atlinmerrick: Kraniets drillerier - kapitel 2 (dansk oversættelse)

[themuller]

Oversætterens anmærkning: Stor tak til atlinmerrick for at lade mig oversætte hendes "Skullduggery"

Åh, kære Gud!

Helt ærlig, jeg knuselsker Mrs. Hudson, det gør jeg virkelig, men hendes timing i dag er oprørende.

Hun kom ind og tog mig igen og for alt i verden, nu er bare ikke det rigtige tidspunkt. Jeg har desperat brug for at tale med Sherlock. Jeg har virkelig. Og John. Men mest Sherlock, fordi drenge geniet er lige netop det modsatte og hvis jeg havde arm, så ville jeg helt ærligt prygle ham.

(På den anden side, så ville jeg sandsynligvis ikke. Han ville kunne lide det. (Men det er en helt anden historie. Flere andre historier. Jeg er ikke sikker på, at du vil bryde dig om dem.))

Hvorom alting er, siden vi taler om at kunne lide noget, så er det derfor, at Mrs. Hudson sniger sig ind i 221B og stjæler mig. Det er fordi hun elsker det lange rær, jeg lever sammen med, ham, jeg er så sur på, at jeg kunne pryg-

Okay, ja. Fokus.

Mrs. Hudson snupper mig, fordi hun ved, at det gør Sherlock sur og hun ved, at alt, hvad der får hans hjerne til at skumme over er bedre end når han keder sig. Og når jeg er forsvundet, så skummer han over, tro mig.

Jeg siger det ikke på grund af forfængelighed (altså, ja, jeg gør), men jeg er hans... altså, jeg er ikke helt sikker. Gode side? Samvittighed? Moralske centrum? Alt, hvad jeg ved, er at jeg ikke bare er en kropsløs klump af kalcium, natrium og fosfor for Sherlock. Jeg er én, han kan tale til. Jeg er én, han lytter efter. Jeg er hans ven.

Gah!

Grød. Helt alvorligt. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv mødt nogen, der kan køre så meget ud på et sidespor, som jeg gør. Min pointe, og jeg er faktisk desperat i gang med at prøve at have én, er at Mrs. Hudson lader mig en gang imellem forsvinde, ikke fordi hun flipper ud over mig, men fordi Sherlocks efterfølgende jagt efter mig er en afveksling for alle – især SH.

(Lad mig bare sige, at hvis du hverken har arme eller ben og teknisk set ikke meget andet af noget som helst, gør du hvad du kan med det, du har. Jeg har en mund, for at sige det som det er, og jeg bruger den. Det betyder, at hvis der normalt er et ord for noget, så har jeg otte. Meninger? Teorier? Vittigheder? Jeg har tusinder. Ord: De er alt, hvad jeg kan have. Så, Sherlock? Han er mange ting for mig: Sherlock. SH. Drenge geniet. Idioten jeg bor sammen med Soldatens dreng. Et frygteligt godt skår – forkortet skår. Under alle omstændigheder, bare for at klarlægge det her. Så. Videre i teksten.)

Så nu sidder jeg her, i Mrs. Hudsons meget mere hyggelige lejlighed, men det er bare det mest forkerte tidspunkt i verden at være lige her. Jeg skal virkelig bare tilbage til 221B, fordi Det Store Nummer er ved at ske derover og du ved lige så godt som jeg, at drengene knapt nok kan finde ud af, hvad de skal have til aftensmad uden min hjælp, og så endnu mindre -

Det banker på døren!

Åh, kryds fingrene for mig, fordi jeg har brug for at det er Sherlock. Eller John. Eller dem begge. Åh... hvis det er dem begge to, så vil jeg dø lykkelig.

Og ... nej. Det var bare Mr. Carlton, som afleverede nogle indkøb, som Beth havde brug for. (Liz. Elizabeth. Lizzie. Bell. Hudson. Min kære pige.)

Altså, der er ikke noget, jeg kan gøre herfra, tydeligvis, undtagen at falde til ro og vente. Min kære pige har ikke en gang gemt mig denne gang, så hvis bare Sherlock ville komme og se efter, så ville han finde mig i løbet af et sekund og jeg ville kunne prøve på at løse dette store Sherlock-formede rod, han har fået sig selv ind i. Igen.

Hvordan gør han det? Hvordan kan han blive ved med at gøre det her, det er, hvad jeg gerne vil vide.

-------------------------------------------------------

Mens vi venter, så afslutter jeg lige introduktionen, ikke?

Jeg har allerede fortalt dig de ikke-essentielle ting: terapeut... flyttede til London fra Amerika, da jeg var toogtyve ... døde toogfyrre år gammel ... mødte Sherlock kort tid efter det.

Mit navn er Aurora Aurelia Abbington og ja, jeg kan høre jeres kollektive gisp herfra. Jeg ved, at I troede, at jeg var mandlig, men jeg kan ikke forestille mig, hvorfor. Tror I virkelig, at en heteroseksuel fyr ville have skrevet sådan en oral historie (hentydningen er med vilje) af mine drenge og deres rejse fra bofælle til bedste venner til bollevenner? (Jeg siger bollevenner, fordi det er alliterativt, men de er meget mere, så meget mere, men jeg ved, at du allerede vidste det).

Videre i teksten.

Hvor om alting er, så kan du kalde mig Aurora, Rory, Trippel A, eller det forbandede græske kor uden at det rører mig, selvom der vil være en masse skaller i denne historie, så handler den virkelig ikke om mig. Den handler om John og Sherlock, og lige nu er Sherlock i gang med ødelægge er en perfekt kærlighedshistorie ved at være ekstremt meget Sherlockagtig.

I bund og grund startede det hele den nat, hvor Doktor John H. Watson spurgte Mr. Sherlock Holmes at gifte sig med ham.

Forrige kapitel                  Næste kapitel