Den grønne klinge, kapitel 2: En frustration i tiden

[themuller]

En stor tak til verityburns, for at lade mig oversætte hendes historie. Originalen kan findes her.

Den grønne klinge (2/15): En frustration i tiden

Titel: The Green Blade (2/15): A Frustration of Time
Serie: Sherlock (BBC)
Kategory: Krimi / Thriller / Venskab. Ikke Slash
Rating: T, egnet til teenagere og over
Beta (på original historien): Vidunderlige arianedevere
Summary: Da en seriemorder rammer overskrifterne, er politiet ude at svømme og det næste offer er på dybt vand. Troen på Sherlock Holmes er på det laveste. Denne sag kommer til at afprøve grænserne for loyaliteten...

"Keder mig."

John sad ved bordet i stuen. Hans pegefingre arbejdede med at finde de rigtige knapper, mens han tastede, indtil Sherlocks brok brød hans tankegang endnu engang. Han var sur og kastede et irriteret blik på baghovedet af sin bofælle. Manden var løbet rundt i lejligheden hele morgenen og vibrerede praktisk taget i sin lænestol lige nu.

“Nej, du gør ej,” sagde han, før han vendte tilbage til sin laptop.

Sherlock drejede rundt for at se nysgerrigt på ham, i et øjeblik distraheret af det uventede svar. “Det kan være, at jeg ikke oplever det fulde omfang af de følelser, som du mener er nødvendige,” hans tone var hånlig,” men jeg tror, at jeg er tilstrækkelig kendt med følelsen af kedsomhed til at kunne genkende dens alt for hyppige tilstedeværelse.”

“Du keder dig ikke. Du er frustreret,” svarede John, stadig fokuseret på skærmen af sin laptop og prøvede at huske på, hvad det var, han var ved at skrive.

Sherlock sagde ingenting, men han sagde det på en sådan måde, at John umuligt kunne koncentrere sig. Han sukkede og opgav at skrive videre på sin blog lige nu. Han vendte sig om, for at møde det spørgende blik.

“Hvis du virkelig havde kedet dig, ville du ikke have taget tøj på,” pointerede han og glædede sig over Sherlocks løftede øjenbryn ovenpå den deduktion. “Du sidder på hug på kanten af sædet, mens du venter på, at Lestrade formildes og kalder dig ind på ‘Weekend-morder’ sagen. Og du er klar til at kaste dig ud i det, så snart han gør.” Han smilede af det resulterende forargrede blik. “Efter det obligatoriske show af ligegyldighed, selvfølgelig,” tilføjede han.

Sherlock var splittet mellem stolthed og irritation. Ikke at han ville have indrømmet nogen af delene. Han vendte sig om og satte sig bevidst mere komfortabelt i sin stol, mens han tvang sine hvileløse lemmer til at falde til ro.

Det varede to og et halvt minut.

“Endnu et lig burde gøre det,” annoncerede han, mens fingrene nu var ved at tromle mod armlænene. “Medierne er allerede vilde efter de tre og politiet spiser dem af med ingenting. Et mere burde tippe vægten.” Han lænede sig fremad igen. Hans albuer hvilede på hans knæ. “Er det for meget at forlange?”

John var ubehageligvis klar over, at dette udsagn engang ville have chokeret ham. Nogle gange bekymrede han sig over, at i stedet for at løfte Sherlocks forståelse vedrørende acceptabel opførsel, så havde deres vedvarende samarbejde blot mindsket hans egen.

“Så, vi håber rent faktisk lige nu, at en eller anden er blevet stukket ihjel?” spurgte han med en følelse af, at der i det mindste burde protesteres rent symbolsk.

“Håb er irrelevant,” svarede Sherlock og vinkede irriteret med sin arm. “Idag er mandag. Mordet er allerede sket. Vi venter bare på, at en eller anden finder liget.”

“Måske er der ikke noget lig?” foreslog John. “Det kunne være jo være, at det er stoppet.”

Sherlock fnøs. “Seriemordere stopper ikke,” forklarede han med foragt. “Helt ærligt, John, har du slet ikke lært noget? Og siden politiet ikke er tættere på, selvom de har tre lig og tre gerningsteder at lege med, bliver det her helt klart underholdende.”

John lukkede sin øjne og talte stille til fem, så åndede han ud.

Sherlock smilede uden at vende sig om. “Du plejede at tælle til ti,” observerede han. “Du er ved at vænne dig til mig.”

“Gud forbyde det,” sagde John.

De blev begge to opmærksomme på fodtrin på trappen og Mrs. Hudson dukkede op. Hun bankede forsigtigt på den åbne dør, som hun altid gjorde, selvom hun tydeligt kunne se, at begge mænd kiggede på hende.

“Godmorgen, drenge,” sagde hun og smilte glad til dem begge to. “Peter er lige kommet tilbage og han skal ned og købe ind. Har I brug for noget?”

Johns øjne blev store. Han sprang op og smuttede over i køkkenet. Hvis Sherlock havde ret - og John ville helt sikkert ikke vædde om det modsatte - så ville de være på en stor sag om ikke alt for længe, hvilket ville efterlade meget lidt tid til noget af alt det, som den store detektiv betegnede som ‘ikke-essentielt’... som for eksempel at købe mad.

“Hvordan går det med ham, Peter?” spurgte han, mens han tjekkede indholdet af køleskabet. “Har han haft held med at finde et arbejde?”

Mrs. Hudson sukkede. På nogen måder var det rart at have sin nevø hos sig. Han var der om aftenen og hun følte sig mere tryg ved at have ham i huset, siden man aldrig vidste, hvor disse to var henne halvdelen af tiden. Hun kastede et kærligt blik på Sherlock, da hun gik ind i køkkenet til doktoren.

På den anden side var det ikke nemt at vende tilbage til at skulle dele din bolig, når man nu først havde vænnet sig til at have det godt med sig selv. Og at tv’et hele tiden skulle vise sportskanalerne var for alvor ved at nedbryde hende.

“Intet indtil videre,” svarede hun beklagende. “Han har nu været i London i en måned. Jeg tror, at den arme dreng har fundet ud af, at det er vanskeligere end han havde regnet med.” Hun rystede på hovedet. “Det er altså regeringens skyld.”

Sherlock grinede lidt. “Det vil jeg sige til ham,” mumlede han og Mrs. Hudson gav ham endnu et ret uforstående smil.

“Mælk, helt klart,” erklærede John. Hans stemme var dæmpet, mens han rodede rundt i køleskabet, og hans blik gled behændigt henover diverse ikke-fødevare emner uden at fokusere yderligere på dem. “Også brød. En pakke bacon og... “ han kom ud og åbnede skabet med skiltet ‘Kun mad’, “jeps, noget honning. Det er lige meget hvilken slags.”

Sikker på, at han ikke blev observeret i sin lænestol, rullede Sherlock med øjnene. Da John endelig havde lagt mærke til, at der var et uforholdsmæssigt stort antal bøger om biavl på deres reoler, havde han fuldstændig ulogisk antaget, at Sherlock kunne lide honning, og sørgede derfor altid for, at der var nok af den.

Det var latterligt. Der var absolut ingen beviser for, at folk kun kunne lide honning, hvis de var interesseret i bier. Lige så lidt som man ville antage at mælkebønder var ualmindelig glade for mælk. Sherlock havde selvfølgelig pointeret absurditeten i den konklusion overfor John, men manden var bare ligeglad og blev ved med at købe det forbandede klisterstads. Og hver gang John mente, at der ikke blev spist nok kalorier, så kom der honning på brødet.

At Sherlock rent faktisk rigtig godt kunne lide honning, havde bare gjort det hele endnu mere irriterende.

Ude af stand til at sidde stille længere, rejste han sig og gik over til vinduet. Han stirrede på den enestående mangel af politibiler på vejen nedenfor. Bag ham rømmede John sig. “Øh, Sherlock,” begyndte han.

“Baglommen.” Der var en pause i hvilken Sherlock ikke gjorde noget for selv at tage sin tegnebog frem.

John kom med et fornærmet grynt, da han så bulen, der brød gennem Sherlocks jakkesæt. Den forbandede mand vidste pokkers godt, at der ikke var andre penge i lejligheden - han havde sandsynligvis helt bevidst samlet dem sammen for at se, hvad der ville ske. Det var gået et stykke tid, før John fandt ud af, at der blev eksperimenteret med ham mellem sagerne. Nogle gange kunne han se tilbage på sin dag og tælle alle de små hop gennem ringene, han havde været igennem.

Fint. Han gik hen, flåede Sherlocks jakke op over og tog tegnebogen ud. “Upassende!” hvæsede han, inden han gik tilbage til Mrs. Hudson, som smilede bredt.

Sherlocks læber gav et spjæt, men morskaben blegnede, da han igen forsvandt ind i sit hoved. Han var svagt opmærksom på den transaktion, der fandt sted bagved ham, derefter på Johns puslen i køkkenet, da Mrs. Hudson igen gik ned ad trapperne.

Fordøren faldt i og han så Peters mørke hoved, da han kom ud og daskede afsted til butikkerne. Det var ikke særligt overraskende, at manden ikke kunne finde et ordentligt arbejde. Han så altid ud som om det sted, hvor han lige befandt sig, absolut var det sted, hvor han mindst af alt ville være.

“Hvorfor tror du, at Mrs. Hudson altid insisterer på at kalde mig ‘Doktor Watson’?” spurgte John, da han satte sig ned i sin lænestol. “Hun kalder dig trods alt ‘Sherlock’.” Der var intet svar. Han støttede hagen på sin hånd og tænkte over det. “Jeg går ud fra, at det er fordi hun har kendt dig længere,” overvejede han, “men hvad med naboerne? Hun har boet ved siden af Mrs. Turner i årevis og kalder hende stadig ‘Mrs. Turner’, men Tim kalder hun ved hans fornavn og det samme gjaldt Adrian. Så du er ikke undtagelsen.”

Stadig intet. “Sherlock?” spurgte han. “Sherlock, lytter du overhovedet til mig?”

“Hmm?” Sherlock så rundt fra vinduet og spolede mentalt tilbage for at registrere Johns ord. “Oh, det er status,” sagde han, for så at vende tilbage til at se trøstesløst ned på den tomme gade igen.

"Status?"

Sherlock sukkede og gik tilbage til sin lænestol. Forklaringer. Kedeligt. “Løbende rivalisering,” uddybede han. “Mrs. Turner havde en universitetslektor boende hos sig sidste år og det var altid ‘Professor her’ og ‘Professor der’.” Han standsede. “Jeg citerer naturligvis her.”

“Naturligvis.”

Han så med smalle øjne på John, men fortsatte så. “Da du flyttede ind, havde Mrs. Turner en frisør og en...” Han rystede sit hoved. “Undskyld, men hvad var den anden? Jeg må have slettet det.”

“Adrian arbejdede ved Barclays,” svarede John.

“Der kan du se,” afsluttede Sherlock. “Doktor overtrumfer bank assistent. Et point for Mrs. Hudson.” Han tog sin mobil og stirrede håbefuldt på den. “Man burde tro, at folk efter tre seriemord ville tjekke op på deres kollegaer, når de ikke kommer på arbejde mandag morgen,” brokkede han sig. “Så meget for menneskeheden.”

John rullede med øjnene. “Det er stort, når det kommer fra dig,” sagde han. “Hvordan ved du i det hele taget, at det næste offer skulle arbejde idag? Indtil videre ser det ud, som de er tilfældig udvalgt.”

Sherlock skulede over mod ham. “Intet er tilfældigt,” vrissede han. “Denne morder er organiseret - bare fordi politiet ikke kan se forbindelsen, betyder det ikke...” Han stoppede og vippede sit hoved til den ene side. “Er du med vilje lidt dum for at distrahere mig?” forlangte han at vide.

John kiggede mildt op på ham og løftede sine øjenbryn. “Virker det?”

Sherlock stønnede og lænede sig fremad. Han kørte sine fingre gennem sit hår. “Jeg burde være på den her sag,” sukkede han. “Endelig noget, der er interessant og jeg sidder bare her. Det er utåleligt!”

“Tja, det burde du have tænkt på, inden du sørgede for, at halvdelen af Scotland Yard blev pissesure på dig, ikke?” svarede John og ignorerede den efterfølgende snerren. “Årsag og virkning, Sherlock, du er ikke immun, ved du nok.”

Der var intet svar og John kiggede over på det bøjede hoved af galningen, han levede sammen med. Sherlock så forfærdeligt ud. Der var ikke noget ‘halvt fuldt eller halvt tomt glas’ med ham - det var enten ved at flyde over eller totalt udtørret. John var ved at overveje måder, hvorpå han kunne få Lestrade til at skifte mening, men da Mycrofts navn dukkede op i hans hoved, trak han stikket ud på den idé.

Han strakte sit ben ud og rørte ved Sherlocks fod. “Hey,” sagde han beroligende. “Som du selv sagde, jeg er sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid.” Sherlock gryntede bare. John blev ved. “Så, hvad er forbindelsen, hvis der er en?” spurgte han. “Indtil nu har vi en kontorleder i tyverne, en femogtredive årig retssekretær, og en forhenværende alkoholiker, som arbejdede i et call center. Det er en mand, en kvinde og endnu en mand. En homoseksuel og to heteroseksuelle, to...”

“Ja, okay,” afbrød Sherlock. “En hvid, en sort og en på kanten til det gule - du kunne blive ved hele dagen.”

“Jeg tror, at det gule måske er gulsot,” observerede John. “Enten det eller et virkeligt dårligt billede.”

Sherlock sukkede igen. “Det er lige netop problemet. Jeg har brug for præcis information! Bare det at kunne se ligene ville kunne hjælpe.” Han så håbefuldt op. “Tror du, at Molly måske...”

“Det er en joke, ikke?” John så måbende på ham. “Efter dit stunt med at bytte om på organerne? Selv Molly vil ikke give efter for din tvivlsomme charme så hurtigt efter det stunt.”

“Men jeg havde brug for en frisk en!” protesterede Sherlock og kastede sig selv bagud, så han sad udstrakt i sin stol. “Og min charme er ikke tvivlsom,” tilføjede han som en eftertanke.

“Prøv med fiktiv,” brummede John sagte, så åndede han lettet ud, da vinduet for et kort øjeblik var badet i blåt lys, som slukkedes og tændtes igen. Han så på Sherlock, som havde vippet sit hoved tilbage og sad med lukkede øjne. Selve billedet på nedtrykthed.

“Tid til at rulle den falske høflighed ud,” foreslog John, mens forventningen sydede i kanten af hans stemme. “Du har ikke noget ønske om at blive smidt af sagen, inden du har haft godt gang i den.”

Sherlock åbnede sit ene øje, så det andet. Han satte sig op, spændte musklerne og John kunne se, hvordan hver enkelt hjernecelle fokuserede og blev sat på ‘tændt’. Energien knitrede nærmest under hans hud, da de hørte Mrs. Hudson åbne fordøren.

Sherlock undertrykte sin trang til at springe op og lænede sig i stedet for frem for at tage fat i Johns arm. Ansigtet lyste op af en uhellig fryd. “John,” sagde han og hans stemme var dyb og intens, da deres blikke mødtes.

John nikkede. Hans øjne lyste, men var faste i deres blik. “Vær sød,” advarede han, da Sherlock kort klemte til, men så slap armen og lænede sig tilbage i sin stol. Hans udtryk blev blank, lige da Lestrade dukkede op i døren.

I et langt øjeblik kiggede de to på hinanden, så løftede Sherlock et øjenbryn.

“Så fandt I hende.”

   
 Forrige kapitel                                                                                                            Næste kapitel