gang jeg hørte de ord,” svarede Sherlock,”var det fra en taxachauffør i din såkaldte ‘Study in Pink’ sag.” Han vendte sit hoved bort og kiggede ud af vinduet. “Og den fan, der blev omtalt, var Moriarty.”

Stillheden var tung, men varede kun kort.

“Din totale idiot.”

Forrige kapitel                                                                    Næste kapitel

Comments

[maggie-conagher.livejournal.com]

Du er en meget hurtig oversætter.

Google translator strikes again. I hope you will soon be having many intelligent comments from Danish Sherlock fans, but until then please accept this effort which is supposed to say "You are a very fast translator" but to me looks like "You are a mean and hurtful overseer or babysitter." lol

I am not a linguist. :)

[teejod.livejournal.com]

Couldn't live without google translate!

And 'fast' is not always 'good' - but I hope that the translation isn't total crap.

Thank's for the comment!
Let's see if there even are any Danish fans out there. According to AO3 there should be a few...